Kiosk
En gruppe på seks personer bestående af gamle venner og nye bekendtskaber har taget turen fra Sydfyn i Danmark til Chisinau i Moldova for at hjælpe ukrainere tæt ved grænsen. Gruppen består af både en ex-soldat med krigserfaring, fotografer med erfaring fra kriseområder og en enkelt militærnægter.
De har samlet sig omkring ønsket om at gøre en forskel og er taget afsted i en to-bils-konvoj. Dette er tredje del af deres rejsebeskrivelse fortalt af Søren Laustrup.
Læs evt. del 1 og del 2 før du læser videre.
Jon, Zarko og Andreas har sammen med Ayat og Misha trukket det store læs med praktiske ting der skulle gøres og ordnes inden afgang i dag, mens Michelle, Kasper og jeg har fået lov at slappe lidt af og spise en god frokost. De er gode ved os. Vi spiser alle sammen lune moldoviske delikatesser ved en vejsidebod på vejen mod grænsen efter Misjas anbefaling. Sød dej med kylling vinder hos mig. Vores tanke skal også fyldes op. Salam, organisationens opstartsmand, kører på anden dag uden søvn, og har været i Odessa hele dagen for at hente to busser med flygtninge ud. Han bringer også beretninger om skyderier på vejen, og rygter om, at der er mange, der har brug for hjælp til at komme væk. Fx et helt børnehjem, der er gemt i kælderen på fjerdedagen uden mad. Hvordan Salam har kunnet køre i det tempo og intensitet i syv år er mig ubegribeligt og respektindgydende.
Der er flere ved grænsen i dag, men intensiteten er knap så hektisk. Det er dog sværere at komme forbi grænsevagterne, da der åbenbart har været snyderier med frivilligveste, så folk kunne komme igennem. Jeg undrer mig lidt, hvorfor de tjekker os på vej i den retning – men der er så meget, jeg ikke forstår her. Det er kun grænsevagtens øjne, der ikke er dækket af stof, og udtrykket virker faretruende på mig, selvom det nok også bare er, fordi det er skide koldt. Vi kan dog ingenting, før end vi får et go fra ham.
Vi har kun tre rullevogne og en lastbil fyldt med varer, samt en uendelig kø, hvor behovet bliver større og større, jo længere vi kommer ud af den. Sisifos har ikke levet forgæves.
Der er generelt meget ventetid forbundet med opgaven her, hvilket nok er forventeligt, da alt ændrer sig konstant. Og måske er det bare et livsvilkår som nødhjælpsarbejder, at man hele tiden har lyst til at gøre mere, hurtigere og tidligere, fordi opgaven er så vigtig og behovet så stort. Så der ligger en personlig opgave i at acceptere det muliges kunst og i stedet forsøge at fange en fælles vejrtrækning. Den første opgave bliver at give de folk, som Salam har hentet i Odessa, mad. De er nu i sikkerhed, og det mærkes tydeligt ved smil, øjenkontakt og stor taknemmelighed. Det er en god start på aftenen. Vi har kun tre rullevogne og en lastbil fyldt med varer, samt en uendelig kø, hvor behovet bliver større og større, jo længere vi kommer ud af den. Sisifos har ikke levet forgæves.
Der er ingen faresignaler i luften i forhold til os i aften, og det har måske også noget at sige, at vi selv er blevet roligere i opgaven allerede. Både flygtningene og politiet værdsætter vores indsats, og der er sågar en stor politimand med lune øjne, der spøger med, at vi hellere må håbe, at russerne ikke fortsætter, hvis vi ikke skal have fyldt Danmark op med ukrainere. Det føles rart med latter, selv situationen er, som den er. Jeg siger til ham, at de skal være mere end velkomne uagtet udfaldet.
I dag er det igen varm-ish mad og vand, vi deler ud. Mange spørger efter kaffe eller te grundet temperaturen, men det må blive i morgen. De er dog meget taknemmelige for vores gave, og der lyder “spaziba” fra de fleste bilvinduer, som vi bevæger os igennem rækken. Som vi kommer længere i køen bliver det mere sparsomt med lys, da folk formodentlig slukker bilerne for at spare på benzinen. Det åbner til gengæld op for en skyfri frostklar stjernehimmel, som jeg lige tager mig tid til at suge ind. Jeg har haft karameller med i lommerne til børnene, og har listet et par smil frem fra bagsæderne. Gad vide, hvad krigen gør ved denne generation? Da vi har tømt rullevognende, vender vi om.
