Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Smertensbørn – Vores børn mistrives!

For et par uger siden faldt jeg over et program på TV2. “Smertensbørn” hed det. Programmet skildrer hverdagen på en skole på Vestsjælland, hvor man hen over et skoleår følger en almindelig folkeskoleklasse. Dokumentaren viser, hvordan folkeskolelæreren kæmper hver dag med at få børn til at sidde stille, gøre plads til de andre og samtidig forsøger at lære fra sig. Jeg var mildest talt målløs. Og min første tanke var: “Jeg skal ikke have børn i den offentlige folkeskole, det er stensikkert”. 

Dokumentaren kritiserer især inklusionsreformen fra 2012. Her blev det vedtaget, at børn med særlige behov skulle i samme klasse som børn uden. Og det har siden hen skabt mange udfordringer, som efter min opfattelse påvirker elever og lærere. Det er som udgangspunkt ikke et problem, at et barn har udfordringer. Det er et problem, når barnet ikke får den rette undervisning og hjælp, som giver de bedste forudsætninger for barnet og læreren. Det er der tydelige eksempler på i dokumentaren, hvor man følger en dreng med store udfordringer som følge af lige netop de manglende ressourcer til at hjælpe ham.

Jeg vil ikke lyve. Min første tanke efter at have set dokumentaren var: “Mine børn skal i privatskole”.

Vores børn mistrives! 

I dokumentaren præsenteres man for skræmmende statistikker, der viser, at børn mistrives som aldrig før. Seks gange så mange børn får en depression. 10 gange så mange børn bliver diagnosticeret med ADHD, og seks gange så mange børn har angst. Det er fuldstændige sindssyge tal. Dokumentaren blev sendt første gang den 11. november, og jeg har sidenhen ikke oplevet særlige reaktioner på dette. Måske fordi verden lige nu holder vejret med et sundhedsvæsen, som har brug for hjælp, og en pandemi, der ikke har planer om at stoppe. Men jeg tillader mig alligevel at tilføje denne sag til listen over vigtige sager. Vores børn mistrives, verden. Kom nu! 

Jeg vil ikke lyve. Min første tanke efter at have set dokumentaren var: “Mine børn skal i privatskole”. Men i forbindelse med mit indlæg har jeg snakket med en skolelærer på en privatskole. Og den snak har kun afkræftet mine fordomme om privatskoler.  

Redaktionen kender denne lærers identitet, men hun ønsker at være anonym. I mit indlæg omtaler jeg hende som “min kilde”. Hun bliver dermed ikke omtalt ved navn i dette indlæg. Hun har været sygemeldt med stress siden efteråret, men er netop begyndt at arbejde stille og roligt igen.  

For store arbejdsbyrder i den offentlige sektor 

Jeg læste tilmed en undersøgelse for nylig, som belyser, at andelen af læreruddannede, der finder job uden for folkeskolen, har været stigende siden 2014. Dengang var det 35,3 pct. Af dem, der i mellemtiden har forladt folkeskolen, har flest fundet arbejde på en friskole. 

I undersøgelsen var den store arbejdsbyrde en stor del af årsagen. De ansatte oplevede, at de ikke fik løn for al den forberedelse, som de blandt andet havde efter skole. Blandt andet oplevede en lærer, at det kun var muligt at løfte opgaven, hvis de var villige til at arbejde 10-15 gratis timer om ugen. Og selvom min kilde oplever at få tillæg for en del af sit overarbejde, så kan hun nikke genkendende til den store mængde arbejdsopgaver.

Inklusionsreformen 

Det vil altså sige, at arbejdsbyrden for privatskolelærere ikke er anderledes, end den er på de offentlige folkeskoler. Til gengæld bliver der sat større pris på lærerne på privatskoler end på folkeskoler, er min opfattelse. 

“Som medarbejder oplever jeg, at vi på privatskolerne får tillæg og betaling for merarbejde, men til gengæld har vi faktisk en lavere grundløn, end de ansatte på offentlige folkeskoler”, fortæller min kilde.

Det afkræftede min fordom om privatskoler – og det giver jo god mening. Privatskoler er jo underlagt de samme regler som den almindelige folkeskole. Det betyder også, at de ligeledes er underlagt inklusionsloven fra 2012.

Det betyder, at børn med diagnoser skal deltage på lige vilkår som børn uden besvær.

“Jeg føler faktisk, at samfundet gør sig selv en bjørnetjeneste. Det er i sig selv en god tanke. Men det er en misforstået tanke. For man tænker, at man vil inkludere dem og lade dem være en del af fællesskabet. Det hjælper ikke. For de kommer netop til at føle sig mærkelige, anderledes og skiller sig ud. Vi har ikke ressourcer til at hjælpe det barn, og derfor kommer det barn til at være forstyrrende, fordi det barn ikke får den hjælp, som han/hun har brug for,” fortæller min kilde. 

