Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Er e-sport en sport?

Jeg har altid haft fordomme om gamere. Fordomme om esport som sport. Er det egentlig en sport? Jeg har selv to brødre, som bruger meget tid på at spille diverse spil – og faktisk ligefrem har købt lejlighed med plads til et såkaldt “gamer-room”. Jeg har set, hvordan computerspil pludselig bliver alt. Hvor svært det er at løsrive unge drenge fra en computerskærm.

Nyt afsnit af Det sociale Dilemma

Men så hørte jeg podcasten Det sociale dilemma med Mia Ben-Ami. Denne uge med fokus på gaming. Mia Ben-Ami havde inviteret gæsterne Jesper Fries Pedersen, sportspsykologisk konsulent, som arbejder med game/life-balance, talentudvikling, sundhed og mental træning inden for esport og Mark Kristensen, der er formand for Sørby Esport med 50 trænere under ham. Afsnittet rummer alt fra fordomme, udfordringer og det generelle miljø omkring esport. Normalvis var jeg nok hoppet let og elegant hen over sådan et afsnit – det har jo ikke noget med mig at gøre. Men jeg tænkte, at jeg lige kunne give det et lille lyt alligevel – måske det faktisk ville afkræfte mine fordomme om den traditionelle gamer.  

Men lige som så mange andre var hun i tvivl om, hvor grænsen egentlig lå? Hvor meget måtte han spille?

Mange dilemmaer blev taget op i løbet af afsnittet. Det var ikke kun bekymrede mødre, som skrev ind (- det troede jeg ellers), men der var også en ung gut, der skrev ind. Han ville bruge afsnittet til at overtale sin mor til, at han kunne få lov til at dyrke det her – altså ligesom en almindelig sport. Og her gik det hurtigt op for mig. Det er virkelig en anden tid. Der findes unge mennesker derude, som er lige så passionerede omkring gaming, som jeg eksempelvis er omkring min træning.

Hør episoden her: Hvordan får jeg mine forældre til at tage min drøm om e-sport seriøst? Det sociale dilemma – Gaming edition

Hvor går grænsen?

Cirka 40 minutter inde i programmet kom tredje dilemma, som virkelig vakte min interesse. En mor skrev ind, fordi hendes introverte søn ikke ville lege med sine kammerater fra skolen. Det lå bare ikke i hans interesse. Til gengæld lyste han fuldstændig op, når han sad foran computeren og snakkede med de andre. Men lige som så mange andre var hun i tvivl om, hvor grænsen egentlig lå? Hvor meget måtte han spille?

“Han er ikke introvert” kom det klokkeklart. Mark sammenlignede det med hans egne oplevelser til fodbold: “Jeg har aldrig været særlig god til fodbold, så jeg gik ikke til fodbold. Hvis han får lov at gøre noget, som han virkelig brænder for, så skal I se ham blomstre”.

“Vi skal alle have en fælles tre”

Jeg oplever, at ovenstående dilemmaer er rimelig gennemgående for forældre til gamere. Især i forhold til det samfund, som vi lever i, hvor esport er voksende – og desuden godt betalt, hvis man bliver virkelig dygtig. Heldigvis var der hjælp at hente. Mia nåede næsten ikke at afslutte dilemmaet, før den Mark udbrød: “Han skal i en esportsforening”. Svaret kom som skidt fra en spædekalv. Jeg føler mig egentlig rimelig oplyst, men begrebet “esportsforening” var nyt for mig. Jeg har aldrig hørt om det – til gengæld giver det god mening. Mark fortsatte: “Vi skal have en fælles tre. Noget, som vi alle sammen går op i”. Og det er her esportsforeninger kommer ind i billedet. En forening – ligesom vi kender det fra eksempelvis fodbold – hvor de danner mennesker. Hvor unge gamere møder hinanden, ser hinanden i øjnene. Taler om deres fælles interesser. Et sted, hvor de lærer at anerkende, vise empati og samarbejde. Med andre ord kan unge – og ældre – mennesker komme i en esportsforening og blive ‘dannet’, som Mark så fint kaldte det. “Han er ikke introvert” kom det klokkeklart. Mark sammenlignede det med hans egne oplevelser til fodbold: “Jeg har aldrig været særlig god til fodbold, så jeg gik ikke til fodbold. Hvis han får lov at gøre noget, som han virkelig brænder for, så skal I se ham blomstre”.

