Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

En russer fylder 200 år – Dostojevskij holder stadig 100 %

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Dostojevskij var i 1.g. Jeg havde fået min første kæreste et år forinden. Og med hende en svigermor, der var uddannet litterat. Min kæreste var imidlertid rejst til Amerika på udveksling, men derfor skulle jeg stadig have en julegave fra svigerfamilien. Den var hård og tyk, og da jeg pakkede den op, var det med en blandet følelse af forbavselse. Fjodor Dostojevskij – Forbrydelse og straf.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af gaven. Sådan en bog havde jeg vist alligevel aldrig læst før. Men da jeg vendte mig rundt fra juletræet, og viste høsten frem, sprang noget frem i min families ansigter. Min far rejste sig. Ooohhoo, dét er en stor bog!, sagde han. Dostojevskij, han er den største. Og så måtte jeg jo i gang – med ærefrygt og bæven.

Ikke mere end 100 sider inde var jeg min kæreste utro til en nytårsfest. Det skulle jeg aldrig have været, for morgenen efter meldte skyldfølelsen sig som helvedets tømmermænd. Og hov, vent, hvad var det: Det var jo helt ligesom i bogen.

Aldrig har jeg haft det frygteligere, hverken før eller siden. Og aldrig har jeg læst så rammende beskrivelser af et menneske grebet af sin skyldfølelse, hverken før eller siden.

Jeg lå, syg af angst og fortrydelse, og vendte mig feberagtigt i sengen på mit teenageværelse.

Ganske vist havde jeg ikke slået nogen ihjel, men noget var kommet over mig, noget havde grebet mig, og jeg havde begået en frygtelig ugerning – jeg havde gjort fortræd. Og nu tog samvittigheden over og rystede min grundvold på grusomste vis.

At ramme præcist plet

Aldrig har jeg haft det frygteligere, hverken før eller siden. Og aldrig har jeg læst så rammende beskrivelser af et menneske grebet af sin skyldfølelse, hverken før eller siden.

Dostojevskij formåede med 150 år imellem hans værk og mit at beskrive min menneskelige tilstand til perfektion. Rationaliseringerne, de forsøgsvise efterrationaliseringer, samvittighedens ubekvemme overtag, skyldfølelsen, ubehaget, lidelsen og til sidst: Påtagelsen af skylden, soningen og lettelsen af hjertet.  

Det var i grunden en dybt ubehagelig læseoplevelse. Fordi den ramte plet. Præcist i solar plexus. Og smadrede mig totalt. Men det var også det, der gjorde læseoplevelsen suveræn. At føle sig hørt, set, talt om og til eller kort sagt: ramt. Og hvis en bog kan dét – ovenikøbet totalt på tværs af tid, sted og kontekst, er det en bog, der er værd at læse. Sagt mildt; for den er, ligesom Dostojevskijs øvrige bøger, i dén grad værd at læse. Faktisk på et sådant niveau, at den også er værd at nævne. Og ikke bare som en god bog, men som noget af det største litteratur, overhovedet.

Dens ophavsmand, den russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij, er af den grund også værd at nævne. Og fejre. Særligt, når han fylder år. Og det gør han i dag. Rundt endda. 200 år!

Revolutionær aktivitet og en dødsdom

Han blev født d. 11. november 1821. I sin ungdom skrev han en række mindre bøger, såsom Hvide Nætter, der handler om en drømmers møde med virkeligheden i form af en forelskelse under Skt. Petersborgs lyse sommernætter. Og Dobbeltgængeren, som omhandler en statsbureaukrat på sindssygens rand, der pludselig optræder dobbelt. Allerede i dem er der gang i den, et smukt, medrivende sprog og fortællinger, der handler om noget. Men siden skete der mere.

I kraft af sit engagement i revolutionære, illegale kredse blev han dømt til døden, men siden benådet akkurat i tide og derefter forvist til straffelejr i Sibirien. Da han kom fri igen, var han ændret. Kristen og dybsindig. Og det var ovenpå denne ændrende oplevelse, han senere skrev de romaner, man i dag oftest forbinder ham med; føromtalte Forbrydelse og straf, Idioten og sidst (men ikke mindst) Brødrene Karamazov.

Jeg læste selv en af hans mindre kendte, men mindst lige så store værker, både fysisk og litterært, De besatte, året efter jeg var blevet student. I tiden mellem de to bøger (Forbrydelse og straf og De besatte) – min gymnasietid – var jeg blevet litteraturinteresseret. Eller måske endda litterært vakt.

…igen transcenderede bogen tid, sted og umiddelbare bundne skildringer og viste mig noget så menneskeligt, alment og unægteligt ægte, at det var lige så sandt dengang som i dag.

For Forbrydelse og straf havde gjort så stort et indtryk, at den bagefter kastede mig hovedkulds ud i andre af litteraturens store værker, som jeg de senere år åd mig igennem, glubskt og sultent. Den ændrede mine læsevaner fra at være sporadiske, populær-litterære, til at blive en mindre besættelse af litteraturen. Noget, hvis vigtighed for mit videre liv, jeg knap kan sætte ord på, men i hvert fald kan sige tak for – til både min tidligere svigermor og den gamle russer.

De besatte ramte mindst lige så hårdt, men på en helt anden måde. Jeg var blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og brugte al min tid på at rende rundt og lave revolutionære kompletter. Sådan føltes det i hvert fald, selvom det måske mest var klassisk organisering og interessevaretagelse på coke. Og hér kom så denne bog, en ætsende, men seriøs satire over datidens russiske nihilister, der prøvede at omstyrte det russiske samfund igennem sindrig rænkesmedning. De ville opbruddet, det andet, en gennemgribende forandring. Men de glemte helt at være gode mennesker undervejs og endte som afstumpede og uforbederlige tåber.

