Line Ingrid
Det danske kvindehåndboldlandshold deltager for øjeblikket i VM, men det var faktisk sent, det gik op for mig, at de er med i VM. Det fik mig til at undres – for hvorfor er der så lidt fokus på kvindehåndbold og kvindesport i det hele taget?
“Simon Kjær er kåret som nummer 18 i verden … mens Pernille Harder bliver nummer syv.” Sådan stod det på TV2-nyhedernes instagramopslag, hvor de præsenterede resultaterne for kåringen af verdens bedste fodboldspiller.
Som man kan se på ovenstående opslag, får Simon Kjær lov at smile på første billede, hvor Pernille Harder – som i øvrigt har placeret sig højere – står som nummer to. Min første reaktion var vrede. Hvordan kan det nogensinde være rigtigt, at Simon Kjær skal have “forsiden”, når Pernille Harder har placeret sig SÅ meget højere end ham.
Det er ikke første gang
Men det er desværre ikke første gang. Det er en tendens, når man kigger på sportens verden. Det er ofte herrelandsholdet, der får mest fokus. Det så man senest i sommer, hvor verden sammen dannede et fællesskab om herrefodboldlandsholdet – og det til trods for at kvinderne faktisk har klaret sig bedre end mændene ad flere omgange. Det samme gør sig gældende for håndbold. Her er fokus på mændene også markant større end på kvinderne. Bevares, kvindehåndboldlandsholdet får stadig mere opmærksomhed end fodboldkvinderene. Men jeg synes, det er ærgerligt. Vi kæmper dagligt for lige rettigheder for mænd og kvinder, men det gør sig altså også gældende, når det kommer til sporten, hvor kvinderne er langt dårligere betalt, end mændene er. Hvorfor er det så ikke også nødvendigt at gøre noget ved det der?
I 2017 opstod en konflikt mellem kvindelandsholdet i fodbold og deres forbund. Over en længere periode kæmpede de danske kvinder for en større økonomisk støtte, så de på samme måde kunne øge deres præstation og fortsat øge niveauet.
I håndbold er det ligeledes mændene, der tjener mest på deres sport – kvinderne derimod får en del mindre end mændene, og det er til trods for, at det danske kvindehåndboldlandshold er det eneste landshold (mænd og kvinder) nogensinde, som har vundet OL-turneringen i håndbold tre gange i træk, eftersom de vandt guld i 1996, 2000, og 2004.
Historien om Kvindehåndbold
Spillets udbredelse: 1920-1970
Den første håndboldturnering i Danmark blev afholdt i sommeren 1921 som en turnering i Idrætshuset i København. Stort set alle hold bestod af hold fra København. I mellemkrigstiden blev det populært at spille håndbold, og det blev dermed udbredt til provinsen – herunder landsbyerne. Faktisk måtte mænd holde sig til at konkurrere i fodbold. Kvinderne var dog de første til at indlede en Danmarksturnering allerede i 1936 – her var der dog entydig københavnsk dominans. Sidenhen har det udviklet sig med mere raffinerede spilsystemer. De efterfølgende år kom der flere byer til, og det lykkedes Helsingør IF og Tarup fra Odense, som vandt.
Kommercialisering og personalisering – siden 1970:
I 1970’erne blev der indført nye træningsmetoder, der lagde vægt på hård fysisk træning. Samtidig indførte man mere raffinerede spilsystemer, der truede med at fjerne de overraskende og uforudsigelige spilpræsentationer, der ellers altid kendetegnede spillet.
Danmarks håndboldlandshold for kvinder har siden midten af 1990’erne tilhørt den absolutte verdenselite. Det er i den periode blevet til tre OL-, et VM- samt tre EM-guldmedaljer samt flere sølv- og bronzemedaljer.
I 1997 blev de det første kvindehåndboldlandshold til at holde de tre store titler samtidig (VM, OL og EM).
De følgende mange år var danskerne fortsat med fremme blandt de ti bedste hold i verden, inden det sorte tiår for dansk kvindehåndbold indtraf fra slutningen af 1970’erne og til slutningen af 1980’erne, hvor holdet ikke kunne kvalificere sig til A-VM.
I 1990 var holdet atter kvalificeret, men måtte nøjes med en tiendeplads. I de år var der overvejelser om at nedtone aktivitetsniveauet på A-landsholdniveau, men et blik på den unge generation og deres meritter udsatte denne diskussion.
