Jens Philip Yazdani
Europarejse anno 2022
Jeg er rejst ned i Europa for at komme kontinentet nærmere. Alting foregår efterhånden på engelsk, men hvordan er det at udforske Europa indenfor landenes egen sproglig-kulturelle tradition? Min rygsæk er pakket med tyske og franske titler og besøgsaftaler med de første mange lokale, både døde og levende, er indgået. Hvad siger de om Europa, dets floder, landskab, landbrug, byer, bøger og tænkningstraditioner? Og hvad siger kontinentet af sig selv? Jeg spidser ører på rejsen fra Danmark, over Tyskland, igennem Schweiz, forbi Italien, til Frankrig og så tilbage – og skriver hjem om de mest iøjnefaldende, påtrængende eller kuriøse fund, jeg gør mig undervejs. Hvis altså ikke varmen ellers slår mig omkuld. Og så ses vi til september.
Karl Marx’ forældre ejede vinmarker ved Moselfloden i Sydvesttyskland, opdagede jeg forleden, da jeg besøgte hans fødehus i fødebyen Trier, der ligger samme sted. Det anede jeg ellers ikke, og da slet ikke, at nogle af Marx’ først publicerede skriverier fra dengang han skrev for Neue Rheinische Zeitung omhandlede netop vinbønderne ved Moselfloden og deres forhold. Endda er der nogle, der mener, at det var arbejdet med disse tekster om vinbøndernes økonomiske situation, der først ledte Marx på sporet af de økonomiske forholds generelle – og altafgørende – betydning. Om den hypotese holder vand, aner jeg ikke, men at Marx havde et forhold til vinen ved Moselfloden, ved hvilken jeg selv sidder og sipper vin og skriver, er uantasteligt.
Over for mig står Wehlener Sonneuhr’et. Det er et med afstand set lille solur, der har givet navn til et stort vinområde, der (i hvert fald siden) Marx (de ældste vinhuse her i byen er flere hundrede år gamle) og frem til nu er overgroet med vin. Det er kun Riesling, de dyrker her. Moselens kronjuvel. Alle byerne, vi har besøgt langs floden, er bygget på vinpenge. Man kan se det i bybilledet, hvor store huse med drue-udskæringer og -besmykninger er rejst, for store, ligefrem, for byerne er ubetydeligt små og det er næsten umuligt at opspore en kiosk, hvor man kan købe smøsger. Men husene, eller palæerne, nærmere, står her endnu, som levn fra en fjern fortid, hvor vinhandlen var (endnu) mere begunstigende end i dag og en prutby som Traben-Trarbach (ifølge turistinformationen) kunne rivalisere Bordeaxu på omfanget af vinhandlen.
I dag er der fortrinsvis turister. Og tiloversblevne vinbønder, for vinen er her naturligvis stadig, i stadigt større omfang, skønt antallet af bønder til at dyrke den er formindsket, mens bedrifterne er blevet større. Mere og mere gøres til stadighed med maskiner, også selvom skråningerne, hvorpå druerne dyrkes, er stejlere her end nogen anden vinegn i verden; så stejle, at de nogen steder står skråt, og det har været nødvendigt at etablere etager, hvor kun to-tre vinstokke kan stå, inden en konstrueret mur skyder én meter op og således giver plads til to-tre andre vinstokke.
Men kan man maskinere det ellers manuelle landbrug, kan man ikke maskinere det manuelle by- og landliv. Her virker tomt, når man ser bort fra de udenlandske nummerplader, der suser hertil, indlogerer sig på et hotel, nyder en kold flaske vine og derpå suser videre. Eller campingpladserne, der med jævne mellemrum ligger langs floden, og giver plads til de turister, der ikke kan betale 500(euro) for en overnatning, eksklusiv vin. Eller de østeuropæiske arbejdere, der gør det sidste, forefaldende og nødvendigvis manuelle arbejde i marken.
Eller mig. Jeg er her som wwoofer og arbejder for kost og logi på vingårde, mens jeg sejler langsomt ned ad floden mod Frankrig. Arbejdet er ulønnet, men inklusiv al den vin, ens samvittighed tillader en at drikke. Kun Rieseling, naturligvis. Og helst troecken, tør, den matcher ligesom vejret bedre, for her er trockent – det ord, jeg utvivlsomt oftest har hørt undervejs på rejsen.
