Kiosk
En gruppe på seks personer bestående af gamle venner og nye bekendtskaber har taget turen fra Sydfyn i Danmark til Chisinau i Moldova for at hjælpe ukrainere tæt ved grænsen. Gruppen består af både en ex-soldat med krigserfaring, fotografer med erfaring fra kriseområder og en enkelt militærnægter.
De har samlet sig omkring ønsket om at gøre en forskel og er taget afsted i en to-bils-konvoj. Dette er deres rejsebeskrivelse fortalt af Søren Laustrup.
Vi har nu været afsted i 22 timer og holder i kø ved grænsen til Rumænien og regner med 12 timer endnu, før vi når frem til Chisinau i Moldova, som kommer til at være vores base.
Stemningen er god i vores lille to-bils-konvoj, og vi er spændte på, hvad der venter os, når vi kommer frem. Vi ved dog, at vi kommer til at læne os ind i Team Humanity, som har overblikket og er i fuld gang. Vi endte med at være seks, der tog afsted, fem mænd og en kvinde, og med donationer, der stadig flyder ind, er vi nu op på 75.000 kroner, der skal bruges bedst muligt. Hvordan må tiden vise.
Spændingen og usikkerheden begynder samtidig at indfinde sig mere kropsligt i os – som en mild uro. Hvad har vi gang i? Hvad venter forude?
Som vi nærmer os Moldova, åbner et smukt og karakteristisk østeuropæisk landskab sig for vores øjne. Spændingen og usikkerheden begynder samtidig at indfinde sig mere kropsligt i os – som en mild uro. Hvad har vi gang i? Hvad venter forude? Hvor voldsomt er det? Kan vi overhovedet gøre en forskel? Der skal efter sigende være 800.000 flygtninge pt., og flere og flere som dagene går. Men endnu er det svært at forestille sig, hvad det vil betyde i virkeligheden.
Gruppen består af både gamle venner og nye bekendtskaber, og vi har – trods det alvorlige afsæt – hygget os og lært hinanden at kende i de 36 timer, vi efterhånden har kørt. Gruppen er en varieret størrelse, med både en ex-soldat med krigserfaring, fotografer med erfaring fra kriseområder og sågar en enkelt militærnægter. Et perfekt afsæt for at blive klogere sammen. Det, der samler os, er tydeligvis ønsket om at gøre en forskel. Vi har fulgt nyhedsstrømmen løbende undervejs og hørt podcast, der kunne give os en mere nuanceret forståelse af, hvad der er i spil. En abstrakt krig bliver pludselig meget konkret – og kommer meget tæt på.
Vi har været i kontakt med vores kontaktperson på stedet, der fortæller, at tingene forandrer sig hele tiden. Lige nu er der overblik og nok på lageret til, at vi kan komme til grænsen i morgen tidlig og begynde at dele materiel ud og tage os af dem, der måtte have behov for det.
Forlydende om et muligt snarligt angreb på Odessa, der ligger cirka 50 kilometer væk, betyder dog også, at tingene kan forandre sig lynhurtigt. Måske sker det, måske sker der noget andet, måske ingenting? Usikkerheden og anspændtheden ser ud til at være et gennemgående tema, som vi må lære at omfavne. Hvorfor? Det må vi hellere lade Jonatan forklare: “Men då sa Jonatan att det fanns saker som man måste göra, även om det var farligt. ‘Varför då’, undrade jag. ‘Annars är man ingen människa utan bara en liten lort’, sa Jonatan.” (Brødrene Løvehjerte, Astrid Lindgren)
Snevejret startede, da vi ramte bjergene i Rumænien, og selvom det er gudesmukt og stemningsfuldt, giver det også en påmindelse om de omstændigheder, flygtningene risikerer at skulle rejse under. Vi passerer by efter by spyttet ud af den samme sovjetiske støbeske, lidt trøsteløs og ramponeret, og en påmindelse om dette forholdsvis fattige område i Europa. Et malet stakit, et indbydende neonskilt eller en sirligt dekoreret kirke røber, at livets puls banker lige nedenunder.
