Emilie Toft
Meget er sket, siden jeg sidst skrev et indlæg herinde på Kiosk, og jeg har nu fået en ny kasket på mit hoved. Eller måske skulle jeg nærmere sige en ny uniform. Jeg er blevet læge, helt ægte læge, og har nu min daglige gang på et sygehus med kitlen på og stetoskopet om halsen.
Lyt til indlægget
Det føles stadig lidt uvirkeligt, når jeg fortæller, at jeg er læge. “Hvad arbejder DU så med?” – “Nåh, mig, jeg er læge på Nykøbing Falster Sygehus.” Wow. Så mange år med tusindevis af gennemterpede, læste sider – udenadslære og memoteknikker. Nu er jeg læge. Og ved du hvad? Det føles virkelig godt. Sådan helt ned i maven godt. Jeg er stolt. Jeg har kæmpet, og jeg har sejret. Jeg er endnu ikke en særlig erfaren læge, bevares. Jeg har stadig meget at lære, det underkender jeg ikke – men jeg klarede den. Jeg er læge.
Jeg må indrømme, at det blev lidt rigeligt spændende (og rystede min grundvold en smule), da jeg endelig skulle begive mig ud på lægevejen.
Jeg må indrømme, at det blev lidt rigeligt spændende (og rystede min grundvold en smule), da jeg endelig skulle begive mig ud på lægevejen. Forlade den trygge vej som studerende og endelig påbegynde det arbejde, som jeg har brugt så meget krudt på at opnå. At jeg netop skulle tage den nye kasket på…
Jeg er et tryghedsmenneske og vanedyr. Jeg svømmer bedst, hvor jeg kan bunde, og begiver jeg mig ud på dybere vand, sørger jeg altid for at have min redningsvest med – og muligvis en ekstra, just in case… Derfor kan forandringer godt gøre mig usikker, indtil jeg har fundet mit nye ståsted og føler mig tryg i de nye omgivelser.
Forestil dig derfor, hvordan jeg havde det, inden jeg skulle starte mit nye lægeliv. En ny hverdag, et nyt arbejde, en ny arbejdsplads med nye kollegaer, nye arbejdsopgaver, nyt IT-system, nye indtryk, ny viden – og egentlig en ny Emilie med en ny kasket på hovedet, som føles både stor og tung at bære. Det er mange nye “nye”, som kan virke overvældende. Måske kan du nikke genkendende til dette?
Når jeg bliver udfordret, har jeg det med at gå ind i mit hoved, overtænke tingene, bekymre mig og forsøge at løse potentielle udfordringer, inden de overhovedet opstår. Jeg bliver usikker, tvivler på min egen dømmekraft og intuition, på mine egne kompetencer og føler ikke, at jeg kan bære det ansvar, som følger med udfordringen – i det her tilfælde lægeansvaret, hvor jeg bærer andres helbred og liv på mine skuldre.
Men hvordan undgår man, at ens tvivl og bekymringer netop løber afsted med en, endda inden man overhovedet er startet i det nye job? Og hvordan overbeviser man sig selv om, at man faktisk er den rette til jobbet med de rette kvalifikationer, som man jo netop er blevet ansat til?
Jeg forsøger – og læs, forsøger, for jeg er endnu ikke 100-meter mester i det – men jeg forsøger faktisk kun at forholde mig til det, som er foran mig. Både i ugerne op til ansættelsen og i min spæde begyndelse på lægelivet var dette mit fokus. Jeg forsøger at forholde mig til ting, som jeg faktisk kan gøre noget ved, og siger blot “pyt” til resten. Jeg forsøger at lade tingene ligge, og ikke bekymre mig – for hvis jeg alligevel ikke kan gøre fra eller til, hvorfor så bruge tid og energi på at bekymre mig over det? Nej, jeg vil i stedet være nu og her, hos min familie, hos min datter Ellie, i køkkenhaven, under solen. Trække vejret og nyde nuet i fulde drag. Jeg vil undgå at spilde energi på at forudse scenarier, som sikkert alligevel kun forekommer oppe i mit eget fyldte hoved. Det er unødvendigt og krævende og tager fokus fra det, der egentlig betyder noget – nemlig mit liv på Møn.
