Jrah Jijan
Medier er altafgørende for, hvordan vi ser og omtaler virkeligheden. Historier kan rykke på vores opfattelser og fordomme, men hvis repræsentationen ikke er bred, manipuleres der med virkeligheden. I dette indlæg undersøger jeg, hvilken rolle mediers kildevalg har for vores indtryk af et givent område. I den forbindelse tager jeg udgangspunkt i en ny undersøgelse, som understreger, at etniske minoriteter bliver overset og overhørt i den offentlige debat.
Der er utallige muligheder for, hvordan minoriteter i Danmark kan blive inkluderet og føle sig som en del af den offentlige debat. Det er særligt under mediedækningen, hvor vi borgere bliver klogere på, hvilke initiativer der er igangsat for at fremme den grønne omstilling, hvilke konsekvenser corona-pandemien har medført i vores hverdag, og ikke mindst hvordan det ser ud med flygtninge- og integrationssituationen i landet – specielt i kølvandet på Ruslands invasion af den ukrainske befolkning. På den måde har flygtninge- og indvandringsproblemet fået en ny aktualitet, da håndteringen fra Christiansborg har delt vandene.
På den ene side ser man segmenter af befolkningen, som mener, at det er i orden at ophøre med en stram udlændinge- og integrationspolitik, da vi er forpligtet til at hjælpe ukrainerne, da de kulturelt og geografisk læner sig op ad vores tanker og holdninger. På den anden side finder man en stor utilfredshed blandt både venstreorienterede politikere, organisationer og befolkningsgrupper, som kritiserer regeringens forskelsbehandling af ukrainske flygtninge sammenlignet med vilkårene for de seneste flygtningegrupper fra Afghanistan og Syrien.
Medier er vores rygdækning, når det kommer til at overbevise andre om et specifikt område, og derfor har journalister et kæmpe ansvar for at være nuancerede, objektive og dybdegående i nyhedsstoffet, der formidles til læserne.
Uanset hvilket standpunkt man har, er man som oplyst og saglig borger afhængig af medierne. De er kanalen, der bringer og undersøger problemstillinger, som gør, at vi kan diskutere dem på uddannelsessteder, på arbejdsmarkedet, over spisebordet og med vennerne. Medier er vores rygdækning, når det kommer til at overbevise andre om et specifikt område, og derfor har journalister et kæmpe ansvar for at være nuancerede, objektive og dybdegående i nyhedsstoffet, der formidles til læserne. I den forbindelse har journalisterne – ligesom borgerne – en rygdækning: Deres kilder.
Danskerne vurderer nemlig journalister til at være mindre troværdige end taxa- og buschauffører samt lige så troværdige som ejendomsmæglere.
Kilder bruges til at give indsigter og perspektiver, der legimiterer eller understreger et standpunkt, hvilket giver journalistikken dybde og troværdighed. Der er selvfølgelig forskel på, hvilke forskellige kilder, som et bestemt nyhedsmedie bruger. Faktisk er det sværere at blive klogere på mediernes dagsorden sammenlignet med politikernes, da journalister, redaktionschefer og meningsdannere ikke eksplicit udtrykker deres holdninger så tydelige som politikerne. Dog kan kildevalget i et formidlet stof ofte fortælle os, hvilken vinkel journalisten ønsker at give borgerne. I relation til denne journalistiske tilgang anser vi, borgerne, ikke journalister som de mest troværdige, når der bliver lavet undersøgelser af, hvilke faggrupper danskerne stoler mest på. Danskerne vurderer nemlig journalister til at være mindre troværdige end taxa- og buschauffører samt lige så troværdige som ejendomsmæglere. Derudover mener 66 %, at medierne har for meget fokus på sensationer og konflikter, hvilket går i tråd med, at kildevalget kan påvirke historier i en negativ retning.
Kilde: Radiuscph.dk
Desværre viser en undersøgelse, at vi er på forkerte spor med hensyn til inklusion af etniske minoriteter i nyhedsmedier.
Når journalister skal dække en stor begivenhed eller illustrere en udfordring, er kilderne, altså menneskerne, man taler med, altafgørende. Dermed er det essentielt, at repræsentationen i medierne er så bred og mangfoldig som muligt, da det vil fremme den demokratiske samtale ved hjælp af befolkningsgrupper, der spænder mellem majoriteter og minoriteter. Desværre viser en undersøgelse, at vi er på forkerte spor med hensyn til inklusion af etniske minoriteter i nyhedsmedier. Undersøgelsen, ”Dem vi (stadig) taler om – etniske minoriteter i danske nyhedsmedier”, er foretaget af Center for Nyhedsforskning under Roskilde Universitet for foreningen Ansvarlig Presse, og her fremgår det meget klart: Etniske minoritetsborgere er markant underrepræsenteret i medierne.
