Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

5 gode grunde til at tale mere om sex

I anledning af uge 6 genudgiver vi hermed Josefine Jack Eibys fem gode grunde til at tale om sex.

Nogle elsker at tale om sex, andre synes, det er mere svært. Her får du fem gode grunde til, at du skal tale om sex. Bare tal løs med både din partner og dine venner.

Se også live-eventet længere nede i indlægget, hvor flere af Kiosks værter debatterer sexlyst, seksualundervisning, nydelse og viden om sex.

1) Nydelse: Du får det du har lyst til, når du kan fortælle om det og bede om det. Det er især relevant i forhold til din partner, men din opmærksomhed på, hvad du godt kan lide og din evne til at bede om det, du godt kan lide, udvikler sig også, når du taler med andre om lyst. Måske er du også i tvivl om, hvad du har lyst til? Det kan blive tydeligere, når du deler dine tanker om din lyst.

2) Viden: Du får måske viden om, hvordan det lige er klitoris ser ud, eller hvor man finder overgrebsfri porno. Når du taler om sex, kan du dele din viden og få input fra andre. Måske handler det om anatomi eller følelser. Måske handler det om erfaringer eller teknik. Der er meget viden om sex, vi ikke kan nå at få fra skolens undervisning, og der er meget, vores forældre ikke har fortalt os. Så viden om sex er noget, vi må søge gennem hinanden.

3) Fællesskab: Du føler dig mindre alene, når du har nogen at spejle dig i. Rigtig tit kan vi tro, at vi er den eneste, der lige har en bestemt lyst. Eller måske den eneste, der slet ikke har lyst. Tal med andre om din lyst, seksualitet, følelser og alt, hvad der følger med. Så vil du opdage, at der både er forståelse og nye perspektiver.

4) Normalisering: Du er med til at gøre sex, lyst og seksualitet mindre tabuiseret, når du taler om det. Søren Brostrøm sagde på pressemødet, at sex er sundt, men nogle gange virker det alligevel som om, at sex er lidt hemmeligt. Vær med til at gøre det mere naturligt at have det både nemt og svært med sex og tal med andre om det. Måske er der en, der lige netop trænger til at høre dine ord.

5) Grænser: Du er med til at vise dine grænser og forventninger, når du taler om sex. Det behøver ikke kun at være i forhold til din partner. I den offentlige debat spiller det en stor rolle, at folk står frem med historier om alt fra misforståelser til overgreb. Først når vi taler om tingene, kan vi se, hvor grænserne går, og hvor nogle måske går galt i forhold til deres egen opfattelse af situationen. Vi har brug for at erfare, hvad der er ok, og hvad der ikke er.

Hvem taler du om sex med?


Sexolog, podcaster og mikroinfluencer Josefine Jack Eiby var vært til livearrangementet, som blev afholdt på Askov Højskole tirsdag d. 23. november.

Emnet var seksuel dannelse og kønslov anno 2021.

 Se hele live-eventet her:

Kiosk satte med denne premiere-udgave af Kiosk Live – på højskolen fokus på kønslivet og vores seksuelle dannelse anno 2021. Vi sendte fra Askov Højskole, hvor eleverne havde været med til at bestemme dagsordenen for debatten med et panel bestående af Caroline Plummer, Emilie Green og Elombe Brice Parfait.

Som seer kunne man være med live via sin telefon eller computer med mulighed for at præge samtalen gennem meningsmålinger, quizzer, kommentarfunktion og spørgsmål. 

Sexlyst, seksualundervisning, nydelse og viden var nogle af emnerne, som blev berørt. 

For sex skulle gerne være både dejligt og sundt, men hvad der også følger med af usikkerhed, afsavn, tvivl, overskridelse af personlige grænser og #MeToo blev også debatteret.

Og hvad med samtykkeloven – har den betydet noget? Vi gjorde status et års tid efter, at loven blev vedtaget. 

What do you think?

Written by Josefine Jack Eiby

Jeg er en tinderswipende, mandekyssende og eventyrelskende kvinde.
Jeg er nysgerrig, elsker relationer og får et kick af at tale med mennesker.
Jeg er også på jagt efter kærligheden og at finde mig selv i datinglivet, hvor der er fyldt med smukke møder, afvisninger og blandede signaler.
Alt sammen et perfekt udgangspunkt for at starte en podcast, hvor jeg spørger mine tidligere tinderdates om alt det, jeg ikke forstod, undrede mig over eller måske var lidt bange for at spørge om.

Skriv et svar