Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

I 2022 skal politik inspireres af herrelandsholdet og Thomas Vinterberg

Puha. Nu er vi næsten i mål med et begivenhedsrigt 2021, som har fået gang i hele følelsesregistret på godt og ondt. Vi formåede at få en massiv opfattelse af, at corona-virussen snart er fortid. Vi begyndte at smage på hverdagen igen, som vi rigtigt husker den, men lugte- og smagsløgene røg med det samme væk, da nye coronavarianter opstod. Det bliver nok nødvendigt med en stor dyb indånding, før du læser videre.

Jeg vil huske tilbage på 2021 som et år med øjeblikke, der har været skelsættende for, hvordan vi ser og betragter hinanden. I år har vi fortsat gjort op med de traditionelle kønsroller, (u)skrevne samfundsnormer og vores forhold til myndigheder og autoriteter, hvilket vidner om, at vi ikke ser firkantet på tingene længere. Samfundet er blevet woke, og det higer efter at løsrive sig fra låste bokse og faste strukturer. Verden er ikke sort og hvid, ligesom mand og kvinde ikke er de eneste køn, som eksisterer. Ligeledes kan man stadig være tilhænger af coronavaccinen, uden at man har nogen politiske aktier eller sympati for sundhedsmyndighederne, som orkestreres af en socialdemokratisk regering. Du kan også være den største fan af herrelandsholdet, uden at du hver søndag sidder og ser den danske superliga. År 2021 har nemlig været året, hvor der har været plads til nuancer og forskellighed, uanset om man befinder sig i et kulturelt, socialt, sportsligt eller politisk rum.

Netop kulturen og sporten i 2021 har givet os en opfattelse af, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan opnå.

Det har nemlig været et super succesrigt år, hvis man tager de kulturelle og sportslige briller på. Vi har fået håbet og troen på, at vi kan flytte bjerge og grænser, selvom vi bor i et land med knap seks millioner mennesker. Den danske film ’Druk’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen vandt ved Oscar-uddelingen i april en pris for ‘Bedste udenlandske film’. Derudover hev Danmark 11 medaljer med hjem fra OL i Tokyo, hvor 3 af dem var guldmedaljer. Desuden var sommerens største historie, hvilken fremragende indsats det danske fodboldlandshold viste ved EM-slutrunden. Her nåede landsholdet til semifinalen, hvilket isoleret set er en kæmpe bedrift. Men det var nærmere måden, som Kasper Hjulmands tropper gjorde det på, som kommer til at sidde fast i danskernes hoveder og hjerter i lang tid. Under gruppespillet i kampen mod Finland kollapsede landsholdsstjernen, Christian Eriksen. Dét fik resten af truppen til at samle sig og danne en cirkel om landsholdsstjernen, mens lægestaben viste tapperhed og mod, hvor de i en svær situation med millioner af øjne fik genoplevet landsholdets fynske fodboldstjerne. Denne hændelse blev ikke alene et solidarisk og samlende springbræt for herrelandsholdet, idet holdindsatsen og Kasper Hjulmands evne til at samle både holdet og danskerne om fodbolden spredte sig i det danske kongerige. Det var en kæmpe synergieffekt, som man sjældent har oplevet, idet vi for en stund glemte en verdensdækkende pandemi, hverdagens bekymringer og samfundets forventninger til den enkelte. I stedet var sommeren præget af tro, håb og kærlighed, hvor der blev skabt store fællesskaber og minder, som for altid vil være indprentet i danskernes bevidsthed. Netop kulturen og sporten i 2021 har givet os en opfattelse af, at det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan opnå. 2021 lærte mig, at ’’The Danish Dream’’ findes og lever i bedste velgående – for nu i hvert fald.

Dermed tyder det også på, at danskerne er villige til forandring og nye kræfter, hvis politikerne også kan appellere til befolkningen ved hjælp af tro, håb og kærlighed – ligesom i Thomas Vinterbergs Oscar-vindende film og herrelandsholdets præstationer ved EM-slutrunden.

