Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Sygeplejerske til politikerne: “Tør I at se mig i øjnene, eller er det lettest at kigge væk?”

Sygeplejersken Heidi Puk Ernst var den første Kiosk portrætterede i serien TAVST PORTRÆT. Portrættet er optaget d. 13. januar 2021, kort før Kiosk udkom første gang. Ideen med portrætserien er bl.a. at dække aktuelle begivenheder og personer på en ny måde, hvor beskueren selv må ‘fortælle’ historien. Som sygeplejerske i corona-frontlinjen var Heidi Puk Ernst i den grad midt i en aktuel historie. Og det er hun desværre stadig – her et lille år efter. Vi genudsender derfor her det tavse portræt, men giver denne gang også ordet til Heidi Puk Ernst:

Da vi optog TAVST PORTRÆT for snart et år siden, stod vi midt i corona-pandemien. Alt var lukket ned og vores hverdag på sygehuset bar præg af, at vi havde mange patienter og desværre også covid-udbrud blandt personalegruppen. Vi var trætte og dybt bekymrede. Men samtidig oplevede vi også sammenhold og at alle rykkede tæt sammen for at komme igennem pandemien og ud på den anden side. Undersøgelser blev aflyst, så personale blev frigivet, og vi fik hjælp til at komme igennem perioden. Der var opbakning fra befolkningen og fra politisk side. I tiden, der er gået, har den normale hverdag indfundet sig i løbet af foråret – både på hospitalet og i samfundet.

Det var en lang, sej periode, men der var kampgejst og håb om, at vi ville komme ud på den anden side og i det mindste føle, at vi var blevet hørt.

Så røg sygeplejerskerne desværre i konflikt, en kamp om mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Det var en lang, sej periode, men der var kampgejst og håb om, at vi ville komme ud på den anden side og i det mindste føle, at vi var blevet hørt. Konflikten blev afbrudt fra politisk side, og nu afventer vi arbejdet med lønstrukturkomitéen. Resultatet på konflikten har desværre indtil videre kun medført, at et stort antal sygeplejersker har opsagt deres stillinger og en stor del af dem har valgt at forlade faget helt.

Det var i forvejen rigtig svært at rekruttere sygeplejersker til de ledige stillinger, og denne opgave er nu nærmest blevet umulig. Vi står derfor tilbage med store huller i vagtplanerne, folk tager ekstravagter i lange baner (for at det akutte beredskab kan hænge sammen – ikke for at afvikle pukler efter konflikten), og nu afleverer vi igen personale til covid-afsnit, hvilket har medført endnu flere vagter, der skal dækkes.

Jeg ser vores sundhedssystem som et stort åbent sår, der styrtbløder, og det er en blødning, der ikke bliver håndteret.

Og nu begynder der igen også at være covid-udbrud blandt personalerne. For at forsøge at få enderne til at hænge sammen, lukker man senge ned på forskellige afdelinger, men patienterne er der jo stadigvæk. Så når vores politikere beder om, at vi igen yder en ekstra indsats, er det efterhånden svært at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Jeg ser vores sundhedssystem som et stort åbent sår, der styrtbløder, og det er en blødning, der ikke bliver håndteret. Jeg er dybt bekymret på mine egne og kollegers vegne og ikke mindst for de patienter, som det i sidste ende ikke kan undgås at gå udover – med aflysninger af undersøgelser, operationer, ventetid og kæmpe risiko for fejl fra personalets side.

Da TAVST PORTRÆT udkom første gang, var det fra min egen side et ønske om at give et indblik i en anderledes og bekymrende hverdag.

Nu genudsender vi portrættet, og jeg kunne særligt godt tænke mig at spørge politikerne om de tør at se mig i øjnene i 10 minutter – eller om det er lettest at kigge den anden vej, som jo desværre lidt er den fornemmelse man har i denne tid?

Heidi Puk Ernst

What do you think?

Written by Kiosk

Skriv et svar