Kiosk
En gruppe på seks personer bestående af gamle venner og nye bekendtskaber har taget turen fra Sydfyn i Danmark til Chisinau i Moldova for at hjælpe ukrainere tæt ved grænsen. Gruppen består af både en ex-soldat med krigserfaring, fotografer med erfaring fra kriseområder og en enkelt militærnægter.
De har samlet sig omkring ønsket om at gøre en forskel og er taget afsted i en to-bils-konvoj. Dette er anden del af deres rejsebeskrivelse fortalt af Søren Laustrup.
Vi bor i to lejligheder som stadig er under opbygning midt i Chisinau. Vi har aftalt med Eric, vores udlejer, at han lige venter med borehammeren til vi har sovet, hvilket han nemlig ikke tog så højtidligt i går. Han har til gengæld skaffet os data til telefonen, så vores forhold udvikler sig positivt.
Da vi mødtes med Salam, Misya og Ayat fra Team Humanity ved 19-tiden, omrokerede vi de to små minibusser, så der var plads til mad, tæpper og os. Der er to timer til grænsen – en tur, vi nok kommer til at kende godt, de næste par dage.
Salam fortæller at Team Humanity organisationen netop har købt et hus i Chisinau til frivillige, hvor vi har mulighed for at bo. Vi vælger at blive hos Eric, men har hermed sendt beskeden ud i Universet.
Selve grænsen er fyldt med flygtninge, hjælpearbejdere, biler, lys, mørke, folk der venter, og grænsevagter med Kalasnikovs over skulderen. Det sitrer.
Overvejelserne og uroen over, hvad russernes næste træk er, er mange. Er det nu de bomber Odessa? Er Moldova en vigtig brik for Russerne for at sikre ressourcerne i Sortehavet? Vil udfordringerne på den atomreaktor, russerne har overtaget, udvikle sig? Der er jo en reel chance for, at at tingene pludselig kan eskalere og komme meget tættere på, hvilket mere end noget andet afføder en ulmende psykisk uro. For hvordan forbereder man et nervesystem til en konstant reel trussel, samtidig med at man også skal kunne agere i et nu?
Foto: Søren Laustrup.
Det er en bumpet vej mod grænsen, og da vi nærmer os grænsebyen Palaca, mødes vi først af tomme teltlejre, der står klar i nattefrosten til det, der måtte komme. De har en trøsteløs energi over sig. Der begynder at være lidt flere biler, og de første flygtninge passerer os på gåben med oppakning på vej ind i mørket bag os. Selve grænsen er fyldt med flygtninge, hjælpearbejdere, biler, lys, mørke, folk der venter, og grænsevagter med Kalasnikovs over skulderen. Det sitrer. Jeg får at vide af en af de andre frivillige, at der ikke er magasin i geværerne, hvilket han opfatter som deeskalende. Voldsomheden skal man dog ikke tage fejl af.
Vi får efter lidt snak lov til at passere grænsebommen og kommer hen til det sted, hvor vores mad er. Der er andre hjælpere, der som os kan kendes på deres gule veste. Det hele virker lidt uorganiseret, rodet og forvirrende. Ayat, der har været her en uge, fortæller, at billedet ændrer sig fra dag til dag, og at energien spænder til.
I dag er der åbenbart kommet et par madtelte op, hvor der primært er romaer samlet. De har en hel særlig energi over sig, og man fornemmer trods forholdende en robusthed ift. kaos som dette, som giver sig ud i en lettere tone, end man ser hos de andre. Der er dog ingen rene billeder her – kun kantede og krakelerede – som knust glas. Krig er kaos.
Bilkøen med flygtninge bevæger sig mere end 40 km ind i landet, og nogle har ventet i flere dage i uvished. De mindre heldige uden bil, men med deres liv i en kuffert, passerer os løbende. Usikkerheden er stor, for det går langsomt, og fremtiden er tåget. Lige nu virker det trods omstændighederne meget civiliseret, kun få vælger at skide på køen, men man gruer for, hvordan billedet vil ændre sig, hvis det først springer i luften. Bilerne har primært børn, kvinder og gamle i sig. Der er også få mænd, men de vil blive afvist ved grænsen, da de skal hjælpe med i kampen. Måske tager de en chance.
Usikkerheden, om vi kan gøre en forskel, er forduftet – disse mennesker bruger alle deres kræfter på at opretholde deres menneskelighed. Jeg bliver også rørt over dem, der takker nej til et måltid, så andre kan få i stedet.
Vores opgave er at uddele varm mad til passager i bilerne. Kun børn og gamle får – sådan må det være. Energien er overvejende apatisk, hvilket er en menneskelig reaktion på dette scenarie. Kun en gang i løbet af aftenen og natten ser jeg en, der græder. Det er et ældre ægtepar. Hun fryser i bilen, og får et af de tæpper vi har holdt maden varm med. Da hun derefter får stukket sin varme mad ind gennem bilruden, kan hun ikke holde tårerne tilbage og giver slip. Usikkerheden, om vi kan gøre en forskel, er forduftet – disse mennesker bruger alle deres kræfter på at opretholde deres menneskelighed. Jeg bliver også rørt over dem, der takker nej til et måltid, så andre kan få i stedet. Det er så uselvisk og smukt. Halvdelen af vores gruppe har hjulpet med til indkøb og etablering af køkken, hvor maden kan laves. Vi andre har fået mulighed for lidt tiltrængt søvn. At sove er et kæmpe privilegium, som man hjemmefra godt kan komme til at tage for givet – og vi har oven i købet en seng. Vi tager tilbage til grænsen ved 16-tiden, og skal i dag have uddelt det dobbelte end i går. Vi er klar! Det er så skønne inspirerende mennesker at være afsted med, livskloge og generøse.
Jeg føler mig så heldig over, at Jon og Karen så behovet og initierede denne tur, så jeg får mulighed for at blive mindet om, at jo mere man giver, jo rigere bliver man faktisk.