Som vi returnerer til grænseovergangen, er det første, der toner frem, det malplacerede skilt, der med kraftig belysning proklamerer Duty Free Shop. Der var flere mænd i bilerne i dag, og jeg lader mig fortælle, at man kan betale 1500 euro for at passere. Det er ikke kønt, men det er pengenes magt sjældent. Vi er klar til en tur mere ud med mad, da vi kommer tilbage til vores minivan. Taknemmeligheden i deres øjne gør den beslutning nem, men Salam vurderer, at det er blevet for sent, og at folk sover. Vi har ikke nået at få al den mad ud i dag, som vi havde håbet på, men sådan skulle det ikke være i dag åbenbart. Let it be.
I dag tog turen hjem knap tre timer, og jeg kan fra bagsædet se Salams hoved hænge livløst på hans skulder. Det er som om Erics kærlighedsforhold til os er falmet lidt, efter vi har betalt det sidste af huslejen – måske var vores ting bare ikke ment to be. Vi flytter over i organisationens lejlighed i morgen formiddag (aka om fem timer).
…..
I dag er vi flyttet fra Eric ned i Team Humanitys hus, som ligger lidt ude fra centrum. Det er kæmpe stort og er lejet billigt af en rig familie, der allerede er stukket af. Det bliver et godt sted at lade batterierne op for kommende frivillige nødhjælpsarbejdere, når det først er blevet indrettet til opgaven. Jeg kan mærke, at såret efter Eric heler hurtigt, og tænker at endnu en morgenvækning med borehammer har fremskyndet healingsprocessen.
Vi er det første hold hernede, og er derfor også en del af etableringsfasen, som skal sikre, at fremtidige hjælpere kan være endnu mere effektive. Den del skaber måske ikke overskrifter, men er super vigtig og godt for at dæmpe et oppustet ego. For hvis krig er kaos, så må noget af medicinen hedde struktur og genkendelighed.
Det bliver en dag med alt for megen venten, hvilket er super frustrerende, men forståeligt. Salam og Ayat, der er organisationen, er simpelthen udmattede. Vi skulle have været tidligt afsted mod grænsen, men planerne er blevet lavet om undervejs, og der bliver i stedet handlet ting ind til huset – det skal også gøres. En lille organisation som denne kan rykke hurtigt ud og være meget fleksibel. Selvom Moldova efter sigende skulle være det land, der størrelsesmæssigt har taget flest flygtninge, så ser man endnu ikke de store organisationer her. I sådanne situationer er organisationer som denne guld værd. Ulempen er, at alle opgaverne – fra det praktiske til det organisatoriske – er på få hænder, og det trækker tænder ud – selv for ildsjæle.
Vi er det første hold hernede, og er derfor også en del af etableringsfasen, som skal sikre, at fremtidige hjælpere kan være endnu mere effektive. Den del skaber måske ikke overskrifter, men er super vigtig og godt for at dæmpe et oppustet ego. For hvis krig er kaos, så må noget af medicinen hedde struktur og genkendelighed.
I dag har vi bygget køjesenge til huset til hen ad aften. Den næste frivillige kommer i nat fra England, og næste uge kommer mange flere til fra hele verden. Man forventer op imod 1,5 million flygtninge, inden weekenden er ovre, så det her går nok ikke over foreløbig.
Det betyder, at basen skal være på plads, inden der for alvor bliver travlt.
Jeg kan godt forstå, at nogle bliver fanget af at arbejde i brændpunkter, for selv om det til tider er hårdt, så er der også en forløsende enkelthed over opgaven. Man kan på sin vis bare sætte autopiloten på hjælp, og så fortsætte til man segner. Vi kommer ikke til grænsen i dag, men skal med Salam ned i et lokalt sportscenter, der er blevet lavet om til transitsted for flygtede romaer. Det er ikke en opgave, der kræver mange hænder, og halvdelen af gruppen – dem, der er så heldige stadig at have en bil i landet – beslutter at køre mod Danmark nu i stedet for senere. Det giver god mening turens længde taget i betragtning, og der gives krammere og siges tak for denne gang. Hvor er der mange dejlige mennesker i verden.
Da vi kommer til sportscentret, står der romaer i klynger, rygende, snakkende og fabulerende. Selve sportscentret er fyldt med feltsenge, hvor familier ligger henslængt. Imellem sengene går folk rundt og snakker, og børnene leger. Det gør børn heldigvis. Stemningen er rolig. Romaæstetikken er et studie i sig selv. De møder verden med en nærmest konfrontatorisk ligegyldighed. Med deres farverige, flagrende og løse gevandter, fyldt med perler, broderier og paljetter, er de som taget ud af en gammelt eventyr. En markeret og voldsom makeup, fremhæver deres i forvejen karakteristiske træk. De er højrøstede i hele deres udtryk – i hvert fald kvinderne. Mændene er knap så eksotiske. De er som gruppe udskældt, og vi har flere gange oplevet, at der er blevet talt nedsættende om dem. Det er svært at høre på, og jeg ved ikke, hvad det bunder i. Lige nu er de bare mennesker i nød.