Vi sidder på forsæderne og snakker i nattemørket om livsforholdende her og erkender, at vi ved så uendeligt lidt. Vi kommer omkring, hvordan den uendelige nyhedsstrøm om krigen risikerer af efterlade en følelsesløshed og en distance i en, fordi det er så svært at finde en indre knage at hænge det op på.
Denne tur handler blandt andet om styrke empatien og menneskeligheden, og derved styrke disse knager. Grænsen til Moldova har været billedet på en køretursmæssig forløsning for os i lang tid, og da den toner frem i horisonten, sænker skuldrene sig, og vejrtrækningen bliver dybere. Vi ringer til vores udlejer i Chisinau, Eric, for at sige, at vi næsten er fremme blot for at blive spist af med en røverhistorie, da han desværre kun har et værelse med tre senge, vi kan leje, hvilket harmonerer så utrolig dårligt med, at klokken er fire, og vi er seks mennesker i søvnunderskud. Tænker den information havde været god at have for en time siden, hvor vi stadig kunne komme på nettet. Eric er uden tvivl en af krigens opportunister.
Og så er det tolderne siger, at vi ikke kan få den ene bil med over grænsen, da vi har glemt registreringsattest, og vi nu er i gang med at forlade EU. Skuldrene ryger op igen. Bilen var mange ting for os, og blandt andet vores mulighed for at komme hurtigt væk, skulle problemerne pludselig stige os over hovedet.
Vi må vist ud og leje en bil, så også vores bagland kan være trygge. Vi får pakket vores ting sammen og parkeret bilen, og begynder at forhøre os i de enkelte lokale busser, der passerer. Men der tales ikke engelsk, kropsdialekten er svær at greje, og energien er pludselig gået fra flow til fastlåst. Så kommer der en lille minivan rullende ind i paskontrollens lys. Da vi spørger, om der er plads, kigger de to mænd kort på os, nikker og åbner op til bagsædet. Kort proces.
De fortæller, at de også tror, russerne kommer her – en holdning, vi har hørt flere steder – men at deres familier her gør, at de ikke bare kan tage afsted.
Stemningen er svær at greje, smilene er umiddelbart ikke-eksisterende hos vores chauffører, og vi er lidt usikre på deres intentioner, hvilket understøttes af, at bilen er fyldt med alverdens gejl, og en trailer bagpå med danske nummerplader.
Det viser sig, at de to moldovianske gutter har hjertet på det helt rette sted. Mistroen fandtes kun inde i os – og det spejl er godt at få sat foran sig, så man husker at holde hjertet åbent og tilliden intakt. Det viser sig, at de gemmer på vidunderlige smil, børnebilleder, og at de tilfældigvis er kørt fra Danmark for 32 timer siden for at hente en “trailer”, og nu kører en omvej for at sætte os af. Smilene ser ud til modnes langsomt hernede, men når de bryder frem, stråler solen.
De fortæller, at de også tror, russerne kommer her – en holdning, vi har hørt flere steder – men at deres familier her gør, at de ikke bare kan tage afsted. Om de selv vil yde modstand, hvis det sker? De ved det ikke. Men øjnene fortæller, at de også har stillet sig selv det spørgsmål. Bilsituationen har tvunget os ud af vores komfortzone, og vi har fået nye lokale venner, nye perspektiver og ny energi. Der kommer meldinger om begyndende mangel på mad og benzin i Ukraine, og en stødt stigende flygtningestrøm. På grund af tingenes udvikling er planen, at vi skal uddele suppe og mad ved grænsen i aften og i nat, hvor behovet er stort, og temperaturen lav. Endelig kan vi gøre noget. Men først lige et par timers søvn.
Læs del 2 af rejsebeskrivelsen her.
Søren Laustrup og hele holdet, der er afsted, deler løbende direkte fra grænsen ved Ukraine – hold dig opdateret på Kiosk!
Foto: Søren Laustrup.