Det har ikke regnet i flere uger, og området er så berørt af den altomfavnende, europæiske hedebølge, at alt har svært ved at gro. Æblerne falder ned fra træerne, fordi det er for varmt. Blomsterne er visnede. Fårene har ikke noget græs at græsse. Og en hovedopgave i øjeblikket er at vande – både planter, dyr og mennesker. Det næsten eneste, der lyser grønt op i det gule landskab, er vinplanterne: de har så lange rødder, at de næsten ikke behøver vand fra oven. Men også kun næsten, for hvis regnen ikke snart indfinder sig, kan selv de ende med at få for lidt væske, fortæller min vinbondevært mig.
Også vi kan ende med at få for lidt væske. Mosel’en, der er den største biflod til Rhinen og bugter sig så afsindigt smukt og buget gennem landskabet, hvori den har skåret en dal, er så varm, at den ifølge de lokale er fyldt med blåalger – og derfor ikke bør bades i. At se på så store mængder vand som dansker i en sådan hede er næsten uudholdeligt. Men alternativt skulle være udslæt og tyndskid. Og i øvrigt har tyskerne ikke indrettet floden til badning; der er ingen steder at gå i, men ved floden kun privat-anlagte bådpladser, mens utallige friluftsbade med klor står afkølede klar inde på land. Er det et værn mod badeferieturisme, en sikkerhedsforanstaltning mod de farlige strømninger, hvoraf en stor del kommer fra den industrielle transport og de dertil indrettede sluser, eller endnu et vidnesbyrd om den sorte, tyske uforudseenhed mod ændringer i vind og vejr og varme og kulde og krig og fred, som vi også i øjeblikket ser med gasafhængigheden? Det vides ikke, så vi må nøjes med synet af floden – og vin og vand i skyggen på dens bred.
Sidste år brugte jeg foråret i Frankrig på tilsvarende vis. Der slog store dele af vinhøsten fejl, fordi en sen nattefrost slog ind efter en overvarm vinter. Det havde tilladt vinen at spire, men de små spirer kan ikke tåle frost. Så dør de. Og blomstrer ikke før næste år, hvor høsten da også vil være mindre end året inden frosten, hvor de stod i flor. Da fik jeg at vide, at det altid havde kunnet sket – men som en trediveårshændelse. Nu sker det jævnligt. Og truer landbruget alvorligt. Måske Danmark en dag i fremtiden kan blive det ideelle sted at dyrke vin? Når klimaforandringerne fortsætter, som de jo gør, vil heden hernede og varmen deroppe måske tillade, at jeg kan dyrke vin i Danmark i stedet for sydpå.
Men så er vi tilbage til Karl Marx og de økonomiske forholds altafgørende betydning. For på hvilken jord skulle jeg dyrke druerne? Min altankasse kommer til kort, siger min vinbondevært mig, der skal være plads til vinstokkens lange rødder. Og man skal dertil bruge mindst 50-100l druesaft for, at gæringen ordentligt kan finde sted. Det svarer til cirka 75 vinstokke. Mn skønt Danmark sammen med Bangladesh er verdens mest opdyrkede land, er jorden ikke ens fordelt. Også derhjemme er bedrifterne blevet større, bønderne blevet færre, og den jord, som mine tipoldefædre var med til at opdyrke på heden, solgt til udenlandske kapitalfonde. Måske vi kan dyrke dem kollektivt på kollegiet? Én vinstok i en enorm urtepotte pr altan, og så ellers henover rækværket, når de vokser. Med 15 altaner i tre etager har vi næsten netop nok. Eller jeg kunne købe en kolonihave. Hvis altså der også havde været nok af dem og de kunne købes af mindre bemidlede byboere som nyttehaver som tiltænkt.
Men så længe klimaet, det økologiske og det økonomiske, er, som det er, må jeg vel fortsætte med at dyrke andres jord sydpå. Så det gør jeg. Og drikker rigeligt med Riesling undervejs.