Det viser sig, at der er mad nok på stedet, så vi tager det med igen. Det kan uddeles i morgen. Vi har heldigvis flere fotografer med på turen, og dette rum er fyldt af fortællinger. Der knipses på livet løs. Vi er nogenlunde tidligt hjemme (kl. 1), og det bliver tid til turens første øl. Der er meget, der skal skyldes ned, og den smager fantastisk. I morgen tager vi tidligt til grænsen, hvis alt går vel, så vi kan bruge vores sidste kræfter der, inden vi også vender snuden hjemad.
…..
Antony Blinken, den amerikanske udenrigsminister, er i byen, og politiet var synligt repræsenteret overalt i byen i går nat på vej hjem. Godt med fokus på området. Det bliver tydeligt, at der er brug for alle slags kompetencer her for at løse denne komplekse opgave. Fra husorden, kørsel, dokumentation, organisering til de mere farefulde opgaver på den anden side af grænsen. Intet er vigtigere end noget andet, og intet kan stå alene. Det er forskellen, der gør os stærke – ikke det modsatte. Vi er alle unikke og del af den fælles løsning, og ingen indsats er for lille. Hermed en opfordring.
Der er noget modsatrettet i at spise og drikke så luksuriøst, sat over for den opgave, vi er i gang med at hjælpe med til at løse. Jeg bliver enig med mig selv om, at de to sider godt kan leve side om side. Livet er en kompleks størrelse.
Vi får ryddet huset op, og tager derefter ned på transitstedet fra i går, hvor vi smider mad af. Vi har nu fået selskab af Hussein, der har en lang historie med nødhjælpsarbejde fra verdens brændpunkter, og Salams gode ven. Det er Salam, der kører, hurtigt, aggressivt og rutineret – så han er i stand til hurtigt at komme væk fra farlige situationer, siger han. Godt, at have sine skills på plads.
Foto: Andreas Philippe Bauchy
I pausen inden grænsen, kører vi på restaurant med Misha. Han er den lokale fikser, og arbejder hårdt og konstant, og med en mildhed og ydmyghed, der er super klædelig. Vi ender med en overdådig middag, og oven i købet med et glas moldoviansk vin, som smager fantastisk. Der er noget modsatrettet i at spise og drikke så luksuriøst, sat over for den opgave, vi er i gang med at hjælpe med til at løse. Jeg bliver enig med mig selv om, at de to sider godt kan leve side om side. Livet er en kompleks størrelse.
Misha fortæller om sig og sine, og vi hører om lokale forhold, som for eksempel at der er et stort prorussisk mindretal på noget af grænsestrækningen. Der er ingen lige streger her. Det er et held, at både Misha og Jon snakker portugisisk, så vi kan se ind i sjælen på denne smukke mand. Sprog er en afgørende faktor hernede.
Efter måltidet insisterer Misha på at betale – det er skikken her, siger han, når man inviterer nye venner ud. Denne kulturelle gestus siger meget om dette gæstfrie og stolte land og er et turbokursus i moldoviansk kultur. Vi har nu en ven her, og det er pludselig hans liv, der er på spil, hvilket gør det ekstra følsomt. Jeg ser på Mishas kørekort, at han må køre i alt med en motor, hvilket jeg ikke tror, jeg har set før. Vi er i trygge hænder. Han har blandt andre ting også en vingård, viser det sig. Spurgt om han tager afsted, hvis russerne kommer, ryster han på hovedet, og siger, at han er klar til at kæmpe – om han så skal skyde med vinpropper. Der er følelse af splittethed i mig. På den ene side glæder jeg mig til at komme hjem til familie og venner, og samtidig er der en uforløsthed i at skulle forlade tingene i denne forfatning.
Vi venter nu på, at der kommer en ny bil, hvorefter vi kører til grænsen for at uddele varme drikke og kager. Det bliver sidste tur inden hjemrejsen, og vi har forhåbentlig nogle meningsfulde timer foran os. Vi er i dialog om, hvordan vi fortsætter arbejdet mest meningsfuldt, når vi kommer hjem. Men det vender vi tilbage om.
