Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Drop de usaglige diskussioner på sociale medier: Passivitet kan være ekstremisternes modgift

Digitaliseringen og brugen af sociale medier har aldrig peaket så meget som i øjeblikket, hvor vi alle på hver vores måde har sørget for, at de digitale medier, herunder Facebook, TikTok og Instagram, er vores primære kommunikationsplatforme.

I takt med den stigende digitalisering får brugere alverdens muligheder for at udfolde sig samt indtage adskillige indtryk og ytringer. Men når vi gør brug af visse bestemte digitale platforme, er der også større sandsynlighed for uenighed, polarisering og symptomer på psykisk mistrivsel, som tilsammen udgør en hård og usaglig tone, fordi vores nyhedsfeed er domineret af negative historier. Oftest abonnerer man på nyhedsmedier og personer, som særligt deler vandene i kommentarfeltet.

Det er mere end okay at skrive ’’jeg ved det ikke’’ eller blot ignorere ekstremisternes holdninger.

Uanset om man er enig eller uenig med vedkommende, føler man ofte en forpligtelse for at forsvare sig eller tilkendegive en form for støtte til et givent standpunkt. Her har min oplevelse været, at alle diskussioner ikke nødvendigvis er underbygget af fakta og evidensbaseret viden, da vi lader os rive med og lader os styre af vores følelser. Jeg mener, at det er en farlig udvikling, og af den grund har jeg følgende forslag, som kan virke banalt og ubetydeligt:
Det er mere end okay at skrive ’’jeg ved det ikke’’ eller blot ignorere ekstremisternes holdninger.

Der er opstået en diskussionskultur på sociale medier, hvor man bare diskuterer for at diskutere i stedet for at reflektere og suge andres holdninger til sig. Vi vælger ofte at have et modsvar klar, fordi vi ikke vil bukke under eller virke svage på sociale medier frem for at vælge en tilgang, hvor man læser og forstår vedkommendes frustrationer og kritik af et bestemt standpunkt, selvom man ikke deler holdningerne. Her er det altså okay, at man trækker sig fra diskussionen, fordi man ikke har nok viden om et specifikt emne. På den måde bidrager man som digital bruger til at reducere fejlinformationer og de såkaldte fake news. Det er uanset, om vi taler ligestilling mellem kønnene, udlændingepolitik eller Ruslands invasion af Ukraine, så har vi faktisk et ansvar for ikke at øge ekstremisternes taletid og påvirkning på sociale medier.

Selvfølgelig skal vi sige fra, når brugere på eksempelvis Facebook og Twitter går over stregen ved at ytre stødende, krænkende eller diskriminerende synspunkter, men der findes også en simpel strategi for ikke at hælde mere benzin på bålet, hvis vi ikke har redskaberne til at forsvare os selv på digitale platforme. Ekstremisternes eksistensgrundlag har en tendens til at løbe ud i sandet, fordi vi enten ignorerer dem eller møder dem med et ’’jeg ved det ikke’’, fordi vi ikke lader os blive snydt af en splittende dagsorden.

Der er jo en grund til, at Rasmus Paludan ikke længere i så høj grad demonstrerer i Danmark og gør sig bemærket med racistiske og stødende holdninger. Eller hvorfor Dansk Folkeparti, som tilbage i 2015 ved folketingsvalget oplevede en markant tilslutning, har den største krise med forskellige person- og partisager. Eller hvorfor amerikanerne i 2020 byttede en kontroversiel og retorisk spydig præsident, Donald Trump, ud med en mere samlende og diplomatisk leder, Joe Biden. Fællesnævneren for de nævnte ekstremister er, at deres største force er de sociale medier. Det er igennem små og kontante opslag, at brugerne har været modtagelige over for en bestemt ideologi (læs: populisme), som bidrager til had, fjendtlig tone og online mistrivsel.

Der er en udløbsdato på polariserende stemmer i den offentlige debat, og nogle gange er det bedste svar intet svar.

Ekstremisterne forsøger ofte at lokke brugere på sociale medier til at abonnere på deres holdninger ved at kritisere modstandere og deres tilhængere frem for selv at fremlægge, hvad de bringer til bordet – både på sociale medier og ude i den virkelige verden. Det er en fælde, som ekstremisterne håber, at almindelige internetbrugere hopper i, fordi man som oplyst og velinformeret individ kan have en tendens til at svare tilbage og bidrage til en debat, som ofte ender i et sidespor. Dialogen bliver nemlig personlig og spydig, og vores skærmforbrug på sociale medier bliver således ikke andet end en håndsrækning til ekstremisternes dagsorden. Der er en udløbsdato på polariserende stemmer i den offentlige debat, og nogle gange er det bedste svar intet svar. Mangel på bevågenhed og opmærksomhed til ekstreme kræfter som Pia Kjærsgaard, Rasmus Paludan og Donald Trump kan være en strategi, der på lang sigt kan forbedre og styrke den sociale interaktion på sociale medier, da disse aktører ikke ligefrem er kendetegnet ved diversitet og høj tolerance.

Jeg har selv en stor udfordring med at lade negative historier og personer med en hård retorik passere, fordi jeg ikke vil bidrage til den udvikling. Jeg kan til tider fange mig selv i, at jeg ufrivilligt bidrager til, at ekstreme stemmer får mere opmærksomhed. Til trods for at virkeligheden er en helt anden, så tager man sig selv i at sidde og diskutere et emne, hvor modtageren ikke engang er villig til at tage ens holdninger til sig. Vedkommende bruger blot en som en brik til, at tråden indeholder mange reaktioner og kommentarer, da det giver flere klik og visninger. Derfor er det super vigtigt, at man er i stand til at vurdere, hvornår man skal gå ind i en diskussion, og hvornår man ikke skal bidrage til en dagsorden fyldt med fejlinformationer og følelsesladede holdninger. Det er en påmindelse både til mig selv og andre. Nogle gange kan man fristes til at svare tilbage og ende på afveje, men tavshed kan, uanset hvor dumt det lyder, være den rigtige løsning.

What do you think?

Written by Jrah Jijan

Jeg hedder Jrah Jijan, og jeg er 24 år. I sommer færdiggjorte jeg en bachelor i dansk på SDU, hvor jeg efterfølgende har påtaget mig forskellige opgaver inden for mediebranchen – senest som politisk reporter i min hjemby, Fredericia. For seks år siden fik jeg en åbenbaring og indså, at jeg er god til at jonglere med det danske sprog ved at skabe ukonventionelle vendinger og sammenligninger, som man normalt ikke hører til hverdag. Det hører nok til historien, at jeg har arabiske – helt præcist irakiske – rødder, som inspirerer mig til at udfordre sprogene og skubbe grænserne. Når jeg tilgår et emne eller en problemstilling, så handler det for mig at få de nuancer belyst, som til tider glemmes i debatten. Nogle vil kalde det at være en stemme for de stemmeløse, og dét slogan forsøger jeg at tage på mig igennem en hudløs ærlig, levende og saglig formidling. Derudover kan det være vanskeligt at holde balancen, når man skal fastholde en stabil synergi mellem den arabiske opvækst samt den danske levestil, og her håber jeg, at jeg kan kaste lys over nogle tematikker, som enten ignoreres eller glemmes i den offentlige debat.

Skriv et svar