Jrah Jijan
Når verdenssamfundet rammes af tragedier eller kriser, er der nogle aktører, som er nødt til at gå forrest. Coronakrisen, der virkelig har formået at sætte sit aftryk på vores levevaner, selvbevidsthed og sundhedspolitik, lærte os, at nogle gange er det ikke nok at gå forrest. Regeringen og sundhedsmyndighederne gik fra at have en masse medvind til at opleve kritik og modvind fra borgere, der savnede dokumentation og nuancer bag valget af restriktioner og nedlukninger. I denne artikel tager jeg dig i hånden og gennemgår nogle historiske øjeblikke, siden virussens indtog, og hvad vi har lært og kan tage med fra vores universelle fjende, Covid-19 – og bevares, jeg har nok ikke fået alt med.
I dag er det to år siden, at den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, holdt et pressemøde, som for altid vil blive husket. Hun indledte med følgende sætning: ’’Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.’’ – og med ét slog en ny og alvorlig virkelighed ind. En drilsk, uforudsigelig og smittende virus var kommet for at blive, og pludselig associerede man ordet ’corona’ med noget farligt, uhåndgribeligt og fjendtligt i stedet for et mexicansk ølmærke, som man nyder til festlige lejligheder. Lige siden har vores hverdag været anderledes, da vi som samfund hele tiden har forholdt os til nye mutationer og varianter, som har resulteret i restriktioner og nedlukninger, der har sat sig som en kæmpe kæp i vores sammenhængskraftshjul.
Som en gammel græsk filosof sagde engang: ’’Alt, hvad jeg ved, er, at jeg intet ved.’’, og hvis man spørger mig, så er lige det citat meget rammende for corona-pandemien og håndteringen af den. Den ene dag er hele kongeriget lukket ned, og næste dag står man op til, at Covid-19 ikke kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Derudover gik statsministeren så vidt og udtalte, at ’’vaccinerne er og bliver vores supervåben mod Covid-19”, mens vi i dag er i færd med at udfase supervåbenet, da vi har en stor immunitet i befolkningen på grund af omikron-varianten. Der har været så mange kovendinger, som har skabt en stigende skepsis og tvivl blandt adskillige befolkningsgrupper af regeringens og sundhedsmyndighedernes pandemistrategi, hvilket jeg kommer tilbage til senere.
Der er noget farligt på vej
Lad os starte med at spole tiden tilbage til 22. januar 2020, hvor Sundhedsstyrelsen vurderede, at “der er meget lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark”. Dét fik danskerne til at slappe af, efter at man havde læst om corona-udbruddet i Wuhan. I stedet begyndte alle EU-landene at rette blikket mod de britiske politikere, da briternes medlemskab i EU sang på sidste vers. Man overså uheldigt nok samme dag, at Storbritannien registrerede sit første tilfælde af Covid-19. Blot en måned efter blev den første dansker testet positiv for corona, og dermed blev Sundhedsstyrelsens vurdering hurtigt forkastet. Derefter begyndte myndighederne at tage situationen alvorlig, og man udarbejdede blandt andet retningslinjer for sundhedspersonalet og generelt for medarbejdere, der varetog samfundskritiske funktioner.
Desuden støttede Danmark WHO’s krisefond til globalt beredskab med otte millioner kroner, hvilket var en manifestering af, at virussen udgør en trussel for verdensbefolkningen. Men vi har ikke været solidariske hele vejen igennem, for ja, der har været ridser i EU-lakken. I starten af pandemien råbte Italien om hjælp og higede efter flere respiratorer til sygehusene, hvor vores myndigheder tog sig rigtig god tid – måske for god tid – og sendte halvanden måned senere en masse respiratorer, der viste sig at være ubrugelige og outdatede.
Gør, hvad Mette siger
Men nu er det tid til at kaste et indenrigsblik på corona-situationen, for selvom vi indså, at coronavirussen herskede i vores hverdag, så var vi rimelig positive og optimistiske i starten af coronakrisen. Vi havde nemlig den forestilling, at det var en tidsbestemt virus, som ville forsvinde i den nærmeste fremtid. I den forbindelse var der stor tiltro og opbakning til sundhedsmyndighederne og ikke mindst regeringen, som var støttet af selv de yderste partier på højrefløjen. Når vores alle sammens ”Mor”, Mette Frederiksen, holdt pressemøder og opfordrede til at vaske hænder, spritte af og holde afstand, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved det. Der var så stor opbakning, at vi for første gang i mange årtier havde en situation med den samme onde fjende, som vi alle vil af med: Coronaen. Men på et tidspunkt kom mange til et stadie, hvor spørgsmålene blev flere, og svarene blev færre. Regeringens troværdighed begyndte nemlig at få nogle huller i takt med de mange afholdte pressemøder, da retorikken gik fra at være inkluderende og apolitisk til en retorik, som var baseret på regeringens standpunkter.
