Line Ingrid
Opdatering fra sygeplejerskernes kongres d. 21/9:
Kongressen har vedtaget hovedbestyrelsens forslag om et strejkekontingent på 125 kr. pr. måned fra 1. oktober 2021 og frem til marts 2024. Formålet med det ekstra kontingent er at styrke DSR’s strejkekasse, Garantifonden, inden de næste overenskomstforhandlinger for regioner og kommuner i 2024. Det er et væsentligt lavere beløb end det fordoblede kontingent i 2008, men nok til at styrke strejkekassen inden 2024.
Jeg står i Odeon i Odense. Landets sygeplejersker er samlet til ekstraordinær kongres. Efter 12 ugers strejke for højere løn og bedre arbejdsvilkår står de med samme resultat, som de i sin tid stemte nej til. Men nu dikteret af regeringen: Ingen lønforhøjelse, krav om at vende tilbage på arbejde – og en lønkomité, der skal se nærmere på lønforholdene for sygeplejersker som eneste forandring.
Til gengæld er strejkekassen mere eller mindre tom, og nu mødes sygeplejerskerne for at diskutere, hvor meget ekstra de skal betale i kontingent for at få råd til at strejke i fremtiden.
”Vi er først lige begyndt,” siger sygeplejerske Janne Husted Granow, da jeg taler med hende et par dage før kongressen. ”Hvad gør I så nu ..” har jeg spurgt hende. Som tilskuer har jeg længe været overbevist om, at sygeplejerskerne snart vil indstille deres kamp.
Tomme strejkekasser skræmmer ikke sygeplejerskerne
Efter den forholdsvis lange strejke uden resultat kunne man forestille sig, at kræfter og økonomi er ved at slippe op. Men Janne Husted er overbevist om, at det ikke er tilfældet: ”Altså, alle fagforeninger har jo en strejkekasse, og når den er tom, skal den jo fyldes op igen. Men jeg tror ikke, vi stopper af den grund.”
Egentlig har det undret mig, at strejken ikke har givet resultater. Sygeplejerskernes gåpåmod under corona-pandemien og et slagkraftligt ligestillingsargument gav et godt forhandlingsudgangspunkt.
Kunne man få det til at gøre mere ondt?
Nu står vi på bagsiden af en strejke, og udefra er udsigten til lønstigninger ikke-eksisterende. Men hvad gør sygeplejerskerne så nu? ”Kunne I have gjort mere,” spørger jeg Janne Husted. ”Så det måske havde gjort mere ondt – så I virkelig kunne vise, at I ikke rykker jer på den her?”
”Jeg tror både, det er af hensyn til patienterne,” siger Janne Husted. ”Man har ladet opvågningsafdelingerne strejke, så operationsafdelingerne har ikke været nødt til at strejke – men det gør de jo så alligevel, fordi der har ikke været nogen ude på opvågningsafsnittet.”
Flere vil dø af vores fejl
”Men hvad gør man så nu?” spørger jeg. Janne Husteds svar er simpelt: ”Nu begynder vi jo bare at arbejde efter reglerne. Vi er jo før blevet set på som sådan nogle søde piger, fordi vi godt ved, at hvis vi ikke kan dække vagter, og vagtplanen ikke går op, så går det jo udover patienterne. Vi er nødt til at arbejde efter reglerne nu, så folk kan se, at der reelt set ér et problem. Om 5 år kommer der til at mangle lige så mange sygeplejerske, som der er udtaget her til strejken, og så går det jo lige så meget ud over patienterne.”
Som følge af arbejdsforholdene har Janne Husted Granow bestemt sig for at læse videre. ”Det er, fordi jeg ønsker at sikre mig selv og min fremtid.” Som konsekvens af sit arbejde har Janne Granow oplevet forskellige stress-symptomer: ”Jeg sover dårligt om natten. Pludselig kommer jeg i tanke om det, jeg ellers går og glemmer. Det er en alvorlig stressfaktor at gå rundt med.”
Men jeg er nysgerrig. ”Hvad så nu? Hvis sygeplejerskerne fortsat skal arbejde under de her forhold. Hvis flere trækker sig fra faget? Man kan ikke lade være med at bekymre sig som borger.”
Og konsekvenserne er, ifølge Janne, fatale: ”Hvis vi bliver ved med at køre videre sådan her, vil man ikke kunne få sygepleje på samme kompetenceniveau. Undersøgelser viser, at flere dør af de fejl, der bliver begået som følge af fald i kompetence og antallet af sygeplejersker på afdelingerne. Så hvis vi fortsætter sådan her, vil vi se flere fejl og flere, der dør af de fejl. Jeg tror til gengæld, at hvis man gør noget ved det, så vil man se flere ildsjæle komme tilbage.”
Lavere forventninger
Som følge af strejken har Janne Granow med vilje sat sine personlige forventninger ned. Målet var inden strejken, at der blev sat fokus på arbejdsmiljøet og de tilhørende stressfaktorer, der spiller en rolle. ”Skab nogle forandringer, så vi undgår underbemanding.” Undervejs er de forventningerne blevet sat ned. ”Nu håber jeg bare, at man i det mindste vil anerkende, at der er problemer i sundhedssektoren.
Tilbage i juni, da sygeplejerskerne varslede strejke, talte Kiosk med tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Kamilla Futtrup, omkring den igangværende strejke. På daværende tidspunkt stod sygeplejerskerne overfor en beslutning om at skulle stemme for eller imod en aftale fra Dansk Sygeplejeråd.
Aftalen indeholdt en lønkomité, der skulle se nærmere på lønforholdene for sygeplejersker og andre fag i den offentlige sektor. Formålet var at se nærmere på, hvilke ting der skulle ændres – men det blev et rungende nej, og et klart budskab: ”Det er ikke nok”.
Se også: TAVST PORTRÆT med sygeplejerske Heidi Puk Ernst
