Anna Leonova: ‘Jeg savner ikke mine venner’

LYT TIL LEONOVAS PERSONLIGE FORTÆLLING HER

TEMA: Kiosk har i denne uge været i kontakt med C:NTACT, der laver dokumentariske teaterforestillinger og fortællinger med udgangspunkt i oplevelser fra forskellige personer. Anna Leonova er en af dem, der medvirker i den aktuelle forestilling ‘En som dig’. Læs Leonovas personlige beretning om temaet ensomhed lige her.

Jeg savner ikke mine venner – det er en overbevisning, der ikke matcher den, vi ser på de sociale medier for tiden. For det er meningen, at jeg skal savne dem og den fantastiske hverdag, jeg havde før pandemien. Men det gør jeg ikke. Det fandt jeg ud af for et par uger siden, da jeg som ofte før sidder og lytter til de snart ikke så nye nyheder om, hvordan ungdommen mistrives som aldrig før.

Overskrifterne ruller henover skærmen ”Jeg savner mine venner,” ”Unge har aldrig følt sig mere ensomme,” ”Ensomheden gør det svært for de unge at trække vejret.” Ironisk nok føler jeg, at jeg først rigtig trak vejret, da landet lukkede ned.

Nu fik jeg tid til at fokusere på mig selv. For i en tid hvor sygdom og død fyldte mere end nogensinde før, blev jeg mindet om, hvor kort livet er. Netop i det moment gik det op for mig, hvor ensom jeg var.

Min ensomhed var ikke den, som medierne formidler, for jeg var ikke alene. Jeg var i den store corona-boble med mine nærmeste venner. Gode venner, som jeg har kendt siden de små klasser. Venner, som altid har respekteret mig og behandlet mig ordentligt. Venner, som jeg elsker. Derfor det var så forsurende for mig at indse, at jeg var ensom i deres nærvær. Der er intet galt med dem, men vi er vokset fra hinanden.

Nu er deres stemmer som ekkoer inde i min hjerne, som sad jeg i et glasbur og hørte på dem. Hvorfor skete det her?
De var jo mine bedste venner, og jeg ved godt, at de ikke vil mig noget ondt. Men deres ord, banaliteter og hyggeracisme ramte mig. Vi går jo ikke i folkeskole længere, og vi er begyndt at danne vores meninger om den verden, vi lever i.

Nu er deres stemmer som ekkoer inde i min hjerne, som sad jeg i et glasbur og hørte på dem. Hvorfor skete det her?

Men her på Sydsjælland, hvor jeg bor, er det, som om tingene ikke rykker sig særlig meget. Det var også derfor, jeg ikke ville dømme mine venner, for de ved måske ikke bedre. De har bare hørt, hvad deres omgivelser mener om hjemløse, om kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandrere, Inger Støjberg, homoseksuelle, transpersoner, miljøet, Greta Thunberg og #metoo. De havde deres meninger om, hvordan man skal gå rigtig klædt, og hvordan man skal være cool. Et billede, jeg ikke passede ind i. Og den dag landet lukker ned, er jeg pludselig fanget i en lille boble med dem og deres småfascistiske overbevisninger.

Jeg druknede i det. Jeg kunne ikke få luft i den boble. Samtidig med at medierne brægede om, hvor meget vi unge mennesker savner vores venner, valgte jeg at isolere mig fra mine. Jeg stoppede med at se dem, afinstallerede alle mine sociale medier og begyndte at skrive digte. Pludselig blev forskellen på ensomhed og alenehed ubeskrivelig stor.

Før regeringen lukkede landet ned, kørte jeg mit liv på autopilot i et ubeskriveligt højt tempo. Det var en ubehagelig tilværelse, det ved jeg nu. Når vi italesætter tiden før Corona, lyder det, som om vi alle havde det perfekte liv, en perfekt hverdag, det perfekte job og de perfekte relationer, tingene kørte bare. Livet var perfekt, inden landet lukkede ned. Det er en følelse, jeg desværre ikke længere genkender.

Jeg ved ikke, om jeg er pessimistisk, eller om folk har tendens til at romantisere tiden før Corona. Men jeg ved, at jeg ikke savner min hverdag og desværre var vokset fra mine ellers så gode venner.

Så da jeg sad der og lyttede til nyhederne og kom frem til alle disse konklusioner, tog jeg også en beslutning. Jeg skal ikke tilbage til min hverdag og den omgangskreds, jeg ellers troede, jeg trivedes i.

Så nu flytter jeg til København helt alene og starter på ny. Jeg flygter. Det er et stort spring væk fra min hverdag her nede på Sydsjælland, men jeg føler ikke, jeg har et valg. Jeg kunne ikke få vejret i den coronaboble, så nu vil jeg bryde ud og lade boblen briste.

Du kan læse om C:NTACTs forestilling En som dig her