Personligt indblik fra den ukrainske grænse: En næsten mennesketom grænse og en uforudsigelighed som gennemgående tema

En gruppe på seks personer bestående af gamle venner og nye bekendtskaber har taget turen fra Sydfyn i Danmark til Chisinau i Moldova for at hjælpe ukrainere tæt ved grænsen. Gruppen består af både en ex-soldat med krigserfaring, fotografer med erfaring fra kriseområder og en enkelt militærnægter.
De har samlet sig omkring ønsket om at gøre en forskel og er taget afsted i en to-bils-konvoj. Dette er fjerde og sidste del af deres rejsebeskrivelse fortalt af Søren Laustrup.

Læs del 1, del 2 og del 3 her.

Vi kører 2 1/2 time mod grænsen blot for at finde den næsten mennesketom. Kun et par biler og få gående mennesker passerer os, og ellers er det kun vagter, nødhjælpsarbejdere og en masse taxaer, der fylder billedet. Det er kontrastfuldt ift. de sidste par dages inferno og meget uventet. Jeg havde forventet et yderligere pres grundet den overhængende fare for bombningen af Odessa, som har svævet som en konstant trussel over byen de sidste par dage. Det skyldes efter sigende en ny regel, der betyder, at ukrainerne ikke må rejse efter kl. 18, grundet det øgede trusselsbillede. Mandag morgen siger de, at der vil være fyldt op igen.

Jeg har opgivet at forstå krigens logik. Uforudsigeligheden er dog et gennemgående tema. Vi tager et ungt par og deres to hunde med tilbage til Chisinau. Alexey er 30, Ann måske lidt yngre – de har en fem timers gåtur bag sig.

Der er selvfølgelig både sorg, forvirring og udmattelse at spore, men også en stor selvopretholdelsesdrift. De er stolte mennesker. Det er tydeligt.

De er kommet over grænsen ved at snige sig forbi de ukrainske vagter. Da de først er på den moldovianske side, går det nemt. De krammer på den anden side – flere gange. Deres kufferter er tunge og fyldt til bristepunktet, opdager jeg, da jeg lægger dem op bag i bilen. De er taget fra Odessa, hvor Alexeys mor er blevet tilbage i deres hus, da hun har svagt hjerte.

De har efterladt deres tredje hund for at holde hende med selskab. Hans blik bliver lidt sløret, da han fortæller det. Der er selvfølgelig både sorg, forvirring og udmattelse at spore, men også en stor selvopretholdelsesdrift. De er stolte mennesker. Det er tydeligt.

Alexey er stilladsarbejder og har blandt andet arbejdet i Sverige. Ann har aldrig været udenfor Ukraine, men ønsker at arbejde med børn. En arbejdstilladelse for at kunne arbejde mere i Sverige var i proces, da krigen startede – den proces er nu stoppet helt. Alexeys bror og dennes familie er allerede i Rumænien og på vej videre til Tyskland. Vores nye venner planlægger samme kurs. Anns mor bor i Moskva, men der er ikke kontakt til den del af familien, som åbenbart ikke køber historien om en krig i Ukraine. Jeg har svært ved at forholde mig til kompleksiteten. Og sårenes dybde.

Busholdepladsen, hvor de skal sættes af, er fyldt med busser med forskellige destinationer i Europa, men ingen til Tyskland før mandag. Det betyder, at de skal sove i et halvusselt værelse over natten. Vi tager dem med tilbage til vores villa i stedet, det føles rigtigere. Da vi vågner, laver jeg te, og snakker med Alexey og Ann. De siger blandt mange langt mere alvorlige ting også, at humor holder mørket stangen, og får kommunikeret en russerjoke, som vi griner lidt ad. Alvoren lurer bagved, men vi nyder momentet.

Vi er begyndt at undersøge muligheden for at skaffe bolig i Danmark, hvis de ønsker det. For Alexey er noget af det vigtigste, at han kan få lov til at arbejde med hvad som helst, så han ikke ligger nogen til last.

Vi ser instagramklip om de nyeste angreb på Odessa. Der har været raketangreb, og der er brændende, smadrede bygninger. Alexeys mor har fortrudt og vil nu også forsøge at komme ud. Der er rygter om, at traffickere stjæler børn ved grænsen. Vi spiser et ukrainsk æble, de har med hjemmefra. Det smager dejligt. Jeg ser også en hjemmevideo, hvor Alexey er i gang med at lave en molotovcocktail. Ann nynner stille i køkkenet, livet er svært at holde nede. Heldigvis.

Vi er begyndt at undersøge muligheden for at skaffe bolig i Danmark, hvis de ønsker det. For Alexey er noget af det vigtigste, at han kan få lov til at arbejde med hvad som helst, så han ikke ligger nogen til last. Misha kommer forbi med en farvelvin, og der bliver hentet pizzaer, før vi tager en taxa mod grænsen til vores bil. Der er snefnug i luften, og de skriver, at temperaturen kan falde ned til minus 15 grader i Ukraine den kommende uge visse steder.

Der er en lang kø, da vi ankommer til den rumænske grænse. Moldovitterne er også begyndt at forlade landet. Det viser sig, at det kun er en grænse for biler, hvilket vi selvsagt ikke har før om 1000 meter. No mercy! Vi spørger omkring, og det er kun, fordi Jon har 20 dollars i lommen til bestikkelse, at projektet lykkes. Rutineret.

Vi kører over i en bus med flygtninge på vej mod Bukarest. Som vores egen bil nærmer sig, kan jeg mærke, at mine følehorn trækker sig tilbage. Der er en tid for at trække vejret ind, og en tid til at puste ud – hvis man er så heldig.
Der er 30+ timers kørsel foran os, og jeg vil forsøge at lægge telefon og smøger til side og finde roen igen. Vi har besluttet, at vi fremadrettet ønsker at hjælpe med til at gøre det nemmere for andre at blive frivillig og bruge vores første vaklende erfaringer til at optimere organiseringen en smule.