Gittemarie Johansen
Eller vi bliver i hvert fald nødt til at gøre en aktiv indsats for at ændre den. De fleste har nok lagt mærke til udtrykket ”treat yourself”, et mantra, som optræder ofte i både musik, film og tv samt i mange andre aspekter af den kultur og de medier, vi forbruger i hverdagen. Dét at appellere til selvforkælelse er også noget, som mange reklamer bruger i promovering af produkter. At forkæle sig selv var egentligt ikke noget, jeg havde tænkt på som værende et udpræget problem, eller noget, som vi skulle gøre op med. Det var det i hvert fald ikke, før jeg faldt over en reklame, som fik mig til at reflektere over, hvad vi kulturelt forbinder selvforkælelse med. Det var en reklame for et taskemærke, der viste en række forskellige design præsenteret under et banner med en farverig tekst, hvorpå der stod ”treat yourself”. Måske har du aldrig lagt mærke til den form for reklame, men det vil du måske nu. Jeg har set adskillige, siden jeg gjorde mig denne iagttagelse.
Skal man gøre noget godt for sig selv, enten fordi man har en dårlig dag, eller fordi man skal fejre en rigtig god dag, så er der stor chance for, at man er påvirket af det narrativ, der dikterer: “At så må vi hellere ud at købe noget”.
Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke er imod, at man har det godt, det ville være en besynderlig mærkesag at have. Men hvad, der konstituerer selvforkælelse, kan jo variere enormt meget. Da jeg var på SU, var det ypperste ’treat yourself’-moment, når jeg bestilte en forret på en restaurant. Det blev ikke vildere end det. Senere er selvforkælelse blevet noget med at få et glas vin til madlavningen, bruge en lækker lotion, og, bevares, jeg synes altså stadig, at det er lidt luksus med en forret. Men selvforkælelse, især når det bruges i reklamer, kan også betyde noget helt andet, det kan betyde overforbrug. Umiddelbart så håber jeg jo lidt, at folk selv finder ud af, hvad det her begreb betyder for dem, men det kan faktisk være lidt svært, når vi ofte overlader definitionen til nogen, som hjertens gerne vil sælge os noget (læs: noget bras).
Hvis vi forbrugere danner vores præferencer og idealer ved at stifte bekendtskab med selvforkælelse via reklamer, hvor virksomheder bruger ”treat yourself”-mantraet til at skabe eksistensgrundlag for deres egentlig overflødige produkter, så skaber vi en verden for os selv, hvor vi kun formår at forkæle os selv ved at købe nye ting. Det påvirker os at se selvforkælelse i konstant kontekst med forbrug. Skal man gøre noget godt for sig selv, enten fordi man har en dårlig dag, eller fordi man skal fejre en rigtig god dag, så er der stor chance for, at man er påvirket af det narrativ, der dikterer: ”At så må vi hellere ud at købe noget”. Samme narrativ, som har skabt ”retail therapy” altså at købe ting for at få det bedre – og som en, der selv i mine teenageår benyttede mig meget af denne form for ”forkælelse” og ”terapi”, så er bagsiden af mønten, at den glædesfølelse, man kan opleve, når man køber noget nyt eller finder et godt tilbud, den er flygtig. Og så er man pænt meget tilbage, hvor man startede.
Hertil kommer de konsekvenser, vi møder, når vi vænner os til at ”forbedre” vores liv med forbrug, og i allerhøjeste grad, overforbrug. En ting er det almene forbrug, som gør os i stand til at leve og agere i verden. Vi skal have mad, tøj og andre essentielle produkter for at kunne opbygge en hverdag, men der er en fine line, man nemt kan krydse, hvor ens forbrug bliver til overforbrug. Behøver man nyt tøj til hver festlig lejlighed, skal man have den nye smartphone, selvom den gamle stadig virker, og er det absolut nødvendigt med de store bøffer? Det er overvejelser, som man kan gøre sig, og som det i hvert fald ikke skader at reflektere over, selvom det kan føles ubehageligt.
Behøver man nyt tøj til hver festlig lejlighed, skal man have den nye smartphone, selvom den gamle stadig virker, og er det absolut nødvendigt med de store bøffer?
