Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Gittemarie afliver myte: “Du behøver ikke være minimalist for at leve bæredygtigt”

Bæredygtighed og minimalisme er to størrelser, som ofte puttes ned i samme æstetiske kasse. Derfor ender de ofte med at blive synonymer for hinanden. Men det er de ikke!

I dag afliver jeg en myte én gang for alle: Man behøver ikke være minimalist for at leve en bæredygtig livsstil. Minimalisme og bæredygtighed går ofte hånd i hånd, men det er ikke altid sådan, og man kan sagtens være det ene uden at være det andet, og det går begge veje.

Minimalisme har fundet vejen til bæredygtighed grundet tilgangen til den grønne omstilling, fordi de begge ofte tager udgangspunkt i et paradigmeskift om ejendele og forbrug.

Den moderne minimalisme, som man nemt støder på i dag, bygger i høj grad på ideen om, at man skal have færre genstande end den gennemsnitlige forbruger i et opgør med overbrug og clutter – altså unødvendigt rod.

På samme måde så tager bæredygtighed – i hvert fald hvis man ser den fra et forbrugeraktivistisk perspektiv – også udgangspunkt i et opgør med overforbrug og køb-og-smid-væk-kulturen. Men selvfølgelig er minimalisme mere end det.

Bæredygtighed og minimalisme er to størrelser, som med andre ord ofte puttes ned i samme æstetiske kasse. Derfor ender de ofte med at blive synonymer for hinanden.

Men hvorfor er det så vigtigt at adskille minimalisme fra bæredygtighed? Jeg synes, at den grønne omstilling principielt skal holdes adskilt fra andre bevægelser, som tager udgangspunkt i et stilistisk grundlag. Sagt på en anden måde er det enormt vigtigt ikke automatisk at forbinde bæredygtighed med en bestemt stil eller æstetik. Stilarter udnyttes, masseproduceres, markedsføres og udelukker andre indtryk – det gør den grønne omstilling ikke. Og for mig er det enormt vigtigt at understrege, at din stil, dit liv, dit hjem ikke skal leve op til en stilistisk standard for at have et lavere aftryk på planeten. That’s not it.

Seerne lærer blandt andet af Marie Kondo, at det, der ikke gør en aktivt glad, aka ”brings you joy”, skal man skille sig af med. Det kan nemt blive et problem, hvis man tager den tankegang med sig i hverdagen. Jeg har fandme mange ting i mit hjem, som ikke bringer mig glæde, men som jeg ved, at jeg vil få brug for, og i stedet for at smide dem ud og købe nyt.

Der er bare lige det ved det, at minimalisme ikke nødvendigvis altid er bæredygtigt. Der er selvfølgelig enormt stor forskel på, hvordan man praktiserer minimalisme. Bruger man det som en livsstilsguide, eller bruger man det som æstetik? Ser man minimalisme som en stil, jamen så kan tøj og møbler (og alle andre forbrugervarer) med et minimalistisk udtryk være produceret under lige så dårlige forhold og med lige så lidt respekt for planeten, som alle mulige andre produkter.

Hvis den minimalisme, man lader sig inspirere af, tager udgangspunkt i, at man skal skaffe sig af med ting, man ikke lige bruger, jamen så kan den livsstil nemt få et stort aftryk, men de ting bliver ikke doneret, genbrugt, upcycled, eller blot gemt til en nyttig lejlighed.

I Marie Kondo’s Netflix show (omend en smule outdated reference her) lærer seere blandt andet, at det, der ikke gør en aktivt glad, aka ”brings you joy”, skal man skille sig af med. Det kan nemt blive et problem, hvis man tager den tankegang med sig i hverdagen. Jeg har fandme mange ting i mit hjem, som ikke bringer mig glæde, men som jeg ved, at jeg vil få brug for, og i stedet for at smide dem ud og købe nyt, når jeg uundgåeligt får det behov, så har jeg gemt dem i kælderen, because you never know.

Jeg valgte tidligt i min grønne omstilling, at jeg ikke ville kalde mig selv minimalist, for på mange måder er jeg det overhovedet ikke, (og så var det jo egentligt et nemt valg at tage). Tværtimod jeg vil nogle gange beskrive mig selv om en ”eco-maximalist”.

