Gittemarie Johansen
Ja, med titlen på dagens indlæg lægger jeg op til, at man sagtens kan bruge produkter, som egentlig er ”bæredygtige”, på en ikke-bæredygtig måde. Det hænger sammen med, hvordan vi definerer ordet “bæredygtigt”. Strengt taget afhænger et produkts aftryk i sidste ende af, hvordan vi bruger det.
Når vi taler om bæredygtighed, særligt i forhold til de produkter vi køber, fokuserer vi ofte på emballage, materiale, produktionsomstændigheder, transport etc. Alle de dele af produktionen og forsyningskæden, som har skabt produktet. Man kan reducere aftrykket af en helt almindelig T-shirt ved for eksempel at bruge genanvendt bomuld eller økologisk bomuld i stedet for den konventionelle bomuld, som er produceret med pesticider og syntetisk gødning. Men det udelukkende var produktionsforholdene, som dikterede aftrykket af et produkt, ville der jo ikke være noget i vejen for kun at bruge sin rustfri ståldrikkedunk et par gange og så fyre den i metalsortering, den er jo helt fri for plastik, og stålet kan genanvendes uendeligt uden at miste kvalitet. Eller man kunne købe sig fattig i moderigtige muleposer, blot for at lade dem ligge bagerst i skabet efter et par besøg i supermarkedet.
Det betyder ikke nødvendigvis at stålmadkassen, muleposen og glasbeholderen er dårligere end plastik. Men det betyder, at et bæredygtigt produkt skal erstatte mange plastikprodukter, for at det har et mindre aftryk. De skal bruges i årevis.
Nej, vel? Ærligt, så gjorde det næsten ondt, blot at skrive det. Der er i hvert fald ikke nogen bæredygtighed forbundet med at behandle produkter sådan. Det skyldes at bæredygtighed i høj grad også har noget med vores forbrugsmønstre at gøre. For at få det hele med, jamen så er det først optimalt, når den grønne produktion indgår i samspil med de grønne adfærdsmønstre.
Faktisk vil jeg påstå, at det bliver de nødt til.
LÆS OGSÅ: Gittemarie: Vi bliver nødt til at gøre op med ”treat yourself”-kulturen …
En drikkedunk i rustfrit stål kræver flere ressourcer at producere end en vand på flaske. På samme måde kræver det også flere ressourcer at producere ét stofnet i kontrast til én plasticpose. Det kræver flere ressourcer at producere et sugerør af glas end et sugerør af pap: you get the point. Et kilo plastik fylder væsentligt mere end et kilo stål eller glas, for plastik er et ret let materiale, og man skal bruge meget lidt af det for at producere almindelige produkter, i modsætning til materialer som metal og glas eksempelvis. Her skal du bruge mere, og dermed kommer naturligvis et større aftryk.
Det betyder ikke nødvendigvis at stålmadkassen, muleposen eller glasbeholderen er dårligere end plastik. Men det betyder, at et bæredygtigt produkt skal erstatte mange plastikprodukter, for at det har et mindre aftryk. De skal bruges i årevis. Det fede er jo, at det kan de sagtens, no problemo. Men det betyder også, at det ikke er særligt grønt at fyre om sig med reusables, hvis man teknisk set ikke har tænkt sig at bruge dem. Hvis man ikke føler, man har et egentligt behov for de her produkter, så skal man ikke købe dem, og så kan man jo med fordel også lade være med at bruge engangs-/plastikversionerne, når man nu er i gang.
Af mange grunde elsker jeg, at bæredygtighed i så høj grad er på dagsordenen. Men jeg bliver altid demotiveret, når jeg hører både forbrugere og virksomheder omtale den grønne omstilling som en trend.
En vigtig, men ofte overset, detalje når vi taler om aftrykket af metal/glas/plastik, og hvordan de her produkter klarer sig overfor hinanden, er, hvad deres aftryk er, når vi ”er færdige” med dem. Både metal og glas kan genanvendes i et lukket kredsløb, det kan plastik ikke. Faktisk kan plastik kun genanvendes 1-3 i gennemsnit, og så skal man tilføre nyt plastik til materialet for at opretholde kvaliteten. Ydermere udleder plastikprodukter også mikroplast, når vi bruger dem. Det gør hverken glas, metal eller naturfibre. Og selvom glas kan tage over tusind år at nedbryde, er aftrykket som glasset efterlader på det miljø, det befinder sig i, ikke skadeligt i modsætning til petrokemiske materialer – som plastik.
Af mange grunde elsker jeg, at bæredygtighed i så høj grad er på dagsorden. Men jeg bliver altid demotiveret, når jeg hører både forbrugere og virksomheder omtale den grønne omstilling omtalt som en trend. Det sker overraskende tit, og et af de problemer der følger, er, at vi nogle gange glemmer at tænke os om, når vi surfer med på bølgen. Bæredygtighed er ikke en trend. Vi vil gradvist se mere og mere til, hvordan vores forbrug påvirker vores omgivelser, og det forsvinder ikke som en trend gør. Men når vi behandler noget som en trend, som en dille, jamen så ligger det i udtrykket, at det nok går over igen. I forhold til dagens tema kan jeg se, hvordan mange vil være smarte og køber stålsugerør og designermuleposer, og i mit arbejde med formidling er jeg ofte stødt på tilståelsen, at de her ting simpelthen ikke bliver brugt, men at de blev købt, fordi man blev revet med af stemningen. Bæredygtige produkter redder bare ikke verden fra bagerst i skabet eller fra bunden i køkkenskuffen. Det bedste, vi kan gøre, er at nedsætte vores forbrug, ikke ændre udseendet på de ting vi køber. Bruger du de her ting dagligt, og erstatter de engangsprodukter i din hverdag? Top fedt, mega sejt. Men den bedste og mest bæredygtige løsning kan være ikke at købe noget i første omgang.
LÆS OGSÅ: Gittemarie: Hvad gør vi med misledende grøn markedsføring? – En introduktion til greenwashing
