Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Folkets Klimamarch – eller magtens gadeteater?

I lørdags gik over 10.000 mennesker på gaden i Folkets Klimamarch, et efterhånden velkendt og genkommende demonstrationskoncept, der de senere år har samlet befolkningen i kampen for klimahandling.

Men denne gang skete der noget særligt. Eller måske lagde vi blot for første gang mærke til det særlige. For det var ikke kun folket, der denne gang var forsamlede. Også folkets repræsentanter, vores politikere, dukkede op; de selv samme politikere, som folket ellers demonstrerede imod for deres passivitet og nølen, hvad angår tiltag for at redde kloden.

Mette Frederiksen lagde således et billede på sin instagramstory, hvor hun stod på Slotspladsen og klappede i de handskeklædte hænder med den fine caption: ”Vi skal gøre endnu mere for at redde klimaet”.

Men hvorfor stod Mette Frederiksen på Slotspladsen og krævede klimahandling, når hun nu bare kunne låse sig ind på selve Slottet og effekture den?

Ved sin side havde hun nemlig også sine kolleger, spidserne for støttepartierne, Pia Olsen Dyhr fra SF, Mai Villadsen fra Enhedslisten og Sofie Carsten Nielsen fra Radikale, der alle også var på gaden for at kræve handling. Tilsammen: 91 mandater eller lige akkurat et folketingsflertal.

Hvorfor stod hun så dér, mens kloden brænder og tiden er så knap, at handling er akut påkrævet?

De har vist, hvor lidt de gi’r en fuck. For hvis de faktisk kerede sig om klimaet, stod de der jo ikke, men sad omvendt og forhandlede. Eller endnu bedre; vedtog den påkrævede politik.

Folket stod der af en grund: de ville råbe politikerne op, vække dem til dåd, afkræve mere radikal handling hurtigere. Og de har intet andet sted at stå. De har ingen opvarmede kontorer med lystrende embedsmænd og politiske magtbeføjelser, der kan sætte landet i stå, slå millioner af mink ihjel, eller omkalfatre samfundet i sin grundvold. De har ingen handlingshorisont udover politikerne, protesten imod dem og de private forandringer, der ikke slår til, når en krise af klimatiske dimensioner skal løses.

Men Mette Fredriksen og co.? De har alt dette; de har magten. Principielt og i praksis. Hvis de var stødt sammen på den menneskefyldte plads, kunne de have kigget hinanden i øjnene, mens protestråbene gav genlyd, og besluttet sig for at gå indenfor og skrive under på alle folkebevægelsen krav, nu og her, uden yderligere omveje og hockeystave i valsen, for derefter at annoncere det for folket – til deres klimmarch.

Hvorfor stod de der så? Deres intention kan vel næppe have været at demonstrere imod sig selv?

De stod der selvfølgelig for at sende et signal (foruden at samle stemmer til det pågående kommunalvalg). De ville vise, hvor grønne de er; hvor meget klimaet er deres kamp; og hvor enige med folket de er. Men i virkeligheden er de endt med at vise det modsatte. Hvor sorte de er; hvor lidt klimaet er deres kamp; og hvor radikalt afkoblede de er fra folket.

De har vist, hvor lidt de gi’r en fuck. For hvis de faktisk kerede sig om klimaet, stod de der jo ikke, men sad omvendt og forhandlede. Eller endnu bedre; vedtog den påkrævede politik.

De har vist, hvor lidt de magter den opgave, der er dem pålagt. Og hvor uværdigt og ufatteligt let de omvendt tager den. Hvad der handler om klodens beboelighed for fremtidige generationer, økosystemers sammenbrud eller beståen, arters uddøen eller overlevelse, ja i somme tilfælde endda menneskelig eksistens eller ej, handler for dem blot om at sende et signal. Som om det drejede sig om S-togets kørselsfrekvens på hverdagsaftener, og de stod i et hvilket som helst shoppingcenter på Vestegnen. For som der også stod i Mette Frederiksens story: ”Dagens sidste stop”.

De skal ikke have lov at stå på Slotspladsen og (forsøge at) bilde os ind, at de er folket, og at de vil klimaet. For de er ikke det ene og vil ikke det andet. De er magthavere – og de kigger på, mens klimaet kollapser. De skal holdes ansvarlige. Og de skal kaldes ud.

Men det handler nu engang om fremtiden. Og det er nu engang fra Christiansborg, den i øjeblikket dikteres. Og derfor skal politikerne ikke have lov til sådan at undslippe deres ansvar.

De skal ikke have lov at stå på Slotspladsen og (forsøge at) bilde os ind, at de er folket, og at de vil klimaet. For de er ikke det ene og vil ikke det andet. De er magthavere – og de kigger på, mens klimaet kollapser. De skal holdes ansvarlige. Og de skal kaldes ud.

Deres deltagelse var ikke andet end et dårligt opført gadeteater. Et forsøg på at holde befolkningen for nar og på at foregive de ikke har den magt, de har. Og at de vil det, de ikke er villige til at gøre.

Det var rent og skært teater. Men så dårligt spillet, at ingen lod sig rive med. For hvor dumme tror de egentligt, vi er? Eller måske rettere: hvor dumme er vi egentlig? Det er jo trods alt os selv, der vælger dem. Også når der er valg på tirsdag, og deres kolleger kan skiftes ud.

Lad os huske det.

LÆS OGSÅ: Håbet er en hockeystav – et opråb inden klimatopmødet

Foto: Philip Davali

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Jens Philip Yazdani

Jeg læser idéhistorie om dagen og skriver tekster om natten. Hverken når jeg læser eller skriver, kan jeg holde mig til et enkelt emne, men farer forbi alverdens forskellige. Uddannelse, racisme, klimakrisen, og hvad der nu i øvrigt er aktuelt, men altid (inshallah) fra en underbelyst og kritisk vinkel. Måske der alligevel er en rød tråd? Rent fysisk bor jeg i Aarhus, men befinder mig som oftest i København. Frem og tilbage. Og altså altid i bevægelse! Tidligere har studeret persisk, lavet studenterpolitik, været radiovært, gået på højskole, arbejdet som moderne karl på vingårde i sydfrankrig og skrevet og en hulens masse alt imens. Og så håber jeg, I vil læse med, og måske bedre endnu: blande jer med kritiske kommentarer eller indsigtsfulde idéer!

Skriv et svar