Universiteternes facitkultur skaber en generation, der ikke kan tænke selv, fordi formalia altid kommer før kreativitet.
Hvis man slår uddanne op i Den Danske Ordbog, finder man følgende beskrivelse: ”Give (formaliseret) undervisning, der sætter modtageren i stand til at udøve et bestemt erhverv, udføre en bestemt opgave m.m.” – og helt ærligt: Så er det lige præcis det, uddannelsesinstitutionerne gør – og ikke en dyt mere.
Forkerte fortolkninger
Jeg har befundet mig i den danske uddannelsessektor, siden jeg var 6 år. Jeg er ikke verdensmester i matematik, men det må alligevel give mig 18 år på skolebænken. Jeg har lært plus og minus, at gange og dividere. Jeg har lært alfabetet, at læse og skrive. Jeg har lært forskellige sprog. Jeg har lært lidt om det periodiske system. I de senere år af min tid i uddannelsesinstitutionerne har jeg også lært at analysere og skrive opgaver – med andre ord har jeg lært formaliteterne for, hvordan man skriver en god opgave. Men jeg har også lært, at der findes rigtigt og forkert. Og det er ikke på den bibelske ”du må ikke stjæle”-måde.
”At analysere var lige meget – men mine fortolkninger var forkerte”
Et eksempel, der står klart i min erindring, er, da jeg havde dansk i gymnasiet. Timerne var meget det samme: Vi læste en tekst derhjemme, gennemgik teksten og analyserede den sammen i timen den efterfølgende dag. Det forgik således, at man hævede sin hånd, hvis man havde noget at tilføje til analysen. Jeg følte mig hjemme i dansk. At analysere og fortolke var lige mig – men jeg oplevede alligevel et par gange, at min fortolkning blev anset som værende ”forkert”. Og den dag i dag stiller jeg stadig spørgsmålstegn ved, hvordan en fortolkning kan være forkert?
Jeg har brugt langt mere energi på at forstå formalia – og har tilmed oplevet at dumpe en ellers rigtig god opgave – på grund af en lille fejl i formalia. Det har skræmt mig, og jeg har følt mig forkert og dum.
”Den rigtige fortolkning”
Til trods for disse oplevelser valgte jeg alligevel at læse en BA i dansk på Syddansk Universitet, hvor jeg havde de præcis samme oplevelser, som jeg havde i gymnasiet. Det handler ikke om at finde en fortolkning – det handler om at finde dén rigtige fortolkning. Opbygningen var ofte, at vi som forberedelse til en forelæsning skulle læse op på en metode samt en tekst. Til den kommende forelæsning gennemgik en gruppe teksten og benyttede således dén metode, som de fandt passende til selve teksten. Midt i gruppens forelæsning kunne min daværende underviser finde på at stoppe gruppen i deres fremlæggelse for at rette dem i deres fortolkning: ”Det er ikke rigtigt.” Herefter lyden af ivrige tastevilde studerende, der skriver derudaf for at notere alt det, som underviseren siger, så de til eksamen kan skrive dén ”rigtige” fortolkning. Jeg husker tilmed en medstuderende, der spurgte min forelæser, om han ikke kunne lægge en anden studerendes eksamen op på Blackboard udelukkende, så vedkommende kunne benytte denne som ”skabelon” for egen eksamen.
Forfejlet facitkultur
Universiteternes facitkultur skaber en generation, der ikke kan tænke selv. Jeg er klar over, at jeg nu har røven i klaskehøjde – men den her står jeg alligevel på mål for. Jeg har længe været målløs, vred og følt mig magtesløs over, hvordan formalia kommer i første række. Jeg oplever selv, at det blokerer for min kreativitet – og at det dermed i højere grad bliver en kamp om ”bare at bestå”, end det bliver at aflevere en god opgave. Og når det bliver standarden, så mener jeg virkelig, at vi som samfund har fejlet.
Vi skal uddanne mennesker
Gennem min uddannelse har min familie, venner og kæreste flere gange hørt udtalelsen: ”Jeg skal bare bestå” fra min mund. Jeg har brugt langt mere energi på at forstå formalia – og har tilmed oplevet at dumpe en ellers rigtig god opgave – på grund af en lille fejl i formalia. Det har skræmt mig, og jeg har følt mig forkert og dum. Jeg har tilmed spist mig selv af med en opfattelse, der lyder: ”At jeg nok bare heller ikke var klog nok til at gå på universitetet.” Og set i bakspejlet er jeg pissevred over, hvordan uddannelsesinstitutionerne har den magt over folks selvopfattelse. Jeg kunne forstå det, hvis underviserne stod klar med en kommentar eller rettelse til din opgave efterfølgende, men sådan en er ikke altid garanteret – så helt ærligt, man famler i blinde.
Vi skal uddanne mennekser og ikke robotter, og det håber jeg, at vi på en eller anden måde kan komme til livs i fremtiden
Uddan mennesker!
Tidligt i min uddannelse valgte jeg at fokusere på arbejdsmarkedet. Derfor har jeg i højere grad valgt at uddanne mig gennem relevante studiejobs. I tre år har jeg befundet mig i flere studierelevante jobs, hvor jeg har skulle bruge formalia til lige præcis nul procent. Til gengæld har jeg lært alt om at indgå i et kollegialt fællesskab, at løfte i flok, være omstillingsparat og helt generelt uddannet mig menneskeligt. Personligt har jeg rykket mig mere, end jeg nogensinde har gjort gennem min tid i uddannelsessektoren – og derfor min pointe: ”Vær kreativ!” Der er ingen af mine arbejdsgivere, der har spurgt efter mit karakterblad. Til gengæld er jeg kaldt til flere samtaler på grund af mit CV og min personlighed. Så hvis du alligevel bare gerne vil bestå, kan jeg anbefale dig at fokusere på studierelevante job, hvor du får en uddannelse, som samfundet i højere grad har brugt for: Nemlig en ”personlighedsuddannelse”. Og det tror jeg i virkeligheden, du kommer længst med.
Og hvis du er en af dem, som har fat i den lange ende med formalia, så er det bare dejligt for dig. Hvis du er sådan en som mig, der hænger dit værd i karakterer og evne til at forstå lige så hurtigt som de andre, så håber jeg, at du læser dette indlæg og forstår, at det langt fra er der, din værdi ligger. Vi skal uddanne mennesker og ikke robotter, og det håber jeg, at vi på en eller anden måde kan komme til livs i fremtiden. Mit forslag er, at man som underviser i højere grad kommer med konstruktiv feedback til de studerende, som de dermed kan arbejde videre med – og som man dermed lærer af det til næste opgave. Og så skal vi bare af med den karakterskala. Men det er en helt anden snak.