Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Manden anno 2021: ’’Må jeg også være med?’’

I de senere år har ligestillingssnakken været i højeste gear, hvilket har resulteret i utallige opgør mod klassiske kønsidealer og uligheden blandt kønnene. Det virker dog til, at det oftest er kvinder, som bidrager allermest til denne kamp. Det leder op til det her indlæg, der kaster lys over mandens rolle og aktivitet i ligestillingskampen – eller manglende på samme – fordi samfundet har skabt nogle låste bokse mellem kønnene.

I sidste uge var det mændenes store mærkedag, nemlig den internationale mandedag (fredag d. 19. november). Formålet er at hylde det mandlige køn ved at fejre kønnets positive bidrag til samfundet, og samtidig handler det om at kaste lys over mændenes udfordringer i ligestillingskampen. Dog noterer jeg, at mange ikke anede, at der overhovedet eksisterer sådan en dag, hvilket skyldes mediernes manglende bevågenhed til emnet, en snæver forestilling af ligestillingskampen samt mændenes passivitet i debatten.

Det er nærmest en kendsgerning i disse dage, at det er kvinderne, som dominerer ligestillingsdebatten, mens mange mænd står på sidelinjen, fordi de enten føler sig truffet, ikke mærker relevansen for dem, eller ikke ved, hvordan de skal engagere sig. Det er et samfundsproblem af den øverste hylde, og hvis der ikke bliver ændret på den opfattelse, så når vi aldrig i mål med ligestillingen.

Kvinderne markerer sig

Så snart datoen er 8. marts, er man ikke i tvivl om, at det er kvindernes internationale kampdag. Massemedierne gengiver fortællinger af markante kvindelige stemmer, der råber allerhøjst om ligestillingen, mens de sociale platforme oversvømmes med woke-opslag, hvor maskuliniteten gøres til fjenden. Det er heller ikke uden gyldige årsager, at kvinderne markerer sig aktivt, fordi der findes stadig kæmpe ulighed mellem kønnene i dagens samfund. Mændene sidder fortsat på flertallet af bestyrelsesposterne, mens kvinden taber både løn og pension, når de sætter karrieren på standby på grund af et nyfødt barn.

For ja, mænd kan også være feminister og tage del i ligestillingskampen. Dermed er det lodret forkert at tro, at feminisme er en kvindekamp, fordi alle i samfundet – også mændene – har lige så stort ansvar for at deltage i diskussionen.

Derudover eksisterer den seksuelle chikane stadig på arbejdsmarkedet, hvor hver tredje kvinde har oplevet krænkende adfærd. Desuden viser undersøgelser, at 38.000 kvinder årligt udsættes for fysisk partnervold, hvilket understreger, at vi stadig har lang vej endnu i ligestillingskampen. I den forbindelse ser man ofte, at feminisme er et fænomen, som kvinderne tager patent på, hvilket i sig selv er vigtigt, men det kan også være med til at fremme stigmatiseringen mellem kønnene. For ja, mænd kan også være feminister og tage del i ligestillingskampen. Dermed er det lodret forkert at tro, at feminisme er en kvindekamp, fordi alle i samfundet – også mændene – har lige så stort ansvar for at deltage i diskussionen.

Gør lighedskampen til en holdsport

Således skal kønnene i stedet for at modkæmpe hinanden være i stand til at stå sammen som et stort og mangfoldigt hold og gøre lighedskampen til en holdsport. Det er nemlig lige så vigtigt at fokusere på de problemer, som mændene oplever i et samfund, der kører med 210 kilometer i timen. Det kræver større opmærksomhed fra medier, politikere og ikke mindst almindelige samfundsborgere at belyse, at mænd også oplever ulighed i 2021.

76% af selvmordstilfælde udføres af mænd, tre ud af fire hjemløse er mænd, og samtidig får mænd tre gange så hårde fængselsstraffe som kvinderne.

