in , ,

Christian: Ensomhedens mørke skub

LYT TIL CHRISTIANS PERSONLIGE FORTÆLLING HER

TEMA: Kiosk har i denne uge været i kontakt med C:NTACT, der laver dokumentariske teaterforestillinger og fortællinger med udgangspunkt i oplevelser fra forskellige personer. Christian er en af dem, der medvirker i den aktuelle forestilling ‘En som dig’. Læs Christians personlige beretning om temaet ensomhed lige her.

Det er aften. Jeg sidder endnu engang alene i min lejlighed. Selvom jeg har socialiseret i løbet af ugen, så begynder ensomheden alligevel at krybe frem igen. Følelsen er dog ikke noget nyt for mig, da min historie om ensomhed går langt tilbage til min barndom.

For når man er barn og introvært, er fortællingen om barndommen ikke de fantastiske frikvarterer, hvor man løber ud i skolegården og leger med dem, der nu er. Nej – når man er barn og introvært, så knytter man sig til nære relationer og får få gode venner.

Én efter én flytter mine få, men nære venner fra skolen. Og alene står jeg tilbage i frikvartererne. Jeg begynder at lege og snakke med mig selv for at få tiden til at gå – noget de andre ikke kan forstå.

Mærkelig, mener de om mig. Underlig, siger de om mig. Retarderet, kalder de mig.

Jeg lukker mig mere ind i mig selv. Mit største ønske er at være usynlig, så de kan lade mig være i fred. Netop at være usynlig er min strategi, da jeg efter længere tids mobning skifter skole. Ethvert kontaktforsøg fra min nye klassekammerater, der rammer min mur, lukker jeg helt ned. Jeg får fred. Endelig!

Men jeg finder hurtigt ud af, at freden bliver for meget, i det at jeg føler ensomheden endnu mere. Som tiden går, bliver mine tanker mørkere og mørkere. De mørke følelser i mig tager over, og jeg vælger at kravle op i et af klassens vinduer. En ubeslutsom følelse ruser i mig, mens jeg står på karmen og stirrer ned i skolegården.

Skal jeg tage springet ud – eller stopper jeg her?

Tankerne kører rundt i mig. Jeg tænker på min familie derhjemme og det savn og den sorg, de kommer til at føle, når jeg tager det næste skridt. Jeg tænker på min mor og den kærlighed, hun giver mig, mens jeg lukker øjnene og mærker vinden ramme mit ansigt.

Midt i mit tankemylder bliver jeg afbrudt af en klassekammerat, der spørger, hvad laver du?

Jeg vågner op.

I dag er jeg 25 år, men ensomhedens mørke skikkelse fra barndommen har sat sine mærker. Hændelsen i vindueskarmen var den første af mange, hvor mine destruktive tanker tog overhånd. Men med hjælp fra familie har jeg lært at se min ensomhed i øjnene fremfor at flygte fra den. Jeg er blevet en del af Ventilen Danmark, som er et fællesskab for unge, der føler sig ensomme. De skaber et trygt rum, som giver mig gode oplevelser med jævnaldrende, og skaber døre og genveje til den mur, som altid har været så svær at trænge igennem.

Jeg ville nok ikke sidde her i min lejlighed i aften, hvis jeg ikke fik hjælp udefra. Mit opråb er derfor, at hvis du fornemmer, at en person er ensom, så lov mig, at du ikke holder dig tilbage for at række ud efter vedkommende. For hjælpen fra min familie og Ventilen har været alfa omega.

Og til dig, der er ensom; du står ikke alene. Tal med dine nærmeste, for det er ikke altid, at de ved, hvad du føler, og hvilke tanker du går rundt med.  

Du kan læse om C:NTACTs forestilling En som dig her

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Kiosk

Skriv et svar