…her er en af de store delkonklusioner, at etniske minoriteter kun udgør 3,5 % af nyhedskilderne.
I undersøgelsen indgår 1244 nyheder fra 14 udvalgte dage i 2021 med 3045 kilder fra syv aviser og fire tv-nyhedsprogrammer, og her er en af de store delkonklusioner, at etniske minoriteter kun udgør 3,5 % af nyhedskilderne. Det er til trods for, at 14 % af den danske befolkning ifølge Danmarks Statistik enten er indvandrere eller efterkommere. Derudover er det et tilbagefald sammenlignet med den forrige undersøgelse, hvor minoritetsborgere udgjorde 12,3 % af befolkningen men 4 % af nyhedskilderne. Derudover er det iøjnefaldende, at medier i højere grad anvender minoritetsborgere i forbindelse med bestemte emner, som ikke indebærer en positiv eller glædelig diskurs. Undersøgelsen fortæller nemlig, at etniske minoriteter får meget lidt taletid i de danske nyhedsmedier, og når de endelig gør, så handler stoffet typisk om integrationsproblemer, indvandring og kriminalitet.
Jeg synes, at det er meget problematisk og bekymrende, at medierne har den tilgang, hvor man nærmest skaber en bro mellem negative historier og ikke-vestlige kilder, som de bliver omtalt i undersøgelsen. Der ligger allerede en grundlæggende problemstilling i, at vi omtaler vores medborgere som ikke-vestlige, hvilket undersøgelsen kan kritiseres for. Dog er undersøgelsens store styrke at belyse den manglende inklusion, der er af borgere med en anden etnisk herkomst i mediedækningen.
Journalister har et stort medansvar for, hvem der får taletid, hvilket er udslagsgivende for den enkelte borgers opfattelse af et emne.
Her mener jeg, at der hviler et kæmpe ansvar på nyhedsmedierne for at ændre deres journalistiske tilgang eller i hvert fald overveje metoder, som kan skubbe repræsentationen af ’’ikke-vestlige’’ kilder i den rigtige retning. Adskillige redaktionschefer har tidligere lovet at gøre noget ved problemstillingen, og derfor er det forundrende, at afstanden mellem andelen af etniske minoritetsborgere i befolkningen og andelen, der inviteres ind i medierne, er blevet større. Som det fremgår i undersøgelsen, udgør ikke-vestlige kilder næsten 20 % af kilderne i nyhederne om udlændinge og integration, men samtidig er det et meget politiseret emne, der domineres med en overvægt af etnisk danske politikere. Denne pointe tydeliggør, at journalister har et stort medansvar for, hvem der får taletid, hvilket er udslagsgivende for den enkelte borgers opfattelse af et emne. Vi ved jo historisk set, at mange danskere vurderer deres politiske standpunkt ud fra værdipolitikken, og således må man forvente, at medierne også skal optræde som en nuanceret og diversitetspræget kanal, der giver plads til stemmer og ansigter fra alle samfundslag.
Minoritetskilder bruges meget som erfaringskilder og cases, og dermed er deres repræsentation for organisationer, myndigheder og partier minimal – helt præcist findes ikke én eneste kilde med ikke-vestlig baggrund som ekspert, hvis man ser på undersøgelsens nyhedsmateriale. Jeg håber, at der sker en forandring i mediedækningen, da det vil give en forfriskende og ny energi til den offentlige debat, hvis taletiden også gives til de mennesker, som er gavnlige for samfundet. Eksempelvis viser nye tal, at udlændinge har kæmpe betydning for værdiskabelsen i Danmark, da samme befolkningsgruppe bidrog i 2021 med rekordhøje 211 mia. kroner til væksten.
Det er mennesker, der ikke kun skaber økonomisk værdi men også menneskelig værdi for deres medborgere. Her vil det være et helt oplagt eksempel for journalisterne at bruge nogle udenlandske personer som erfaringskilder til sådan en positiv historie. Medierne er nemlig med til at skabe virkeligheden, og ergo skal vi bevæge os fra at tale om etniske minoriteter til at tale med dem.
