Jrah Jijan
Jeg har aldrig været stor fan af den høje fart, som samfundet kører i. Vi er blevet så gode til at skynde på hinanden, at vi ikke længere har tid til at udfolde os på et individuelt niveau i vores eget tempo. Det er, som om konkurrencestaten er kommet for at blive, hvilket er en bekymrende udvikling.
Uanset hvor man bevæger sig i samfundet, kan man ikke undgå at støde på konkurrencekulturen. Logger du på de sociale medier og scroller gennem dit netværks seneste nyheder, eller er du i tvivl om et uddannelsesvalg, påmindes du hurtigt, at du er bagud. Man fødes i et stort livskredsløb, hvor man fra barnsben indoktrineres, hvilken stor frihed man har til at træffe egne beslutninger og danne sin egen levevej. Langt hen ad vejen er vi også vores egen lykkes smed, og det er svært at ræsonnere imod ovenstående indoktrinering, men der er altid et men.
Vi fødes nemlig også i et land, som tilslutter sig konkurrencestatens dyder, som ikke altid er sunde for os. Ingredienserne i sådan et konkurrencesamfund er en sammenligning mellem mennesker og rutiner, der er ubrydelige, hvilket er nogle af de elementer, som bidrager til en negativ udvikling.
Man skynder for meget på ungdommen, hvilket medvirker til interne udfordringer mellem de unge mennesker.
Problemet ligger i, at vi ikke længere styrer vores eget tempo, da samfundet gør det for os. Det resulterer i, at vi tager beslutninger uden grundig omtanke, fordi vi føler os nødsaget til at begynde på en uddannelse, et erhverv eller en bestemt livsstil, fordi alle andre gør det. Jeg er helt med på, at vi lever i en globaliseret verden, som kræver mange hænder på arbejdsmarkedet, og samtidig skal de unge uddanne sig hurtigere og bedre for at løse den demografiske udfordring, som vi ikke kan komme udenom. Der er et stigende antal af ældre i samfundet, og hvis vi skal følge med udviklingen, er det også vigtigt, at vi har nok arbejdskraft for at opretholde arbejdsstyrken og velfærdsservicen i vores samfund.
Dér, hvor kæden hopper af for mig, er ved tilgangen til emnet: Man skynder for meget på ungdommen, hvilket afføder interne udfordringer mellem de unge mennesker. Denne tilgang kan være med til at nedbryde de unges psykiske sundhed, fordi man konstant skal gøre sig overvejelser om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi lider nemlig som samfund af et lykkepres, fordi vi har skabt en kultur, hvor man konstant skal sammenligne sig selv med andre. Man begynder at stille sig selv de helt store filosofiske spørgsmål: Er jeg dygtig nok? Har jeg valgt den forkerte uddannelse? Kan jeg tillade mig at melde fra til et socialt arrangement (typisk med alkohol, fest og farver) på grund af manglende overskud?
Her findes der ungdomsgrupper, som i realiteten ikke har motivationen eller lysten til at tage en gymnasial uddannelse, men stadig gør det for at følge med strømmen.
Man oplever allerede efter afslutningen af folkeskoletiden, at man skal have sat sig en retning. Her findes der ungdomsgrupper, som i realiteten ikke har motivationen eller lysten til at tage en gymnasial uddannelse, men stadig gør det for at følge med strømmen. Det gælder også for erhvervsuddannelser, hvor man i de sidste fem-ti år har råbt op, at man mangler elever.
Jeg har hørt historier om unge mennesker, der har valgt uddannelse, blot fordi deres omgangskreds er i gang med en. Du vil straks tænke, at dette segment af ungdommen bare skal ud og finde sig nogle nye venner, men så enkelt er det ikke. Problemet findes jo også blandt voksne mennesker, som tilsidesætter alt privatliv og selvudfoldelse for karrierens skyld. Det har blandt andet givet anledning til fænomenet ’karrierekvinden’, hvor kvinder i de senere år går så meget op i deres arbejde, at de nedprioriterer ægteskab og dermed muligheden for at etablere en familie.
Helt grundlæggende er det på sin plads, at eleverne skal have sig en uddannelsesvej, men måden vi praktiserer og nudger uddannelserne på, rammer ved siden af. Det rammer særligt socialt udsatte unge eller personer med psykiske udfordringer, hvilket statistikker også viser. 6,9 % af alle elever på et hovedforløb på en erhvervsuddannelse er droppet ud efter tre måneder, og så kan det være lige meget, hvilke indsatser og ’uddannelseshjælp’ politikerne indfører, når der hvert år er 5.000 nye unge, der står uden job eller uddannelse. Det svarer til omkring 7 % af en årgang. Og sådan har det været i næsten to årtier.
Kaster vi et blik på universiteterne, er der også en del frafaldne studerende, som enten stopper eller vælger et andet studie på universitetet. En rapport viser, at hver tredje studerende (34 %) er faldet fra deres uddannelse 6 år efter påbegyndelse af uddannelse, og her er det centralt at fremhæve, at størstedelen af dem, der dropper ud, er tilbage på en videregående uddannelse, inden der er gået 6 år.
Konkurrencekulturen har brug for en modstander, hvis vi som samfund stadig skal fortælle omverden, hvor lykkelige vi er, eller hvor god vores velfærdsmodel er.
Dét, jeg kan analysere udfra disse tal, er, at der mangler plads til refleksion, selvudfoldelse og omtanke til Danmarks fremtid. Vi skynder så meget på ungdommen med konkurrenceminded og nærmest mekaniske diskurser, at man glemmer individets sårbare sider, når der skal træffes skelsættende beslutninger vedrørende uddannelse og beskæftigelse. Vi har så travlt med at måle os med alle mulige lande på så mange parametre, at vi glemmer vigtigheden af tiden, hvor man ikke er i færd med job eller uddannelse. Det behøver ikke nødvendigvis være et absolut sabbatår, for man kan sagtens fordybe sig, selvom man er i gang med noget andet. Jeg argumenterer mere for, at perioden – pusterummet om man vil – normaliseres i samfundet. Det er nemlig i den periode, man som individ får allerflest ideer. I pusterummet blomstrer kreativiteten og de skæve holdninger, som gør op med hele medløberkulturen. Jeg vil vove at påstå, at antallet af frafaldne studerende på uddannelser vil falde drastisk, hvis vi som samfund normaliserer, at man nogle gange tager et afbræk fra hverdagens hæsblæsende tempo.
Konkurrencekulturen har brug for en modstander, hvis vi som samfund stadig skal fortælle omverden, hvor lykkelige vi er, eller hvor god vores velfærdsmodel er. Her mener jeg, at vi stadigvæk kan opretholde vores stærke image i verden, hvis vi begynder at lægge vægt på de menneskelige og sårbare aspekter. Man skal kunne ’disconnecte’ fra forventnings-, sammenlignings- og præstationskulturen. Vi skal huske at trække vejret.
https://www.berlingske.dk/kronikker/10-grunde-til-at-undgaa-en-karrierekvinde
https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/frafaldne-studerende-vender-ofte-tilbage-boegerne