Jeg forstår godt fodboldreferencen

Og helt ærligt. Han har jo ret. Fodboldreferencen fangede mig hurtigt. Jeg gik selv til fodbold, da jeg var lille. Jeg var ikke dårlig. Jeg var heller ikke virkelig god. Jeg mestrerede det egentlig fint. Men jeg var ikke bidt af det. Jeg er da vendt tilbage til det i ny og næ, men med crossfit er det noget helt andet. Jeg elsker det. Jeg er sjældent blevet væk fra “træning”, og det er jo, fordi jeg er god til det. Jeg er overbevist om, at det i højere grad er sådan, at forældrene skal se på det, hvis deres børn kommer og fortæller, at de gerne vil gå til esport.

Sporten kræver så vidt jeg har forstået: Disciplin, træning og samarbejde. Det tror jeg de færreste ved – eller tænker over. Men jeg tror dog, at de fleste ønsker, at deres barn lærer netop dette. Og her tror jeg i øvrigt også, at esportsforeninger er perfekte til formålet.  

Forældrenes rolle

Og det bringer mig videre til det næste – og hvis ikke største – problem i hele det den her esportsverden. Forældrene. Jeg har aldrig hørt, at nogen skulle overtale sine forældre til at måtte gå til fodbold. Men hvorfor skal man så overtale sine forældre til at gå til esport? Sporten kræver så vidt jeg har forstået: Disciplin, træning og samarbejde. Det tror jeg de færreste ved – eller tænker over. Men jeg tror dog, at de fleste ønsker, at deres barn lærer netop dette. Og her tror jeg i øvrigt også, at esportsforeninger er perfekte til formålet.  

Forældrene skal snakke sammen

I forbindelse med dilemmaet fortæller Mark om statistikker, som faktisk fortæller, at de fleste drenge spiller computer. “Så jeg tror, de kender til problemet”. Og med “de” mener han de andre forældre. Og det er jo en god pointe. Hvis de fleste har en søn eller datter, som ’gamer’ meget, så forestiller jeg mig, at de alle sammen sidder med de samme problematikker – såsom: hvor går grænsen? De fleste i den nye generation er jo vokset op med computer, sociale medier og andre digitale muligheder. Derfor burde samfundet også indrette sig efter de muligheder. Undersøgelser viser jo faktisk, at omtrent 730.000 unge gamer 3-4 gange i ugen eller mere[1]. Og eftersom det er de unge, det drejer sig om, så synes jeg, især folkeskolerne burde indrette eksempelvis forældremøder efter det. Som Mark også foreslår i dilemmaet: ”Der burde være en forælder, der lige stillede sig op og spurgte de andre, om de havde de samme problematikker – for det er der helt sikkert”. Ved at tale om det, tror jeg også, at forældrene sammen kan gøre hinanden klogere, og så kan vi nedbryde fordomme samt tabuer om esport. Eksempelvis når forældre siger nej til at lade deres børn ’game’, fordi de er bange for, at de (for)bliver introverte af det. I bund og grund handler det jo ikke om, hvad dit barn laver – det handler vel i højere grad om, hvorvidt han er glad, motiveret og god til det, han laver – eller i hvert fald forsøger at blive det. Passionerede unge er en gave til samfundet, og det tror jeg, vi fortsat skaber, hvis taler og oplyser hinanden om de muligheder, som samfundet tilbyder til den enkelte.  


[1] https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gamer-norden-er-foraeldet-corona-har-bredt-esport-ud-til-flere?publisherId=13242838&releaseId=13625708

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Line Ingrid

Jeg er en 23-årig kommunikationsstuderende og er netop ved at færdiggøre min bachelor i Dansk. Udover at være studerende, er jeg også studentermedhjælper hos Kiosk. Jeg interesserer mig for kommunikation, sprog og retorik. Jeg har ofte en holdning til den aktuelle debat og giver gerne mit besyv med. Min tilgang er ofte at finde en tredje vinkel, hvilket er et udfordrende ’skrive-mål’. Jeg er dog overbevist om det sunde i, at se tingene fra andre sider, end de to sider, som medierne ofte stiller op som modsætninger. Jeg elsker at bryde tabuer, og håber derfor, at jeg med tiden også kan give mit bidrag til dette. Jeg er ærlig, ufiltreret og nysgerrig. Mit håb er, at I vil tage godt imod mine indlæg. Dernæst håber jeg, at I vil være med til at udfordre mig, og hinanden, gennem en god debat og nye synspunkter – hvem ved? Måske kan du og jeg faktisk udvide vores horisont.

Skriv et svar