Emilie Toft
For et halvt år siden valgte Emilie Toft at flytte fra en tre-værelses lejlighed i København til et bofællesskab på Møn for at skabe et liv med tid og ro til familien. Distancen på 150 kilometer har dog skabt en frygt for at miste dyrebare relationer.
Vinden rusker kraftigt i træerne udenfor vinduet og linen på flagstangen klaprer vildt. Det er morgen og stadig mørkt, så det er vanskeligt at vurdere vejrets rasen. Det fremstår altid vildere og voldsommere med mørkets slør omkring sig.
Ellie vågner tidligt, vi står op og dagen får så småt øjne. Lyset mod øst klarer haven op, imens den første kop kaffe bliver brygget. Eller rettere Bjarkes kop kaffe bliver brygget – jeg drikker kun te. Brødet blev bagt tidligt og står til afkøling på køkkenbordet og Ellie går rundt om køkkenøen med legetøj i hænderne. Hun klamrer sig om mine ben, hvilket er hendes signal til ”jeg vil op”. Jeg løfter hende tæt ind til mig, snuser hende i nakken, så hun hviner og sætter hende op på køkkenbordet. Vi laver morgenmaden klar; hun spiser en agurk og leger med en duplo hund.
Klokken løber pludselig fra os, og vi skynder os i overtøjet og ud i bilen. Som en af de få dage i ugens løb, så skal vi faktisk ud ad døren her til morgen. Ellie skal nemlig til lægen og vaccineres. Det går ikke helt smertefrit, som det nu engang er med en 1-årig, som efterhånden er blevet meget bevidst og har god hukommelse. Hun kan tydeligt huske de få gange, vi tidligere har været hos lægen – og det har desværre været mindre gode oplevelser for hende. Men vaccineret blev hun… Vi kører roligt mod Møn igen og hører ”Hjulene på bussen” hele vejen hjem.
Formiddagen er godt i gang og vejret er solrigt og klart – en diametral modsætning til regnen og blæsten, som slog ind på vinduerne i nat. Annemarie arbejder hjemmefra i dag og vi går nu alle en runde om gården, for at vurdere stormvejrets hærgen. Vi kan hurtigt se, at flere kragetæer, som normalt holder på rygningen af stråtaget, er blæst af og ligger i midten af gården. Vi fortsætter vores besigtigelse, drejer om hjørnet og får græs under skoene. I haven er der væltet tre træer, og store grene er knækket af. Moder jord har ladet os mærke en brøkdel af hendes kræfter – og vi er blot lykkelige for, at skaderne ikke er større. Vi får hurtigt kontaktet vores forsikring, anmeldt tagskaden og ringet til en lokal tækker, som kan komme og hjælpe med rygningen.
Vi fortsætter videre ud på engen og over mod marken, hvor vores kommende køkkenhave skal være. Jeg holder vejret et splitsekund. Hele weekenden har vi brugt på at etablere den første del af køkkenhaven og jeg håber inderligt, at det ikke har taget skade af blæsten. Heldigvis ser alt ud, som da vi forlod marken i går eftermiddags og gik indenfor for at få varmen efter en kold dag. Og netop dét elsker jeg faktisk – følelsen af at have været udenfor, brugt sin krop og arbejdet og derefter komme indenfor. Til ild i brændeovnen og varm te. Man kan mærke varmen stige op i kroppen og kinderne, der blusser hele aftenen efter vinden. Man kan mærke, at man lever.
Midt i blæstens efterladenskaber opdager vi små erantis, der netop er skudt op i jordbunden. Foråret er på vej – og hvor jeg dog glæder mig. Jeg er så klar til at lukke foråret indenfor. Byde lyset velkommen. Og jeg glæder mig hver dag over minutterne, som dagen tiltager i længde. Jeg hører fuglekvidder og får forårsfornemmelser. Solen er så kærkommen. Jeg suger det til mig inden, at vi igen går indenfor. Ellie skal have frokost og bliver så puttet til en middagslur. Jeg håber, at hun sover dejligt i blæsten, som endnu viser tænder i den lavtstående sol.