Vi ville skabe en fælles gård med glæde, enkelthed og samhørighed – med selvforsyning og biodiversitet i højsædet.
Og måske er det netop min nye tilværelse på Møn, som har givet mig denne forståelse og indsigt. En lyst til at give slip på alt det overflødige. Da jeg skrev mit første indlæg hos Kiosk i efteråret 2021, var det med formålet at fortælle min historie og inspirere andre til at turde vælge en anden vej. Tage springet, sadle om, vælge fra og til. Træde ud af hamsterhjulet, inden det var begyndt – rykke teltpælene op i København og flytte i bofællesskab tre generationer under samme tag på Møn.
Kernen i mit valg om at flytte var at vælge familie, fællesskab og frihed til. Vi ville skabe en fælles gård med glæde, enkelthed og samhørighed – med selvforsyning og biodiversitet i højsædet. Vi valgte at anlægge en 1.500 kvm stor køkkenhave i vinteren og foråret, åbne en grøntsagsbod og dyrke grøntsager, frugt og bær til rare, dejlige mennesker. Samtidig har vi åbnet vores hjem for overnattende gæster, hvor vi deler ud af vores fællesskab, viden og gåpåmod. Vi har et naturligt drive – vi elsker arbejdet, er altid igang og får dagligt nye ideer, som vi rykker på i fællesskab.
Vi arbejder reelt mere end i det traditionelle hamsterhjul fra klokken 8-16, men arbejdet er utrolig meningsfyldt. Alt overflødigt er sorteret fra, og vi koncentrerer os kun om det essentielle.
Vi arbejder reelt mere end i det traditionelle hamsterhjul fra klokken 8-16, men arbejdet er utrolig meningsfyldt. Alt overflødigt er sorteret fra, og vi koncentrerer os kun om det essentielle. Vi sætter frø i jorden, passer og plejer det, vander og skærmer det. Når frøet spirer, planter vi det udenfor og går tålmodigt dag efter dag, vander og luger, og venter, til vi endelig får lov til at høste af det lille frø, som nu er vokset til en stærk plante. Det lyder muligvis banalt, men taknemmeligheden og tilfredsstillelsen vil ingen ende tage. Og smagen – det er en historie helt for sig selv. Hjemmedyrkede grøntsager smager himmelsk. Vores lækre grøntsager sælger vi til dejlige mennesker, som lægger vejen forbi os – og så kommer de endda igen, fordi vores grønt er vanedannende. Det er meningsfyldt og har givet mig en lyst til at bringe enkeltheden ind i mit liv, både i hverdagen og på arbejdet. Jeg vil fokusere på de mennesker og ting, som giver mig energi, og tage afstand fra det, som dræner mig – blandt andet mit eget tankemylder, der som en sort sky kan lægge sig foran mit udsyn.
Men hvordan er det så egentlig gået med at starte arbejde og trække i den nye kittel? Det er gået rigtig godt! Mine bekymringer og forudsete farer er blevet manet til jorden. Ikke, at det ikke har været udfordrende – det har det selvsagt været, og udfordringerne findes, men overordnet set har den første måned været en succes. Og det siger ikke så lidt…
Mit lægeliv starter nu, hvor jeg stille og roligt lander mere og mere i mit nye fag og i mit nye jeg som læge, samtidig med at jeg lærer at balancere titlen med landlivet. Jeg hviler mere i rollen i takt med, at stetoskopet har hvilet i længere tid om min hals. Og hvem ved, måske en dag vil det føles naturligt, når jeg siger: “Jeg er læge”, og indtil da nyder jeg blot min hverdag, der både inkluderer lægearbejdet og fuldtidsfarmerlivet, og ikke mindst at hente Ellie fra vuggestue og suse direkte ud i køkkenhaven. Ud til hønsene, lede efter æg, grave kartofler op til aftensmaden, luge ukrudt på vejen og vande spirerne i aftensolens sidste stråler. Jeg kigger ud over havet fra vores stue, og nyder det. Nyder livet, hverdagen med min dejlige familie og taknemmeligheden for vores liv her på Møn. Vi har det godt.