Allerede fra barnsben er mænd og drenge bagud, fordi de er overrepræsenteret på spædbørnsdødelighed, og hvis man dykker yderligere ned i de sårbare tal, så er det hårrejsende læsning. 76% af selvmordstilfælde udføres af mænd, tre ud af fire hjemløse er mænd, og samtidig får mænd tre gange så hårde fængselsstraffe som kvinderne. Endvidere vedtog et flertal af Folketinget sidste år et forslag om ti timers skatteyderbetalt psykologhjælp til kvinder på krisecentre, der er voldsramte, men ikke til mænd. Derfor er det på sin plads at konstatere, at det ikke kun kvinderne, som oplever ulighed i dag.

Herudover kræver det, at manden i 2021 bidrager med større engagement og åbenhed i ligestillingsarbejdet ved at ruske op i de traditionelle kønsopfattelser.

Junglelov og frygt

Jeg ved fra egne erfaringer, at det er tabu blandt mange mænd at sidde i en rundkreds og snakke om udfordringer, som mændene oplever inden for mental helbred, ligestilling og følelser. Der hersker en vis form for junglelov, hvor det er et svaghedstegn hos mændene at sige ’’Jeg har det ikke godt’’ eller ’’Jeg er feminist’’ i plenum.

Den stereotype forestilling af det maskuline køn kommer heller ikke til at ændre sig, hvis mændene har en forskruet opfattelse af, at ligestillingskampen kun er for kvinder.

På grund af denne frygt vælger man at være passiv, og derfor opprioriteres de lette samtaleemner såsom den seneste bytur, den nye jakke og Lionel Messis frisparksmål fra i weekenden. Hertil må jeg opfordre disse segmenter af mænd til at ’’mande’’ sig op og normalisere snakke om ligestillingskampen og ømme områder.

Den stereotype forestilling af det maskuline køn kommer heller ikke til at ændre sig, hvis mændene har en forskruet opfattelse af, at ligestillingskampen kun er for kvinder. I relation til den opfordring er det lige så centralt, at det kvindelige køn hjælper mændene ved at positionere sig på samme side som mændene, hvilket vil give dem et indtryk af, hvor vigtigt det er, at man fralægger sig passiviteten og deltager aktivt i diskussionen.

Forandringen starter med os selv, og hvis vi skal reducere uligheden, så skal alle bidrage til samarbejdet. Altså er manden anno 2021 i en position, hvor han godt kan gøre en større forskel. En større bevågenhed fra samfundets side er nøgleordet, da det vil assistere manden i at turde at stille sig op og være mere sårbar. Ergo skal vi gøre hinanden til holdspillere – ikke modstandere. Ligestillingskampen er nemlig en holdsport.

Kilder:

https://www.bbc.com/future/article/20190313-why-more-men-kill-themselves-than-women

https://www.vive.dk/da/temaer/hjemloeshed/

https://www.berlingske.dk/samfund/kvinder-slipper-lettere-for-faengsel-end-maend

https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketinget-vedtager-psykologhjaelp-til-voldsramte-kvinder-men-ikke-til-maend

What do you think?

Written by Jrah Jijan

Jeg hedder Jrah Jijan, og jeg er 24 år. I sommer færdiggjorte jeg en bachelor i dansk på SDU, hvor jeg efterfølgende har påtaget mig forskellige opgaver inden for mediebranchen – senest som politisk reporter i min hjemby, Fredericia. For seks år siden fik jeg en åbenbaring og indså, at jeg er god til at jonglere med det danske sprog ved at skabe ukonventionelle vendinger og sammenligninger, som man normalt ikke hører til hverdag. Det hører nok til historien, at jeg har arabiske – helt præcist irakiske – rødder, som inspirerer mig til at udfordre sprogene og skubbe grænserne. Når jeg tilgår et emne eller en problemstilling, så handler det for mig at få de nuancer belyst, som til tider glemmes i debatten. Nogle vil kalde det at være en stemme for de stemmeløse, og dét slogan forsøger jeg at tage på mig igennem en hudløs ærlig, levende og saglig formidling. Derudover kan det være vanskeligt at holde balancen, når man skal fastholde en stabil synergi mellem den arabiske opvækst samt den danske levestil, og her håber jeg, at jeg kan kaste lys over nogle tematikker, som enten ignoreres eller glemmes i den offentlige debat.

One Comment

Leave a Reply

Skriv et svar