Dermed ikke sagt, at man ikke må identificere sig med begge livsstile på samme tid, og at der ikke er overlap, som giver god mening. Det er der bestemt, og man kan sagtens låne aspekter fra minimalisme, som kan være rigtig sunde. Det her med at flytte fokus fra forbruget, at man ikke altid behøver at købe nyt, og at lægge sine værdier i ting, som ikke er fysiske forbrugervarer, jamen, det er egentlig gode egenskaber at tage med sig. Og dét overlap lægger sig jo blot op af ideen om, at bæredygtige personer ikke kun ser ud på én bestemt måde, men dog at man gerne må have præferencer, selvfølgelig må man det.

Jeg valgte tidligt i min grønne omstilling, at jeg ikke ville kalde mig selv en minimalist, for på mange måder er jeg det overhovedet ikke (og så var det jo egentligt et nemt valg at tage). Tværtimod vil jeg nogle gange beskrive mig selv om en ”eco-maximalist”. Mit hjem er ikke minimalistisk, min stil er ikke minimalistisk, men den er stadig bæredygtig. Jeg elsker farver og mønstre, jeg elsker at blande forskellige stilarter, jeg elsker, at jeg har mange små finurlige ting, men jeg køber de her ting brugt, fra genbrug oftest, og derfor har de ikke det samme aftryk, som hvis de var købt fra ny. Maximalisme handler ikke om at skrabe en masse ting til sig på materialistisk vis. Det refererer i højere grad til en æstetisk præference, og det er der lige så stort potentiale i at gøre bæredygtigt som en hvilken som helst anden.

Når minimalisme og bæredygtighed oftest placeres i samme kasse og bliver ensbetydende med hinanden, kan det godt skræmme folk væk. For hvad nu hvis man ejer mere end fire t-shirts eller tre kaffekopper – kan man så ikke blive grønnere?

Men jo, selvfølgelig kan man det. At man ejer færre ting end gennemsnittet, giver ikke en automatisk adgangsbillet til bæredygtighedseliten (sat lidt på spidsen her, ikke?). Aftrykket af vores ejendele opstår nemlig ikke af sig selv, når tingene står i vores hjem, aftrykket kommer fra forsyningskæden, produktionen, ressourceudvindingen og transport af det pågældende produkt. Og her er aftrykket altså ikke nødvendigvis lettere, bare fordi produktet har et minimalistisk udtryk.

Min egen erfaring fortæller mig, at man kan gøre sin grønne omstilling meget sværere for sig selv, hvis man definerer den på udseendet, end på stilen. Og min erfaring fortæller mig også, at hvis man er for fokuseret på at opretholde en bestemt æstetik, kan man komme til at smide ting ud, som man egentlig ikke behøvede – ”fordi de ikke passer ind”. Men den helt store fare ved at lade sin forståelse af bæredygtighed og minimalisme overlappe er, at man bliver et meget nemmere offer for greenwashing og misledende markedsføring (eller man kan komme til at mislede sig selv, hvis det giver mening).

Lad mig folde den her tanke lidt ud: Hvis man ubevidst associerer bæredygtighed og minimalisme, kan man fristes til at tænke, at produkter, som ser minimalistiske ude, både i design og emballage, er grønnere, end de i virkeligheden er. Nogle virksomheder satser faktisk på, at man som forbruger gør lige præcis det.

Der er mange gode ting ved at fjerne sig fra forbrug og arbejde med sit eget overforbrug, og hvis man bruger minimalisme som udgangspunkt i sit arbejde med mere bevidst forbrug, så er det jo fantastisk, men man behøver ikke passe ind i en bestemt æstetisk kategori for at gøre det ”rigtigt”, så var jeg i hvert fald selv dømt ude.

What do you think?

Written by Gittemarie Johansen

Hej! Jeg hedder Gittemarie Johansen. Jeg laver indhold om bæredygtighed, zero waste, veganisme og alt derimellem, der handler om klimaet. Jeg bor i Aalborg, hvor du altid kan finde mig på min røde cykel og med en stof mulepose over skulderen. Jeg startede min bæredygtige rejse i 2015 og jeg har siden da været nysgerrig, stædig og klar på at lære. Jeg har arbejdet fuldtid med bæredygtigt indhold på Instagram, YouTube og på min egen side Gittemary.com siden 2019, og i 2020 havde jeg min debut som forfatter til min bog "Bæredygtig Badass". Jeg skriver klummer for Kiosk med et bæredygtigt og klimavenligt afsæt. Jeg håber på at kunne inspirere dig med mine bæredygtige anbefalinger - Enjoy!

Skriv et svar