Jeg bruger hendes middagslur på at skrive de sidste linjer i min præsentation til mit kandidatforsvar. Om bare en uge er jeg læge. Det fylder og jeg glæder mig inderligt. Jeg glæder mig til trods for min tvivl om, hvorvidt jeg gerne vil arbejde som læge. I sidste uge spurgte jeg, hvad I mener, at jeg skal vælge, for jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skal være læge, selv om jeg står på tærsklen til mit kandidatforsvar. Faktisk mente 63% af jer kære læsere, at jeg bør prøve lægegerningen af. Og det gør jeg også – til maj starter jeg som læge på Nykøbing Falster Sygehus.
Læs: Emilie Toft: Må man være i tvivl om sin fremtid to uger inden sin afsluttende eksamen?
Men jeg glæder mig til at dele den store dag med min kære familie og bedste venner. Åh, mine venner. Dem savner jeg i min hverdag her på Møn – det må jeg indrømme. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bekymret for, hvordan vores sociale relation vil forandre sig, når man vælger at flytte knap 150 km væk. Faktisk har jeg nok egentlig en frygt for at blive udskrevet af sociale fællesskaber, og jeg vil for alt i verden forsøge at undgå det.
For os (min kæreste Bjarke og jeg) handler det om prioritering. At prioritere hinanden – og vores venner og familie. At prioritere at køre ofte til København og selvfølgelig altid sige “Ja tak” til invitationer og byde ind, så snart mulighederne byder sig. Vi må udnytte køreturen og se muligheder fremfor begrænsninger. Tænke på alle de fede podcast og lydbøger, som vi kan få glæde af i den halvanden time frem og tilbage til København – og ikke at forglemme de gode snakke i bilen, hvor vi sidder sammen og har tid til at være bare her og nu. Altså med en 1-årig på bagsædet, hvor det primært er børnesange, som vi har på anlægget, men alligevel. Det hele tæller.
Samtidig har jeg et ønske om, at mine relationer også vil prioritere at komme til Møn. Opleve vores gård og min nye tilværelse. Være en del af mit liv, være tæt på Ellie og hendes udvikling og møde mig i mit nye jeg. På Møn. Og det har mange af mine venner heldigvis allerede været gode til, hvilket jeg priser mig lykkelig for.
Nu vågner Ellie. Jeg henter hende i barnevognen ude under æbletræerne. Hun har iskolde kinder, men er dejlig varm på kroppen. Det må være så trygt og dejligt at sove omsluttet og varmt til vindens toner.
Eftermiddagen flyver afsted. Vi leger på gulvet i stuen, læser bøger og når Ellie trænger til noget nyt, så går hun selv mod gårdens anden bolig, hvor hendes Mormor og Bedstefar bor. Kærligheden imellem dem er enorm, og jeg mærker glæden ved et bofællesskab med tre generationer under samme tag.
Vi kører sidst på eftermiddagen afsted efter en flishugger, som vi har lejet. Vi har fældet og beskåret en del træer i haven og det skal laves til flis, som vi vil bruge i køkkenhaven. Og så kan vi samtidig udnytte maskinen til alle de væltede træer i nattens storm.
Da vi kommer hjem, spiser vi en dejlig simreret, som jeg lavede i eftermiddags med Ellie på køkkenbordet. Ellie er træt, så hun bliver puttet kort efter og da jeg kommer ud af soveværelset, har Bjarke tændt op i brændeovnen og lavet en kande te til mig. Han ved, at jeg skal lægge de sidste hænder på min eksamen.
Jeg glæder mig over dagen og begynder at reflektere. Reflektere over vores liv her på Møn. Hvordan vi gik fra en 3-værelses lejlighed i hjertet af København til 6 måneder senere at være veletablerede gårdejere på Møn i et bofællesskab med et fælles ønske om selvforsyning, enkelthed og nærhed. Et bofællesskab sammen med min mor og hendes mand som tre generationer under samme tag. Sandheden er, at lykken er stor her på Møn, men jeg kan dog ikke underkende, at vi samtidig vinkede farvel til nogle ting, da vi underskrev købskontrakten til gården. Og at distancen fra København til Møn har skabt en frygt for at miste dyrebare relationer. Jeg tror, at det vil tage noget tid, før jeg føler mig hjemme og til rette på Møn. Gården er blevet mit hjem, men selve Møn, der er jeg ikke helt endnu. København er i mit hjerte og jeg kender den som min egen bukselomme, men på sigt tror jeg, at Møn vil overhale hovedstaden indenom. Jeg skal blot give det tid – blandt andet til at opdage endnu flere skønheder, som Møn har at byde på.