“De forgyldte år” – 1993 -1995
Under Ulrik Wilbeks trænertid fik han stablet et stabilt ungdomslandshold på benene. Samtidig havde han flere succesfulde hold på sit CV. Derfor var Wilbek også et oplagt valg, da dansk håndboldforbund i tidernes morgen skulle finde en ny A-landsholdstræner.
Wilbek startede hårdt ud i sin trænertid, da han med holdet kort før VM i 1993 overraskede og vandt en træningsturnering i Norge med deltagelse. Ved turneringen deltog en del af de traditionelt stærke hold på kvindesiden. Der var derfor også store forventninger til det danske hold ved VM. Disse forventninger blev indfriet ved den efterfølgende VM-slutrunde, hvor det blev til en sølvmedalje med en spændende finale, der endte 21-22 mod Tyskland. Det danske hold var klart det mest scorende hold i VM.
Især fik Anja Andersen, Janne Kolling, Susanne Munk Lauritsen, Rikke Solberg og Anette Hoffmann deres store gennembrud. De efterfølgende år var de også med til at præge på den internationale scene, og allerede året efter fik holdet revanche for nederlaget til tyskerne ved den nystartede EM-slutrunde i Tyskland, som danskerne vandt suverænt med lutter sejre, herunder finalesejr over værterne med 27-23.
1996-1997
Holdet toppede i 1996-1997, hvor det på stribe blev til først guld ved OL i Atlanta, dernæst forsvar af EM på hjemmebane igen med lutter sejre samt den hidtil eneste VM-guldmedalje ved slutrunden i Tyskland. Holdet var derfor, indtil den næste slutrunde blev afholdt, regerende mestre i alle landsholdsturneringer.
Derefter var kvindelandsholdet i håndbold i mediernes søgelys, og opmærksomheden var stigende. Over en lang årrække var der stor opbakning omkring kvinderne og deres håndbold. Jeg selv kan huske, at jeg i 00’erne sad klistret til skærmen, da de spillede.
00’erne frem til nu
EM i 2000 (10.-plads)
VM i 2001 (4.-plads)
EM i 2002 (Vinder)
VM i 2003 (13.-plads)
Sommer-OL 2004 (Vinder)
EM i 2004 (Andenplads)
VM i 2005 (4.-plads)
EM i 2006 (11.-plads)
EM i 2008 (11.-plads)
VM i 2009 (5.-plads)
EM i 2010 (4.-plads)
VM i 2011 (4.-plads)
Sommer-OL 2012 (gik ikke videre fra gruppen)
EM i 2012 (5.-plads)
VM i 2013 (3.-plads)
EM i 2014 (8.-plads)
VM i 2015 (6.-plads)
EM 2016 (4.-plads)
VM 2017 (6.-plads)
EM 2018 (8.-plads)
VM 2019 (8.-plads)
EM 2020 (4.-plads)
VM 2021 –
Hvad så nu?
Sidenhen har opbakningen været dalende, og jeg oplever en klart større opbakning til herrelandsholdet, end jeg oplever det til kvindernes kampe. Det var også først sent i dette års VM, at jeg opdagede kvindernes deltagelse, og det hænger især sammen med den manglede opmærksomhed omkring dem. Og jeg ved godt, at mændene sidder på 14 samlede medaljer, og kvinderne sidder på 11 medaljer, men kvinder sidder til gengæld på et hattrick i OL-medaljer. Nu er kvinderne kort i søgelyset igen i forbindelse med VM, og jeg håber, at de med deres mange ubesejrede kampe går direkte i finalen og vinder hele lortet. Og så håber jeg, at der igen er noget fokus på kvindesport – og det gør sig gældende hele vejen rundt.
Jeg har ikke selv spillet håndbold, men mit spørgsmål går oprigtigt på: ”Hvornår glemte vi kvindehåndbold – eller bare kvindesport?”
Mit svar må være, at vi desværre lever i en popularitetskultur, hvor de, der leverer bedst, er dem, som får mest opmærksomhed. Derfor giver det god mening, at mændene, som har levet på en sejrsbølge for en stund, lige nu lever på opmærksomhedens rus.
Hvis (eller når) kvinderne vinder VM, er det helt sikkert deres tur igen – eller er det? Det har jeg desværre svært ved at tro på, når Pernille Harder stadig befinder sig på slide nummer to, selvom hun er placeret højere end Simon Kjær. Hvor er den gået galt?