Grunden til, at vi kan føle ubehag, når vi bliver bedt om at revurdere vores forbrug, er blandt andet, at det ikke er blevet os påkrævet før – i hvert fald ikke i det omfang vi ser nu. Både politisk og kulturelt har vi normaliseret en diskurs, hvor forbrugeren placeres i centrum. Selvforkælelseskulturen er en del den diskurs, men det er der mange andre aspekter af vores samfund, der også er. Vi lærer hurtigt, at vores cravings, vores lyster og vores impulser bør anerkendes og tilfredsstilles hurtigst muligt. Det lærer vi, fordi det kan de. Vi udsættes konstant for måder, hvorpå vi kan tilfredsstille os selv med nem mad, billigt tøj, rejser på tilbud, ”køb 1, få 1 gratis”-mentaliteten. Mange af de produkter, som står klar til at hjælpe os her, er ydermere af den ikke-essentielle natur a la ”uh, møblerne i stuen føles lidt umoderne, skal vi ikke stille dem til storskrald og købe noget nyt!”, den slags behov.
Det kan føles, som om man nedprioriterer sig selv, fordi vi er vant til at agere som individuelle forbrugere og sjældent som en del af et forbrugsfællesskab.
Når vi første har tillært os og normaliseret de forbrugsvaner, er det enormt svært at lægge dem fra sig igen, det er enormt svært at ændre vaner. Det kan føles, som om man nedprioriterer sig selv, fordi vi er vant til at agere som individuelle forbrugere og sjældent som en del af et forbrugsfællesskab. Det er ikke noget, der finder sted, fordi vi har valgt, at nu vil vi kun os selv det bedste, i mange tilfælde er vi ikke vores tankegang bevidst. Ikke desto mindre kan jeg genkende det i mig selv. Derfor fortæller jeg ofte mig selv, at jeg ikke er vigtig, mine små impulser bør ikke styre mig. Det lyder sådan helt selvskadende, men for mig er det vigtigt at minde mig selv om, at alle de impulser, som vi nemt påvirkes til at have for eksempel fra reklamer til at købe nyt tøj eller den nyeste smartphone, nyt porcelæn, nye sko eller ny bil, ikke nødvendigvis bør tilfredsstilles. For det er ikke vigtige behov. Det er det i hvert fald ikke, hvis det, man allerede har, ikke fejler noget. Når man så ofte bliver fortalt, at man skal gøre præcis, som man har lyst til, at man ”fortjener” at forkæle sig selv, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting at minde sig selv om, at det altså ikke altid er sandt (eller at selvforkælelse kan være mere end at købe ting, det virker også).
Bæredygtighed handler i høj grad om at se sig selv, ikke blot som individuel forbruger, der kun skal forholde sig til, hvad der lige sker i egen baghave, men også som en forbruger der skal indgå i et større fællesskab, både et lokalt fællesskab, men også på et mere planetært plan. Når man ændrer den måde, man opfatter sig selv på, kan man begynde at handle efter fællesskabets bedste interesser og ikke blot sine egne. Man kan begynde at betvivle sit eget forbrug (læs: overforbrug) og stille spørgsmål som: ”Er det virkelig ressourcerne værd, det jeg har gang i lige nu?” eller: ”Hvem skal rydde op efter mig her?” Den slags spørgsmål kan føles ubehagelige, for det er nemt at få lidt dårlig samvittighed, hvis man indser, at man måske ikke har handlet efter fællesskabets bedste i lang tid.
Jeg vil nødigt tegne et billede af en mavesur klimakriger, som er imod, at folk har det godt. Men jeg synes, at det er en sund overvejelse, om den selvforkælelse, man praktiserer, er produkt- eller oplevelsesbaseret.
Men dårlig samvittighed er ikke endestationen, det er ikke meningen, at man skal gå og have det dårligt over alt, man gør: Det tror jeg ikke, at der kommer særlig meget bæredygtighed ud af. Det er smartere at gribe det her an med en ”op på hesten igen”-mentalitet og så gøre det bedre næste gang – frem for at droppe projektet, så snart det bliver en lille smule selv- og/eller systemkritisk.
Jeg vil nødigt tegne et billede af en mavesur klimakriger, som er imod, at folk har det godt. Men jeg synes, at det er en sund overvejelse, om den selvforkælelse, man praktiserer, er produkt- eller oplevelsesbaseret. Jeg synes, at det er essentielt, at man gør op med sig selv, hvad det vil sige at have det godt. Betyder selvforkælelse, at man laver lækker mad, at man er sammen med dem, man elsker, at man oplever noget smuk natur, at man forbedrer en færdighed, at man skaber noget fra bunden, eller at man passer godt på sit mentale helbred, så by all means; treat yo’self. Men jeg synes, det er på tide at vinke farvel til den forbrugsbaserede selvforkælelse, den havner alligevel bare i skraldespanden.