Der er en misforstået forståelse af privatskoler 

Jeg var selv overbevist om, at jeg ville have mine børn i privatskole, fordi jeg har et indtryk af, at de har bedre forudsætninger for det. Jeg har en oplevelse af, at verden har den samme opfattelse, og dermed faktisk sender deres børn på privatskole, fordi de er af den overbevisning – og det talte jeg ligeledes med min kilde om: 

“Mit indtryk er også, at mange forældre til børn med udfordringer tager deres børn ud af folkeskolen og placerer dem på privatskoler, fordi de tror, at vi har flere ressourcer. Men så vidt jeg ved, så har vi faktisk ikke lige så mange ressourcer, fordi vi jo ikke får den samme støtte. For at få støtte kræver det, at der ligger en støttebevillig fra elevens hjemkommune, hvilket der ofte ikke gør. I privatskolerne har lærere ikke bedre ressourcer eller forudsætninger til at inkludere elever med særlige behov. Når forældre vælger en privatskole til deres barn med særlige behov, vil de ikke altid være opmærksomme på, at andre familier også har valgt en privatskole af samme grund som dem selv. Det betyder, at der i mange klasser på en privatskole kan være flere børn i samme klasse med særlige behov, lige som i folkeskolen.” 

Forældre er hurtigere på tasterne i forhold til før, hvor de måske tænkte sig mere om. Nu reagerer de hurtigere, fordi det er muligt.

Lærer på privatskole

Digitalisering og forældre – “Der findes curlingbørn” 

Men selvom arbejdsopgaverne kan fylde meget i arbejdet som folkeskolelærer, er et stigende pres fra forældre også begyndt af fylde meget mere: “De blander sig meget mere.”

Det var alligevel en interessant vinkel. Et perspektiv jeg aldrig har tænkt ind i hele debatten. 

“Forældre er hurtigere på tasterne i forhold til før, hvor de måske tænkte sig mere om. Nu reagerer de hurtigere, fordi det er muligt. Samtidig har forældrene mange meninger om, hvad læreren skal og ikke skal og forholder sig langt mere til deres børns skolegang, hvilket også gør, at de blander sig langt mere. Førhen oplevede jeg, at de stolede mere på, at læreren var den, der vidste bedst.”

Men generationsskiftet fylder også en del. Begrebet “curlingbørn” har været et omdiskuteret emne i medierne. Curlingbørn er forkælede børn, der overbeskyttes og serviceres af deres forældre, uden at de får stillet krav. Og min kilde mener bestemt ikke, at det er uden grund, at det begreb er opfundet: 

“Altså, jeg oplever curlingforældre i høj grad, fordi den her generation er opvokset med noget andet. Og de var der slet ikke på samme måde førhen. Den generation, der får børn, er opvokset med, at vi har langt mere indsigt i alt det omkringliggende i samfund, og de farer og trusler, der er, og derfor bliver man også bange for alting.”

Man gør ikke nogen en tjeneste

Jeg håber oprigtigt, at politikerne vil gøre noget ved den her inklusionslov. “Smertensbørn” er et glimrende eksempel på, at det ikke fungerer.

Børn trives ikke, og når man ser et tydeligt mønster fra 2012 frem til nu, forstår jeg ikke, at man ikke gøre noget ved det: 

“Der er mange ting, der kan skrues på. Det er synd med det her inklusion. Men gør bare ikke nogen en tjeneste”, siger min kilde.

Skolerne har brug for ressourcer, som kan hjælpe de børn, der ikke har det nemt. Hvis ikke, vi gør det nu, er jeg stensikker på, at vi taber dem hen ad vejen. Vi har så travlt med at få unge i uddannelse, men det er bare svært, hvis de mentalt er ødelagt fra folkeskolen. Samtidig synes jeg, at vores lærere fortjener det. De påtager sig et stort ansvar, når de dagligt forsøger at lære fra sig, danne og motivere de unge. Jeg husker i hvert fald tydeligt min lærer, Frida. Hun var motiverende, nærværende og engageret. Og jeg ville være så ked af, hvis fremtidens unge ikke får den oplevelse med på vejen i deres liv.  

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Line Ingrid

Jeg er en 23-årig kommunikationsstuderende og er netop ved at færdiggøre min bachelor i Dansk. Udover at være studerende, er jeg også studentermedhjælper hos Kiosk. Jeg interesserer mig for kommunikation, sprog og retorik. Jeg har ofte en holdning til den aktuelle debat og giver gerne mit besyv med. Min tilgang er ofte at finde en tredje vinkel, hvilket er et udfordrende ’skrive-mål’. Jeg er dog overbevist om det sunde i, at se tingene fra andre sider, end de to sider, som medierne ofte stiller op som modsætninger. Jeg elsker at bryde tabuer, og håber derfor, at jeg med tiden også kan give mit bidrag til dette. Jeg er ærlig, ufiltreret og nysgerrig. Mit håb er, at I vil tage godt imod mine indlæg. Dernæst håber jeg, at I vil være med til at udfordre mig, og hinanden, gennem en god debat og nye synspunkter – hvem ved? Måske kan du og jeg faktisk udvide vores horisont.

Skriv et svar