Bagsiden af medaljen er ikke svær at få øje på, når man ser på de politiske (person)sager, der har hersket i vores samfund. I vinters stemte Folketinget for en rigsretssag mod Inger Støjberg i sagen om ulovlig adskillelse af en række asylpar, hvor den ene part var under 18 år. Senere er hun blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel og erklæret uværdig til at fortsætte i Folketinget blandt et flertal af partierne. Herudover har der været godt gang i debatten om mink-sagen, som fik en ny drejning, da det kom frem, at en række sms’er mellem statsministeren, ministre og rådgivere er blevet slettet. Endvidere var der sagen med Naser Khader, hvor adskillige kvinder havde anklaget ham for at have krænket dem i perioden mellem 1999 og 2019, hvilket har været årsag til, at Det Konservative Folkeparti har smidt ham ud. Disse ovenstående sager er eksempler på, at politikerleden stadig er dominerende i Danmark. Det blev særligt understreget ved kommunalvalget i efteråret, idet stemmeprocenten faldt sammenlignet med kommunalvalget i 2017. Der landede stemmeprocenten på 70,8, hvilket var i den høje ende. Selvom nogle politikere forsøger at finde gode forklaringer på den faldende stemmeprocent, er min opfordring, at politikerne skal kigge indad. Dog var den store og gode nyhed ved kommunalvalget i år, at i 20 ud af 98 kommuner er det per 1. januar en kvinde, som kan sætte sig til rette på borgmesterkontoret. Dermed tyder det også på, at danskerne er villige til forandring og nye kræfter, hvis politikerne også kan appellere til befolkningen ved hjælp af tro, håb og kærlighed – ligesom i Thomas Vinterbergs Oscar-vindende film og herrelandsholdets præstationer ved EM-slutrunden.

Håbet kommer nemlig ikke af sig selv, da menneskeheden først kan bestå denne store test, hvis vi står sammen, og her er autoriteter, politikere og myndigheder ansvarlige og omdrejningspunkterne for, at det kan lade sig gøre.

Jeg håber derfor, at 2022 bliver et år, hvor vi kan parkere skræmmekampagner, polariserende dagsordener og frygt og i stedet kan hjælpe hinanden med at blomstre både individuelt og kollektivt. Politikerne skal begynde at give os troen på, at den normale hverdag nok skal vende tilbage. Det nytter ikke at modarbejde hinanden og skabe større splittelse, når vores fjende, corona-virussen, er den samme. Håbet kommer nemlig ikke af sig selv, da menneskeheden først kan bestå denne store test, hvis vi står sammen, og her er autoriteter, politikere og myndigheder ansvarlige og omdrejningspunkterne for, at det kan lade sig gøre. Til sidst håber jeg også, at vi kan vise kærlighed til hinanden, selvom vi ikke nødvendigvis deler samme holdninger, livret eller hepper på samme X-factor-deltager. Vi skal stoppe med at udskamme hinanden, fordi vi ikke har samme verdenssyn. Lad os blive bedre til at gøre kærlige og venlige gerninger for hinanden. Jeg tror på, at supervåbenet mod corona er kærlighed.

Godt nytår (og husk den kritiske sans).

https://www.berlingske.dk/politik/stemmeprocent-for-kommunalvalg-ender-under-70-procent

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/hvor-godt-har-du-fulgt-med-i-loebet-af-2021-quiz-dig-selv-i-aarets-stoerste

https://www.berlingske.dk/politik/overblik-her-er-kraenkelsesanklagerne-mod-naser-khader-0

What do you think?

Written by Jrah Jijan

Jeg hedder Jrah Jijan, og jeg er 24 år. I sommer færdiggjorte jeg en bachelor i dansk på SDU, hvor jeg efterfølgende har påtaget mig forskellige opgaver inden for mediebranchen – senest som politisk reporter i min hjemby, Fredericia. For seks år siden fik jeg en åbenbaring og indså, at jeg er god til at jonglere med det danske sprog ved at skabe ukonventionelle vendinger og sammenligninger, som man normalt ikke hører til hverdag. Det hører nok til historien, at jeg har arabiske – helt præcist irakiske – rødder, som inspirerer mig til at udfordre sprogene og skubbe grænserne. Når jeg tilgår et emne eller en problemstilling, så handler det for mig at få de nuancer belyst, som til tider glemmes i debatten. Nogle vil kalde det at være en stemme for de stemmeløse, og dét slogan forsøger jeg at tage på mig igennem en hudløs ærlig, levende og saglig formidling. Derudover kan det være vanskeligt at holde balancen, når man skal fastholde en stabil synergi mellem den arabiske opvækst samt den danske levestil, og her håber jeg, at jeg kan kaste lys over nogle tematikker, som enten ignoreres eller glemmes i den offentlige debat.

Skriv et svar