Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Har vi glemt coronaens løfte om at gentænke tilværelsen?

Jens Philip Yazdani spørger, om vi kan bruge de erfaringer, vi har fået under pandemien, til at forandre vores verden, så den bedre passer til vores behov?

Dengang, da pandemien først ramte for snart to år siden, opstod der en diskussion i vores samfund. Skulle vi nogensinde tilbage til normalen, eller var pandemiens bratte standsning af livet, som vi kendte det, den øjenåbner, vi kunne bruge til at tænke os et nyt samfund?

Et samfund, hvor hverdagen ikke nødvendigvis forløb fra 8-16 på en arbejdsplads, hvor ferien ikke nødvendigvis blev afholdt sydpå i varme lande, hvor smoggens tåge forsvandt fra byerne, og det ikke-essentielle arbejde kunne indstilles.

Og lige så snart der blev ’lukket op’, begyndte vi igen: at arbejde, at flyve, at forurene og forbruge og leve livet i sin allermest vante gang.

Den diskussion døde hurtigt hen igen i takt med, at covid-tilstanden blev den nye normal, som alle ubetinget begyndte at ønske sig væk fra. Og lige så snart der blev ’lukket op’, begyndte vi igen: at arbejde, at flyve, at forurene og forbruge og leve livet i sin allermest vante gang. Uden nogen forandringer overhovedet, men bare med mere af det samme.

I dag slår politikerne sig på brystet og brøler stolt op om, hvordan dansk økonomi er stærkere end nogensinde: Aldrig har så mange været i arbejde. Og aldrig har vi været så glade for det. Men der er malurt i bægeret. Flere skal i job. Vi har brug for endnu mere arbejdskraft. Og således er en af de store diskussioner ved årets start, hvordan vi dog skal skaffe den. Skal den importeres udefra? Skal såkaldte indvandrerkvinder tvinges til at ’smøre madder’ på landets plejehjem? Kan vi tvinge ungdommen hurtigere i gang og lokke alderdommen til at blive lidt længere?

Det er påfaldende, at vi så hurtigt er gået fra en situation, hvor vi i sundhedens tjeneste kunne blive enige om at hjemsende hovedparten af arbejdsstyrken, der alligevel ikke lavede essentielt arbejde til i dag død og pine at skulle skaffe mere, ubetinget og ufravigeligt, men hurtigt og i store mængder.

Hvad er det for et samfund?
Hvad er det for et samfund, hvor der kan være rekordhøj beskæftigelse, men samtidig akut mangel på arbejdskraft? Hvis man betragter artefakterne på ens skrivebord, tøjet på ens krop eller varerne nede i butikken, opdager man endda, at alt omkring os ikke er produceret her, men andetsteds. Hvad er det da, vi mangler? Abstrakt overskud på handelsbalancen? Matematisk modellerede udbud af arbejdskraft? Hænder i sundhedsvæsenet?

Der ser ud til at være et evigt stigende antal af arbejdstimer, af arbejdstagere, af arbejde. Det ser til, at vores samfund har et umætteligt behov for arbejde, der aldrig kan tilfredsstilles, uanset hvor meget der i øvrigt arbejdes.

Men er det det, vi har behov for? Er det det, vi ønsker?
En gruppe forskere fra University of Bristol udkom for nyligt med en forskningsartikel, der cirkulerede på Twitter umiddelbart efter årsskiftet. De havde undersøgt holdningen til fremtiden efter covid i USA og England. Og konklusionen var klar: Flertallet ønskede sig ikke tilbage, men ville have en anden og bedre, mere progressiv fremtid – med bæredygtighed og fairness. Flertallet troede dog ikke, at sådan en fremtid faktisk ville manifestere sig. Og flertallet fik ret. Læs forskningsartiklen her.

Er det ikke muligt, om vi vender tilbage til alt det gode, vi har savnet, men efterlader alt det dårlige, vi slap for? At vi bruger de erfaringer, vi har fået under pandemien, til at forandre vores verden, så den bedre passer til vores behov?

Maskinen er startet igen
Maskinen er startet igen, og ikke bare startet, men som vores politikere lykkeligt prædiker, mere i gang end nogensinde. Flyene er på vingerne igen. Smoggen tilbage. Arbejdet igangsat. Hvorfor er det da, vi jubler, når vi måske egentligt ønskede os noget andet?

Covid-krisen var og er en mulighed for ikke blot at forestille os noget andet, men se det eksistere. Vi har set, at samfundet kan eksistere uden, at store dele af arbejdsstyrken møder op. Vi har set, at der findes mere lokale måder at leve på. Vi har også set, at der fandtes nogen, sygeplejersker, SOSU’er, skolelærere, børnehavepædagoger, skraldemænd, landmænd, som vi ikke kunne undvære. Og at der fandtes forhold og begivenheder, vi savnede: At være sammen med vores venner, at tage til koncert, i biografen eller på festival om sommeren.

Er det ikke muligt, om vi vender tilbage til alt det gode, vi har savnet, men efterlader alt det dårlige, vi slap for? At vi bruger de erfaringer, vi har fået under pandemien, til at forandre vores verden, så den bedre passer til vores behov? At vi revurderer, hvad vi har brug for, og hvad vi ikke har?

Det er ikke for sent
Selvom verden er startet op igen, frem og tilbage, og i bølger, men dog med en stærk tendens imod mere af det samme, er det ikke for sent at gøre holdt. Tværtimod: Det er nu, diskussionen skal tages – og konsekvensen af den. Det er nu, vi skal skabe det nye samfund, som vi ønsker: med flere af de nære relationer, mere af det lokale liv, mindre af det ligegyldige arbejde.

Det er nu – for om lidt er det for sent, både for at nå at stikke en kæp i hjulet på samfundsmaskineriet, og for kloden, der med klimakrisens hurtige fremmarch ikke kan vente til i morgen.

Det er nu – og godt sådan.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Jens Philip Yazdani

Jeg læser idéhistorie om dagen og skriver tekster om natten. Hverken når jeg læser eller skriver, kan jeg holde mig til et enkelt emne, men farer forbi alverdens forskellige. Uddannelse, racisme, klimakrisen, og hvad der nu i øvrigt er aktuelt, men altid (inshallah) fra en underbelyst og kritisk vinkel. Måske der alligevel er en rød tråd? Rent fysisk bor jeg i Aarhus, men befinder mig som oftest i København. Frem og tilbage. Og altså altid i bevægelse! Tidligere har studeret persisk, lavet studenterpolitik, været radiovært, gået på højskole, arbejdet som moderne karl på vingårde i sydfrankrig og skrevet og en hulens masse alt imens. Og så håber jeg, I vil læse med, og måske bedre endnu: blande jer med kritiske kommentarer eller indsigtsfulde idéer!

Skriv et svar