Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Håbet er en hockeystav – et opråb inden klimatopmødet

I weekenden er der COP26 i Glasgow. For 12 år siden var der COP15 i København. Både da og nu sagde man, at nu var det nu. Dette var og er og vil snart have været chancen for at undgå klimakatastrofen. Men hvad er der sket – og hvad vil der ske?

Mål er blevet sat, løfter er blevet udstedt, håb er blevet holdt i live, men intet er ellers forandret, kun det tidsrum indenfor hvilket vi kan nå at bremse klimaforandringerne med deres katastrofale konsekvenser – og dét endda til det værre.  Og mon ikke vi vil se det samme mønster genspille sig på verdensscenen endnu engang de kommende uger?

Men hvad er der egentligt sket? Hvordan er det kommet så vidt? Hvad har vi gjort?

Vi har håbet. Og håbet. Og håbet. Og handlingen er udeblevet. Den danske regering satte sig dét, de selv kaldte for ”et af verdens mest ambitiøse klimamål”, men lod det være betinget af teknologiske quickfixes i fremtiden. Ikke i nuet. Ikke med handling. Men med håb.

Vi kritiserede det. ’Drop hockeystaven’, råbte vi. Og gav os håbefuldt til at protestere. Så knækkede Mette Frederiksen for nyligt hockeystaven retorisk, mens hun klamrede sig til den politisk. For er regeringens svar ikke stadig de forhåbentlige forandringer i fremtiden?

Håbet er på den måde også en pacificering i og af nutiden. En tagen til takke med tingene, som de er – for indeværende og i øjeblikket.

At regeringen sætter sin lid til fremtiden, overrasker imidlertid ikke. Det er for omkostningsfuldt og uopportunt at agere alvorligt for den. Men at vi som borgere accepterer det og ikke for alvor gør oprør, er mig efterhånden uforståeligt. Eller i hvert fald forskruet, forfejlet og forkert; for måske forstår jeg det faktisk. For selv vores oprør holder fast i håbet. I troen på en fremtid, der er anderledes end vores nutid – men uden en radikal vilje til at handle for at skabe den. I nuet.

Aktivisterne, der stod ude foran COP15 i 2009, og aktivisterne, som vil stå foran COP26 om lidt, håber nemlig stadig. Ligesom alle os andre. Vi håber, at politikerne vil vågne op til dåd og gøre, hvad der skal til. Vi håber, at fornuften vil sejre. Og vi håber, at forholdene vil forandre sig. Men så længe, vi ikke er villige til at handle efter vores forhåbning, håber vi forgæves.

Håbet er nemlig en hockeystav. I sig selv. Håbet er en henlæggelse af handling til fremtiden. En bekræftelse på, at det nok skal gå. At der er tid endnu. Og at tingene kan blive anderledes. Men håbet er på den måde også en pacificering i og af nutiden. En tagen til takke med tingene, som de er – for indeværende og i øjeblikket. En afmagt overfor nutiden, der projiceres over i forestillinger om en anden fremtid, endskønt vi ikke er villige til at realisere den med handling.

“En ånd, der tænker med henblik på fremtiden, er ikke i stand til at handle i nutiden. Den søger ikke forandringen; den undgår den.”


Eller som det franske forfatterkollektiv af anarkistisk tilsnit, Den Usynlige Komité, der har taget håbet fra mig, formulerer det:

”[At håbe] er at ville, at tingene var anderledes uden at ville midlerne dertil. Det er en fejhed. […] Håbet, denne meget lette, men konstante impuls imod i morgen, som er kommunikeret til os dag efter dag, er det bedste virkemiddel for opretholdelsen af ordenen. […] Det er en flugt fra nuet.  […] En ånd, der tænker med henblik på fremtiden er ikke i stand til at handle i nutiden. Den søger ikke forandringen; den undgår den.”*

Håbet er med andre ord en hockeystav. Og håbet er ikke bare utilstrækkeligt til at dæmme op for klimakatastrofen; det er faktisk decideret kontraproduktiv. For det tillader os at vente, skønt handling akut er påkrævet (hvad alle, helt ukontroversielt, er enige om). Det tillader os at leve ufortrødent og uforstyrret videre, skønt vi burde ændre kurs radikalt og omforme vores levevis på den mest forstyrrende facon med det samme. Det tillader os at gå imod katastrofen, én dag ad gangen, uden at ændre kurs, men med håbet i behold, indtil vi falder i afgrunden og fortæres af flammerne. Vil håbet mon da endnu leve?

Jeg håber det ikke. Men for at være på den sikre side, synes jeg hellere, vi skulle tage et valg i nuet. Lad os dræbe håbet. Eller til nød begrave det levende. Gøre det slut med al forhåbning. Og i stedet påbegynde en egentlig handlen, uanset hvad COP26 så skulle komme frem til. Kun sådan kan vi nå en fremtid, der er anderledes end vores nutid – og ikke til det værre.

(Og hvis man er i tvivl om, hvor man bør starte sin handling, og hvordan den med fordel kan gribes an, kan jeg anbefale den svenske klimaforsker Andreas Malms fabelagtige bog fra i fjor: How to Blow Up a Pipeline.)

*Maintennant, Comité Invisible, La Fabrique éditions, 2017 (min oversættelse)

Foto: Philip Davali

What do you think?

Written by Jens Philip Yazdani

Jeg læser idéhistorie om dagen og skriver tekster om natten. Hverken når jeg læser eller skriver, kan jeg holde mig til et enkelt emne, men farer forbi alverdens forskellige. Uddannelse, racisme, klimakrisen, og hvad der nu i øvrigt er aktuelt, men altid (inshallah) fra en underbelyst og kritisk vinkel. Måske der alligevel er en rød tråd? Rent fysisk bor jeg i Aarhus, men befinder mig som oftest i København. Frem og tilbage. Og altså altid i bevægelse! Tidligere har studeret persisk, lavet studenterpolitik, været radiovært, gået på højskole, arbejdet som moderne karl på vingårde i sydfrankrig og skrevet og en hulens masse alt imens. Og så håber jeg, I vil læse med, og måske bedre endnu: blande jer med kritiske kommentarer eller indsigtsfulde idéer!

Skriv et svar