Et spejl, der transcenderer tid og sted

Kunne det passe? Stod jeg virkeligt her igen? Med en over hundrede år gammel bog jeg tilfældigvis havde fundet på antikvarisk udsalg og med dybt gulnede sider, som alligevel viste mig præcis, hvad der foregik i og omkring mig – og gav mig gevaldigt meget at tænke over? Åbenbart, ja, for igen transcenderede bogen tid, sted og umiddelbare bundne skildringer og viste mig noget så menneskeligt, alment og unægteligt ægte, at det var lige så sandt dengang som i dag.

Og det er dét, Dostojevskij kan. Skrive fortællinger med mennesker og problemer og idéer, der totalt transcenderer tid og sted. Hvor både det konkrete niveau, menneskene af kød og blod med deres specifikke og egne problemer og idéer og måder at forsøge at begribe verden og hinanden på, og de eviggyldige, universelle spørgsmål, der til alle tider er aktuelle, fremstår levende, nærværende, ja, nærmest uopsættelige.

Når man læser en Dostojevskij-roman, (og det bør man), er man lige så interesseret i hans personer og situationer som i sine: en selv, ens kammerater og relationer og de mere eller mindre mærkværdige omstændigheder, man nu engang befinder sig i. Det er, som om han skriver om dig, skønt han skriver om nogle andre. At han skriver om det, der optager dig, skønt han skrev om det, der optog ham. At han skriver lige nu, til dig præcist, skønt han skrev da og til nogle andre.

Det er ikke uden videre, at han hele tiden refereres eller henvises til. Uanset om man er til undervisning, ser fjernsyn eller læser den ene eller anden bog. For han er uomgængelig – og ikke bare i kraft af en ufortjent kanonisering, men i kraft af hans værk. For det står jo lige dér og taler til os, som det har talt til utallige andre de sidste 200 år.

Jeg selv er vedvarende vendt tilbage. Både til hans bøger og til deres indhold. Til genlæsninger og læsninger af andre værker (af hvilke der heldigvis er nok at vælge mellem). Og i samtaler med kammerater og bekendte, hvor et eller andet forhold pludselig bedst har ladet sig beskrive igennem Dostojevskijs værk.

Engang var der for eksempel en rådvild ven, der havde sat flere brød i ovnen, end han kunne spise: han skulle vælge mellem to kvinder, han begge havde forelsket sig i, som nu, på præcis samme tid, var kommet for at erklære deres kærlighed til ham. Hvad skulle han dog gøre? Ja, der var intet andet for end at traske udover markerne og tage en snak om Idioten, og hvordan valget mellem to, man elsker, dog overhovedet skal kunne lade sig træffe.

En anden gang, læste jeg en bog fra det 20. århundrede om en sort amerikaners opvækst i South Chicago og pludselig indså jeg, at den var støbt én til én over Dostojevskijs form, selvom det tematiserede helt andre spørgsmål og eksistenser.

Og også så sent som i går dukkede han op til min forelæsning om antikkens tænkning. Det var alligevel så passende, at vores underviser ikke kunne dy sig for at referere til ham. Ligesom det skete sidste uge, da jeg læste Nietzsche for første gang. Og som det formentligt sker igen i morgen, når jeg skal læse Freud.

Der er stof til eftertanke. Af konkret, handlings- eller livsanvisende tilsnit; hvad fanden bør jeg gøre? Nu og her? I denne situation? Og af filosofisk, eksistentielt tilsnit; hvad gør man? Hvad er det rigtige – og det forkerte? Det gode og det dårlige?

Det er livets store spørgsmål fortalt gennem mennesker af kød og blod, der træder så tydeligt frem, at de er der, helt nærværende og tilstede i rummet med dig – altså, både menneskene og spørgsmålene.

Det er litteratur, når det er bedst.

Og min far havde ret, da han begejstret udbrød, at Dostojevskij var den største. I hvert fald er han en af dem. Og unægtelig værdig til vor fejring, selvom det er 200 år siden, han blev født.

Så tillykke til Dostojevskij!

Tillykke til alle os, der har frydet os over og glædet os ved at læse ham. Og mest af alt: tillykke til dem, der ikke har gjort det endnu, og hvis gave stadig ligger uåbnet under juletræet. Det er bare at komme i gang.

Eventuelt med nyoversættelsen af hovedværket Brødrene Karamazov, der for indeværende også ligger på undertegnedes sengebord.

What do you think?

Written by Jens Philip Yazdani

Jeg læser idéhistorie om dagen og skriver tekster om natten. Hverken når jeg læser eller skriver, kan jeg holde mig til et enkelt emne, men farer forbi alverdens forskellige. Uddannelse, racisme, klimakrisen, og hvad der nu i øvrigt er aktuelt, men altid (inshallah) fra en underbelyst og kritisk vinkel. Måske der alligevel er en rød tråd? Rent fysisk bor jeg i Aarhus, men befinder mig som oftest i København. Frem og tilbage. Og altså altid i bevægelse! Tidligere har studeret persisk, lavet studenterpolitik, været radiovært, gået på højskole, arbejdet som moderne karl på vingårde i sydfrankrig og skrevet og en hulens masse alt imens. Og så håber jeg, I vil læse med, og måske bedre endnu: blande jer med kritiske kommentarer eller indsigtsfulde idéer!

Skriv et svar