Særligt fremhævede Mette Frederiksen under et pressemøde, at der var for mange mennesker med ikke-vestlig baggrund, som var smittet. I samme ombæring appellerede hun til, at de skulle vise større hensyn, hvilket ikke faldt i god jord hos nogle politiske partier og organisationer, der anser fremhævelsen af specifikke befolkningsgrupper for at være stigmatiserende og polariserende i en tid, hvor Mette Frederiksen ellers har været kendt for følgende framing ’’Stå sammen ved at holde afstand’’.
I samme periode tog det virkelig fart, fordi landet gik fra at være helt lukket ned til delvise genåbninger. Der blev investeret massivt i kvikcentre, mens myndighederne justerede forsamlingsforbuddet afhængigt af smittetallet. Vi er blevet bekendte med et aktivt coronapas, podning i næse og mund, og samtidig har vi har været gode til at smøre ærmerne op for at blive vaccineret, selvom vaccinen blev stiftet på rekordtid med sandsynlighed for store bivirkninger. 81 % af befolkningen er alligevel blevet færdigvaccineret, og dermed kan man ikke sætte en finger på den danske kollektive indsats for at stå sammen i krisetider, selvom man måske ikke er enig i restriktionerne, regeringens standpunkter eller generelt har en frygt for pandemien.
Se det positive i det negative
Coronakrisen har været rigtig hård på mange måder, men jeg vælger at se positivt på det, da der er opstået nye fællesskaber samt sociale og anderledes initiativer, hvor man har mødtes på nye præmisser. Hvis man under hele coronatiden ikke er blevet mere kreativ, opfindsom eller har været villig til at tænke ud af boksen, har man ikke brugt nedlukningerne og den tid fornuftigt. Coronaen har givet tid og mulighed for, at man kan fordybe sig i områder, som man normalt ikke kaster sig over, fordi man har så travlt. På den anden side har man også bare tørstet efter en almindelig hverdag, fordi frygten for at blive smittet eller tanken om virussen var for tung at bære. Jeg kan huske, at mundbindet gjorde mig skør (ikke fordi jeg også bærer briller), men fordi det mest virkede som et symbolsk tiltag frem for en veldokumenteret restriktion. Myndighederne afviste jo også i starten at indføre mundbindet, da der ikke var nok sundhedsfaglig evidens, men der blev senere lavet en skarp kovending, og mundbindkravet trådte i kraft. I den forbindelse udtalte Sundhedsstyrelsen: ’’Effekten af mundbind påvirkes af bæreren og omgivelsernes adfærd. Generelt tyder det dog ikke på, at brug af mundbind kan medføre lavere efterlevelse af øvrige og mere effektive tiltag til forebyggelse af smittespredning’’.
Jeg var måske ikke helt overbevist om tiltaget, men det har også været et af kendetegnene ved coronapandemien: Man er måske ikke enig, men man gør det stadig for at vise samfundssind. Det er helt klart noget, som man kan tage med fremover, da det viser, at vi mennesker også er i stand til at gå på kompromis med vores egne værdier og i stedet tænke i helhed. Det har sin charme, når mange hænder flytter bjerge på en gang.
For hver dag, der er gået, er der nærmest sket noget. Jeg er ikke den største fan af ordet ’omstillingsparat’, men er der noget, som man må rose regeringen og sundhedsmyndighederne for, så er det deres evne til at træffe drastiske og nødvendige beslutninger i svære og pludselige situationer. Kæden er hoppet af flere gange hos mig, fordi jeg har lagt mærke til, at der er foretaget en kovending eller ti i forhold til håndteringen, men det har også været vigtigt at minde mig selv om, at der ikke findes en formular på coronapandemien. Af den grund har jeg forståelse for, hvorfor vores myndigheder har ageret, som de har gjort. Dét skal bare ikke blive et instrument, som man kan spille på for at opnå større politisk opbakning, da det er en virus, som kan ramme alle og enhver. Dét vil svække den politiske ledelse og troværdighed, og ergo bør regeringen (og sundhedsmyndighederne) vende tilbage til nogle dyder fra starten af pandemien: Fællesskab og integritet.
Og ja, lige nu lever vi nærmest som før coronatiden, men virussen har været så lumsk, at jeg ikke vil se det som en sejr endnu. Jeg er ikke virolog eller coronaekspert, men jeg vil tillade mig at opfordre til, at man nyder sin hverdag, men også tager retningslinjerne med videre i dagligdagen: Vask oftere hænder, sprit mere af, og hold større afstand. Lad os passe på hinanden.
http://thinkeuropa.dk/politik/tidslinje-over-coronakrisen-hvad-skete-der-og-hvornaar
