Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Kulturministerbashing og holdånd – kom med Karen Dich til Reumertfest

I overført betydning var der både skulderskub og spark over skinnebenet til kulturministeren, da Reumert-priserne blev uddelt. Kom med Karen Dich til Reumertfest.

Karen Dich, journalist og dramatiker

Joy Mogensen havde en svær aften, da Reumertpriserne blev uddelt. Det har også været et svært år for dansk scenekunst. Teatrene har været lukket. Festerne har været aflyst. Men søndag aften samledes teaterskoleelever, skuespillere, anmeldere, teaterdirektører, politikere og kulturjournalister i Odeon i Odense, klar til (mundbindsbærende, sektionsopdelt og efterfestfri) fejring af scenekunsten ved Årets Reumert.

Jeg, der sætter mig på flere stole som både kulturjournalist og dramatiker, deltager også. Og jeg må hellere varedeklarere: Selv var jeg i den heldige situation, at ’min’ forestilling, Kussesumpen 2, faktisk fik premiere i efteråret og dermed fik et (coronabegrænset) publikum. Forestillingen er dog ikke nomineret til nogle af aftenens priser, så i stedet forsøger jeg at snige mig langs panelerne, godt gemt bag mit mundbind og beskrive aftenens gang for jer.

Værterne ved Reumertprisen Amalie Dollerup & Andrea Heick Gadeberg. Foto: Lasse Lagoni

Fornyelsens kunst

Det er ikke kun restriktionerne, der gør aftenen anderledes. For første gang uddeles Reumertprisen ikke i København, men derimod i Odense. Det vil sikkert glæde den deltagende kulturminister: Sådan en udflytning er jo helt i tråd med regeringens politik og provinsromantik.

Juryen, der uddeler de røde glasstatuetter (som den ene af aftenens værter flere gange gjorde opmærksom på har en vis lighed med sexlegetøj), har fået fire nye medlemmer, ligesom der i år uddeles to helt nye priser, herunder en for årets digitale forestilling.

Teateråret 20/21 har tvunget teatrene til at tænke ud af boksen, eller måske snarere ind i den boks, vi kalder vores computer eller vores mobiltelefon. Der er blevet lavet digitale forestillinger, og Årets opera Intet på Det Kongelige Teater fik også et langt større publikum ad den digitale vej, end den ellers ville have fået i salen.

Men hvor meget forandring er der egentlig sket? Selve showet virkede bedaget med stepdans og trætte revy-vittigheder om strabadserende zoom-møder og vanskelighederne ved at spille teater med mundbind på. Tildelingen af priser viste heldigvis en anden slags mod.

Døde forestillinger lugter ikke

En del af showets vittigheder var på bekostning af kulturminister Joy Mogensen. Fx konstaterede værterne tørt, at det endelig var lykkedes at lokke ministeren til at deltage i et arrangement, der ikke var en sportsbegivenhed. Selvom de samtidig påpegede at »Teater faktisk er også en holdsport«.

Man kunne så henholde, at et prisshow af denne type er ufarlig scenekunst på linje med de musicals, som ministeren tidligere har udtrykt sin store begejstring for.

Det er næppe en hemmelig, at kulturministeren ikke er i kridthuset i teaterbranchen, der er blevet stedmoderligt behandlet under corona-nedlukningen. Og det blev da også tydeligt, da der blev præsenteret en kort mindehøjtidelighed for alle de forestillinger, der har haft premiere for tomme sale for at være berettiget til kompensation. En kompensation der, påpegede de to værter igen, er småpenge sammenlignet med minkbranchen. Men så lugter døde forestillinger selvfølgelig heller ikke, når de bliver gravet frem igen.

Det viste Aarhus Teater, der optrådte med et uddrag af forestillingen Vita Danica, som skulle have haft premiere i vinter og nu får det i denne uge i stedet.

Men til trods for stikpillerne mod ministrene og en modvilje, der kunne spores helt fra scenen til de dørmænd, der hviskede om, at de ikke ville lukke hende ind. (En af fordelene ved at ankomme alene til prisfest er, at man kan lytte til den slags samtaler).

Hyr Tue Beiring som taleskriver

Men ind kom ministeren alligevel. Hun skulle uddele årets anden nye pris, Årets Teater. Joy Mogensen præsenterede en floskelfyldt tale om det gode forhold mellem hende selv og brancher, hvor man både kunne respektere og udfordre hinanden. Talen var så indholdsløs, at ingen ville kunne huske den, hvis ikke hun var blevet afbrudt af tekniske problemer med en mikrofon, der gjorde, at salen pludselig ikke kunne høre noget. Det føltes næsten symptomatisk, da salen næppe gad høre, hvad hun sagde alligevel.

Denne anmeldelse skal nok sikre mig, at jeg igen får ministerens særlige rådgiver på nakken. I så fald vil jeg foreslå, at ministeriet ansætter en taleskriver, der kan få Joy Mogensen ud over scenekanten?

Det kunne evt. være Tue Beiring – selvom vi også har meget brug for ham i teaterbranchen – der holdt en helt forrygende tale om iscenesættelsens magi, da han vandt årets særpris. Fortjent vandt han også prisen for Årets Forestilling med My Deer Hunter, der gav stemme til PTSD-ramte soldater.

Tue Beiring, Foto: Lasse Lagoni

Et hold uden anfører

Måske skal teaterbranchen ansætte Beiring som spindoktor for den lobbyorganisation, der i så høj grad er brug for. For mens der nok faldt nogle spydigheder mod ministeren under showet, så er det ikke lykkedes teaterbranchen at råbe ministeren op det sidste år.

Der blev grinet i salen, da nogen nævnte de festende fodboldfans i Brøndby, men virkeligheden er jo, at fodboldklubberne har fået lov at have tusindvis af fans på stadion, fordi de overbeviste politikerne om, at de godt kunne overholde retningslinjerne (hvilket de så ikke kunne). Den slags gennemslagskraft er – desværre – stadig svært at få øje på hos teatrene.

Teater er en holdsport blev det gentaget igen og igen. Ingen ville for alvor tage imod en pris for deres egen præstation, alle huskede at takke holdet – også det tekniske – bag den givne forestilling. Festen var på alle måder præget af en dejlig følelse af fællesskab. Da Momentum blev Årets teater, lagde direktøren vægt på, at enhver solgt teaterbillet, uanset hvor i landet den blev solgt, er en sejr for os alle.

Teater er i sandhed en holdsport, og i Odeon var holdånden stærk. Men den holdånd er ikke meget værd, hvis den ikke kan veksles til indflydelse – fx på ministerens beslutninger.

What do you think?

Written by Kiosk

Skriv et svar