Lari Osmane
Jeg hedder Laraiba – i dagligt tale Lari aka Mor. Jeg er lige fyldt 33 år, og til dagligt servicerer jeg tre børn på 13, 5 og 3 år, som jeg er alene med 24/7 all day, all night.
Jeg er oprindeligt fra Ghana og kom til Danmark som 8-årig med min far, som desværre døde kort tid efter min ankomst pga. sygdom. Herefter blev jeg en del af en dansk familie i mere end 25 år, som min far havde giftet sig ind i, inden jeg kom til Danmark.
Livet her har ikke været en dans på roser hos min danske familie. Min opvækst efter min fars død var præget af en dysfunktionel familie, hvor alkoholmisbrug og psykisk vold blev en del af min hverdag bag det pæne ydre. Bevares, der var også gode øjeblikke…
Det er fire år siden, jeg måtte tage det svære valg at kappe båndet til mine danske “forældre“. Senere fulgte resten af familien med, og det blev starten på min traume- og healingproces. Det kommer jeg mere ind på.
I sidste uge delte jeg på min Instagramprofil dette:
“Talking about mental health is not attention seeking.
People die in silence everyday due to this judgement and
then people finally say “I wish they spoke up.” We live in a
society that stigmatises mental health but mourns suicide.”
Og jeg fik 20 reaktioner på det. 20!!! På en lille profil som min … Det var tankevækkende, at så mange følte, det var forbudt og forkert at snakke om psykisk sårbarhed generelt. Og det fik mig til at skrive dette indlæg.
De oplevede det – ligesom jeg selv – som om vi søgte opmærksomhed. Det gjorde vi også … Opmærksomhed fordi der er “noget galt“. Men det bliver for mit eget vedkommende ofte misforstået med opmærksomhed, og så vil ingen lytte, og jeg bliver “for meget“.
Den værste følelse, jeg nogensinde har oplevet, var, da HELE mit netværk af, hvad jeg troede var venner og familie, tog afstand til mig, da min verden væltede, og jeg havde allermest brug for at blive lyttet til. Jeg har aldrig følt mig så lidt værd som menneske i den tid. Jeg følte, at jeg var en skuffelse, fordi jeg valgte at snakke om det, i stedet for at beskytte min danske familie. Jeg følte mig som gift, man skulle undgå.
Det kunne have gået SÅ galt for mig, hvis ikke jeg havde børn at kæmpe for.
Man skal tale, men til de rigtige mennesker. For ens egen skyld.
JEG tier ikke stille og lader, som om intet er sket. Jeg tier heller ikke stille, når mit barn spørger undrende til andre menneskers adfærd. Jeg tier ikke stille, når “omverden” en sjælden gang spørger ind til mig og min tunge bagage. At tie stille er for mig som at blive set, som om jeg er problemet. Når jeg tier, vil jeg give andre magt til at præsentere sig selv som noget, de ikke er.
Jeg tier ikke, fordi samfundet skal vågne op! Advares mod de grumme konsekvenser af et skidt mentalt helbred og være i et miljø, hvor psykisk sårbarhed ikke bliver taget alvorligt nok!
Jeg tier ikke, fordi der har været tavshed og “tys tys og fordækt” længe nok. Udover at bryde tabuer og lade andre vide, at de IKKE er alene om at kæmpe sig op fra dybet til lyset igen med psykiske op- og nedture, diagnoser mm.
Jeg tier ikke, fordi det hjælper mig til at heale og sætte ord på den sorg og de traumer, jeg bar rundt på i mere end 20 år, fordi jeg ikke turde – og var flov over – at folk skulle vide, jeg kæmpede med min psyke. Flov, fordi jeg troede, jeg var unormal. Jeg kom fra en dansk familie, hvor det at snakke om følelser og svære ting ikke eksisterede.
Jo mere jeg italesætter mine traumer og oplevelser, jo nemmere bliver det for mig at være i det uden at blive så mentalt påvirket og tricket i min hverdag.
Men tid er underordnet, når du bærer rundt på tung bagage fyldt med ubehandlede traumer. Du lærer at leve med dem, men traumer bliver lagret i din krop, så hvis du ikke får hjælp til at bearbejde eller tale om det, så vil din krop opleve dine traumer igen og igen, når du står overfor en genkendelig og ubehagelig situation. På den måde vil dine traumer have en vis “kontrol” over dig.
Så bryd tabuet: SNAK OM DET! Også selvom det føles forbudt og forkert! Du er din egen lykkes smed. Ingen kommer og redder dig fra et dårligt mentalt helbred. Det skal komme indefra – fra dig. Du fortjener alt det bedste i dit liv.
5 gode råd til dig, der vil hjælpe med at bryde tabuet om psykisk sårbarhed:
Sig det, som det er.
Er du pårørende? Eller bare en ven til en psykisk sårbar? Ønsker du at støtte din relation? Så sig det, som det er. Fortæl, at du er bekymret og hvorfor. Når du spørger ind til os psykisk sårbare, giver du mulighed for at lade os åbne op om, hvordan vi føler og tænker. Det kan nogle gange være lettere end selv at skulle åbne op og række ud.
Pres os ikke.
Gør det klart for os psykisk sårbare, at du er her, hvis der er brug for en snak eller hjælp. Pres os ikke, hvis du fornemmer, at det er ubehageligt at være i, men omvendt må du gerne være lidt insisterende eller påtrængende, for hvis du oplever at blive afvist af os, kan det være af frygt for at åbne op og måske blive dømt eller set anderledes på og ikke nødvendigvis, fordi vi ikke har lyst til en snak.
Vær tro mod dig selv og dine følelser.
Vær ikke bange for at sige eller gøre noget forkert, hvis du er den psykiske sårbare, men også til dig som pårørende. Tavshed og ensomhed er nemlig langt værre. Erkend, hvis du oplever, at det er svært at snakke om eller svært at være i. Min erfaring er, at det er meget bedre at sige noget end at lade være.
Giv ikke op.
Lad være med at trække dig, hvis du bliver mødt med manglende forståelse eller afvisning. Det er desværre en helt normal reaktion fra dem, der ikke kender til psykiske lidelser og forstår dem. Se hellere på det som uvidenhed i stedet for at vende det indad. Søg videre, og du vil møde nogen, som netop forstår dig og kan hjælpe dig.
Udvid din viden omkring psykisk sårbarhed.
Der findes meget viden i både bøger og på sociale medier. Det kan hjælpe mange at skille fordommene om psykisk sårbare fra fakta, og det kan være en rigtig god ide for din egen skyld, så du føler dig bedre klædt på til at snakke om din psykiske sårbarhed eller lettere for andre at forstå den/din og vores adfærd, som vi udviser i vise kritiske og utrygge situationer.
Vær nysgerrig og lyt.
Tro ikke, du kan løse dine venner eller families psykiske problemer. Det er ikke din opgave/dit ansvar, og der er heller ingen, der forventer det af dig. Vær i stedet nysgerrig og spørg ind til, hvordan har de det. Lyt, vis interesse og tilbyd din støtte og hjælp. Vi har alle brug for at vide, at nogen er her for os.
Namaste – Lari 🌱
