Jrah Jijan
Tidligere på ugen slog regeringen sig sammen med fem andre partier og offentliggjorde, at man vil lave en national handlingsplan mod racisme. Regeringen er enig med partierne bag finansloven om at bruge nogle af midlerne fra finanslovsaftalen for 2022 til en handlingsplan mod racisme.
Handlingsplanen skal bekæmpe racisme bredt i samfundet, og dens initiativer skal således favne fra arbejdsmarked og undervisning til kulturliv og hadforbrydelser. Men først og fremmest skal racismens omfang og karakter kortlægges. Man fristes til at skrive, at det var på tide. Det er nemlig forbløffende, at Danmark har været for langsomme til at reagere på en udbredt problemstilling, der rammer en stor skare af minoritetsgrupper. Men det har aldrig været mere passende at bruge udtrykket ’’bedre sent end aldrig’’, da den aftale kan være springbrættet til at reducere racisme, diskrimination og hadske handlinger i vores samfund.
I slutningen af sidste år efterlyste Institut for Menneskerettigheder (IfM) en bred dansk handlingsplan mod had og diskrimination, da Danmark var et af de 12 lande ud af 32 lande i kortlægningen, som ikke havde en plan, der kunne nedsætte hadforbrydelser, hadefulde ytringer og diskrimination. Faktisk var vi placeret i samme kategori som Polen og Ungarn, og der kræver det ikke den store research, før man finder ud af, hvilken xenofobisk og hård retorik, som disse lande praktiserer mod minoritetsgrupper. Vi praler ofte med at være et retfærdigt samfund, der tolerer alle slags mennesker, men nogle gange fortæller de politiske initiativer – eller manglen på samme – noget helt andet. Som ligebehandlingschef for Institut for Menneskerettigheder, Nikolaj Nielsen, udtaler:
Hver fjerde person med minoritetsbaggrund er blevet nægtet adgang til diskoteker, eller har fået afslag på en jobansøgning på baggrund af deres etnicitet.
’’Danmark bør ikke danne bagtrop i Europa, når det kommer til at bekæmpe had og diskrimination. Vi har netop styrket lovgivningen om hadforbrydelser, men for at lovændringerne får effekt i virkeligheden, bør de blive fulgt op af en samlet plan med oplysning og indsatser mod diskrimination og had’.’
Instituttets opfordring har tydeligvis givet pote, da de folkevalgte politikere på Borgen, herunder aftalepartierne i finansloven for 2022, har givet udtryk for, at en handlingsplan er nødvendig. Herudover er det specielt det nye opstillingsberettigede parti Frie Grønnes fortjeneste, at en antiracistisk handlingsplan er blevet til en diskussion i den politiske arena. Partiets frontfigurer Niko Grünfeld og Sikander Siddique har over en længere periode presset på for at igangsætte en handlingsplan mod racisme, hvor partiet i december fik et flertal til deres forslag om en antiracistisk handlingsplan, som skal bekæmpe had og diskrimination mod minoritetsborgere i Københavns Kommune. Nu er det en politisk dagsorden, som regeringen samt SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har grebet og gjort til en national plan.
Til min store begejstring er forslaget blevet en realitet, da racisme og diskrimination findes i Danmark til trods for, at højrefløjen ofte negligerer problemstillingen. Således er det meget undrende, at partier i Folketinget benægter virkeligheden, når både undersøgelser og rapporter understreger, at racisme er en eksisterende virus i vores samfund. Lad mig præsentere de rå fakta:
Skal vi så én gang for alle blive enige om, at racisme og diskrimination er aktuelt i vores samfund, selvom der nok fra højrefløjen og dele af venstrefløjens perspektiv ikke ligger mange stemmer i at indrømme det?
45 % af alle registrerede religiøst motiverede hadforbrydelser i 2020 var mod muslimer (kilde: Rigspolitiet). Kvinder med hijab (læs: tørklæde) skal sende 60 % flere ansøgninger for at blive indkaldt til en jobsamtale (kilde: IfM). Hver fjerde person med minoritetsbaggrund er blevet nægtet adgang til diskoteker eller har fået afslag på en jobansøgning på baggrund af deres etnicitet (kilde: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd).
Skal vi så én gang for alle blive enige om, at racisme og diskrimination er aktuelt i vores samfund, selvom der nok fra højrefløjen og dele af venstrefløjens perspektiv ikke ligger mange stemmer i at indrømme det?
Dermed er det kun positivt, at en antiracistisk handlingsplan skal sættes i stand, da racisme og diskrimination på baggrund af særligt etnicitet, hudfarve eller religion er noget, som foregår i alle dele af vores samfund. Man har hørt adskillige historier i medierne om unge mennesker, der bliver afvist ved døren til natklubber eller minoritetsgrupper, som føler sig diskrimineret af autoriteter som politi, myndigheder og politikere.
Derudover ved alle, som bruger sociale medier, at tonen i specifikke tråde er blevet modbydelig og fremmedfjendsk. Jeg har læst kommentarfelter, som er med til at accelerere polariseringen samt ’os mod dem‘-diskursen, og ergo er det vigtigt for både nuværende og fremtidige generationer, at man kommer racismen og diskriminationen til livs, hvis man ønsker et tolerant og åbent diversitetssamfund.
Handlingsplanen mod racisme er en fremragende start, da jeg er overbevist om, at det vil have en stor effekt på studiemiljøer, arbejdspladser og i vores sociale interaktion med hinanden. Synergieffekten vil fortsætte igennem en bedre integration, da personer med forskellige etniske baggrunde kommer til at leve mere trygt og sikkert, når vi begynder at slå hårdt ned på hadske og modbydelige agendaer. Det er også vigtigt at fremhæve, at når vi som samfund viser nultolerance over for racisme og diskrimination, vil det smitte af på andre områder såsom kønsidentitet og seksuel orientering, fordi flere vil have modet til at udfolde sig, som de vil uden at frygte at blive chikaneret, diskrimineret eller talt ned til. Derfor er en handlingsplan mod racisme en utrolig vigtig start, fordi det er en plan, som vedrører os, vores hverdag samt måden, vi taler og ser hinanden på.
Links:
https://menneskeret.dk/nyheder/fleste-lande-vesteuropa-handlingsplan-had-diskrimination
