“Jeg kedede mig. Når man vågnede skulle man på arbejde, så kom man hjem, spillede eller et eller andet. Og så gik man i seng. Nu sker der noget nyt hver dag”.
18-årige Tor fra Aalborg går på Egå Ungdomshøjskole. Her har han fordybet sig i E-sport og analog fotografi.
Til en start var Tor nervøs for om han ville få venner på højskolen. Men på andendagen tog en af de andre elever fat i ham og sammen gik de på rundtur og fik hilst på alle de andre elever. “Det brugte vi en hel dag på. Og så lærte jeg alle at kende”.
Foto, musik og E-sport har åbnet Tors øjne, men det er det sociale, som har skabt den største forandring for Tor. “Jeg er blevet klogere på hvad jeg skal, det åbner op for mange døre – stier man kan tage, men det mest betydningsfulder der er sket er at jeg er blevet gladere. Og jeg har lært at være sammen med mennesker. Nu er jeg ikke bange for at banke på en dør.”
Se mini-portrættet af Tor og se andre portrætter her på Kiosk. – Mød f.eks. Hadeel, som er blevet mobbet det meste af sit liv, men på Nordfyn fandt et sted med plads til forskellighed.