Gittemarie Johansen
I 2015 startede jeg mit zero waste-eksperiment. Jeg ville leve en måned uden at generere affald. Det var egentlig bare ment for sjov, en interessant udfordring, men det viste sig, at dén måned skulle få stor betydning.
Dengang var jeg 21 år, og nu nærmer jeg mig 30, så der er sket en del. Der er ikke kun sket en masse på bæredygtighedsfronten, men også personligt. Jeg har været så heldig, at jeg har fået lov til at modnes i min grønne omstilling, og på en meget naturlig måde kommer det med nogle fodfejl. Siden jeg var 21, har jeg lært utroligt meget om, hvordan jeg kan være den bedste version af mig selv. Jeg har også fået et meget større overblik over de grønne livsstile, og i dag vi jeg gerne dele nogle tanker om, hvilke fejl jeg lavede i starten, du ved, så du ikke behøver gøre det samme.
Det skal også lige siges, at jeg er sikker på, at jeg kan lave en liste med nye punkter om 10, 20 og 30 år igen – med spritnye fejl og mangler. Jeg forestiller mig ikke, at jeg har luret det hele i en alder af 28. Det ville være dejligt, men også absolut urealistisk. Det fineste ved at holde fast i de værdier, som ligger til grund for den grønne omstilling, er, at man kan få lov til at se de forskellige versioner af sig selv komme til live, mens man er i det. Og et meget naturligt resultat er dét, at jeg kan finde nye perspektiver og prioriteringer at prøve kræfter med. Så lad os sige, at indtil videre er dette, hvad jeg har begået af fejl:
1. Jeg hyperfokuserede på de små ting
Mit udgangspunkt var zero waste-livsstilen, så fra starten af var der et rigtig stort fokus på affald. Et fokus, som jeg egentlig synes, er rigtig godt at starte med, fordi det er en meget konkret og fysisk ting. Ofte kan bæredygtighedsbegreberne blive meget abstrakte og svære at forholde sig til. Man ved, at man bør gøre noget, men ”hvor skal man starte?” Det er i hvert fald et spørgsmål, jeg har fået mange gange. Når man starter med affald, så ved man, hvor man skal starte – med sin egen skraldespand. Der var bare lige det, at der var ikke mere end en solid håndfuld, som snakkede om zero waste. Jeg tror faktisk, at jeg selv var en af de første i Danmark. Det jeg startede, var der nærmest kun Bea Johnson og Lauren Singer, og de havde begge to deres skraldefyldte syltetøjsglas, som indeholdt deres genererede affald over en årrække. Der var ikke nogen til at fortælle – eller vise – mig, at det ikke er alle, som kan det. Der skal nogle meget specifikke omstændigheder til at leve op til det ideal. Så jeg brugte det første år i zero waste på at have seriøs dårlig samvittighed, hele tiden. Det var så vigtigt for mig at gøre det rigtigt, men det var svært, for mange gange samlede der sig en form for affald hos mig alligevel, som jeg ikke havde bedt om; det kunne være et sugerør i min drink, en gave pakket ind i cellofan, merch i form af et sæde-cover til min cykel monteret af en fagforegning eller hundrede andre ting. Og der er det ved det, at når man skaber sådan et smalt succes-område for sig selv, så vil man fejle igen og igen – selvom de her små ting i virkeligheden har haft et meget lille aftryk.
Jeg havde ikke overblikket til at se, at de små ting, som man ikke kan kontrollere alligevel, ikke betyder lige så meget som grøn energi, bæredygtig kost eller fly-fri ferier. Plastiksugerøret er et glimrende eksempel. Jeg skulle død og pine aldrig have sugerør, for de ender i vores verdenshave, hvor de bliver til mikroplastik, hvis ikke de sætter sig fast i næsen på en skildpadde først. Engang fik jeg et sugerør på en restaurant, selvom jeg havde frabedt mig det, og jeg fik næsten et panikanfald. I dag bruger jeg stadig ikke sugerør, men hvis jeg får et, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at undgå det, så husker jeg på, at sugerør udgør 0,025 % af plastikforureningen i havene, og at ghostgear efterladt af fiskeindustrien rammer nærmere 40%. Man redder ikke verden ved at hypefokusere på de bittesmå detaljer. Gem hellere den energi og acceptér, at perfektion ikke er en realistisk praksis. Vi skal bare gøre det, vi kan.
2. Jeg købte alle de moderne produkter
Når man søger på ”zero waste” på Google, Instagram, Pinterest etc., så vil man få de samme billeder at se igen og igen. Et stort lækkert lyst køkkenskab med smukke ensartede krukker, et frokost set-up med bestik, tallerken, madkasse og drikkedunk i rustfrit stål, og friskt grønt individuelt placeret i muleposer med flotte mønstre. Og no shade til den her slags billeder. De er fine at se på, og det kan virkelig motivere en til at gøre det samme. Problemet er bare, at zero waste-livsstilen (især, men ikke alene) har åbnet en dør for en type af nye grønne produkter. Mange af dem er rigtig gode alternativer til engangsprodukter i hverdagen, men det er ikke dem alle, som er lige brugbare. Mange af dem kræver mange ressourcer at producere, og ville skulle bruges hundredvis af gange for at gøre op med deres produktionsaftryk. Men da jeg startede som zero waster, så troede jeg, at de ting var nødvendige, og at man uden dem ikke kunne være zero waster – og det er noget værre sludder.
Det er ofte sådan, at de ting, vi allerede ejer, er meget grønnere end dem, vi skal ud og købe. Det er ofte sådan, at vi bliver påvirket til at købe ting, vi ikke har brug for, når vi starter en ny livsstil eller hobby, og her er zero waste-essentials et virkelig godt eksempel. Mange af de principper, som zero waste og generelt bæredygtighed i et bredt omfang bygger på, tager udgangspunkt i fattigdom. De her principper med at ikke at købe nyt, at være mindful med ressourcer, at bruge ting mange gange frem for at købe engangsmaterialer, sågar også plantebaseret mad og andre køkkenvaner, hvor intet går til spilde, er alt sammen opstået ud af nød. De vaner kommer fra tider, hvor man blev nødt til det. Det kommer fra POC og undertrykte samfund. Derfor kan man næsten finde det morsomt, at der findes så meget forbrugerisme i den moderne og privilegerede form for bæredygtighed. I dag har jeg alle de klassiske essentials, og jeg bruger dem dagligt, (for nu hvor de er købt, så skal de dæleme bruges), men jeg bruger også enormt meget tid på at forklare, at de altså ikke er en indgangsbillet til zero waste, og at den grønne omstilling sker fuldstændigt afskåret fra, hvad vi kan købe os til.
3. Æstetikken var det vigtigste
Dette tager lidt fat i samme problem som ovenstående, men fra et lidt andet perspektiv. Problemstillingen forbliver den samme. Man ser billeder af ”det perfekte zero waste-hjem” og bestemmer sig for at gøre det efter, og det involverer, at man køber de samme ting. Selvom de ting, vi allerede har, er langt grønnere. For eksempel så var der engang, hvor jeg ikke syntes, at min kærestes tupperwarebeholdere passede ind i mit zero waste-look, så vi donerede dem til genbrug. Det er absolut latterligt, når hele pointen er, at man skal være varsom med ressourcer og bruge ting mange gange. Det er heller ikke alle dele af et bæredygtigt zero waste-liv, som er flotte og perfekte til instagramfeedet, lang fra. Det tog mig en del år at frasige mig idéen om æstetikken i zero waste, men i dag er det betydeligt vigtigere for mig at bruge det, man har ligegyldigt, hvordan det ser ud.
4. Alt det naturlige
Forstå mig ret, der er mange ting, som er naturlige og rigtig gode for både dig og planeten, men det er ikke urokkelig lovgivning. Det er nemt at falde i en forestilling om, at så længe et produkt eller materiale kan beskrives som ”naturligt”, så er det perfekt og uden negativt aftryk. Det er dog ikke sådan, at mange naturlige ting ikke kræver mange ressourcer at producere. Det kan stadig være ganske ødelæggende på trods af, at det kommer fra naturen – bomuldsproduktion og æteriske olier er to hurtige eksempler. Omvendt, blot fordi en teknologi ikke er naturlig, behøver den ikke være dårlig eller forurenende. Et eksempel er de teknologier, vi udvikler, som kan minimere aftrykket af visse fødevarer, og udviklingen af plantebaserede produkter. Der var bestemt nogle forestillinger, jeg skulle aflære mig selv, for der er rigtig meget indhold indenfor den bæredygtige sfære, som læner sig op ad en forvrænget forestilling om, at naturligt er lig med godt, og unaturligt er lig med dårligt, og det bidrager ikke til et nuanceret billede af bæredygtighed.
5. Jeg ignorerede det usynlige aftryk
Som nævnt var grøn omstilling mit springbræt til zero waste-bevægelsen, og med dét et automatisk fokus på det fysiske affald. Som sagt kan det være et rigtig godt sted at starte, hvis man ellers ikke ved, hvordan man skal gøre. Men man skal også videre derfra. Det er måske ikke helt optimalt at fokusere udelukkende på det affald, som vi kan se, eller det, som havner i vores skraldespand, og så tage skyklapper på for resten af aftrykket. Der er både affald, vi ikke kan se, men også det usynlige aftryk. Det, som ikke efterlader fysisk affald som sådan, men som forurener på en anden måde. Dengang jeg gik i panik over et sugerør, fløj jeg gladeligt på ferie (med digital billet for at undgå at printe selvfølgelig) og spiste store oksebøffer (købt ved slagteren i egen medbragt beholder for at undgå emballage naturligvis). Der manglede et generelt overblik over, hvor store de forskellige aftryk er i forhold til hinanden, og at ikke alt, der forurener, fylder i skraldespanden. Så gennem tiden begyndte jeg at fokusere på andre aspekter af bæredygtighed, samtidig med at jeg forsøgte af minimere mit affald. Jeg stoppede med at flyve, jeg droppede animalske produkter, boycottede de mest forurenende virksomheder, skiftede til grøn energi og mange andre ting, som egentlig ikke har noget med zero waste at gøre, men som bestemt ikke giver mening at ignorere, hvis man ønsker at leve grønnere.
