Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Læge til ung med kræft: ”Det var held i uheld”

Hvad sker der, når man som 19-årig får at vide, at man har kræft? I anledningen af Knæk Cancer har jeg spurgt, om jeg må dele Maria Fogils historie. En historie om at være ung og have kræft. Men også en unik historie, hvor heldet i uheldet gjorde, at hendes kræft blev fundet i tide.


Maria Fogil havde netop færdiggjort gymnasiet. Hendes planer for fremtiden var stjerneklare: Hun skulle have ét sabbatår, og derefter skulle hun læse medicin. Halvvejs inde i Maria Fogils sabbatår satte en ulykke en stopper for de planer. Den 25. november 2018 falder Maria af en hest. Under faldet slår hun nakken og ryggen. Hun bliver kørt med ambulance på sygehuset, hvor der bliver foretaget scanninger. Og det bliver startskuddet til to uger med den ene scanning efter den anden.

På den anden side af scanningerne venter en virkelighed, som Maria ikke havde forestillet sig…

Et helvede af en ventetid

Det blev til 14 heftige dage med et hav af scanninger for Maria.

”Søndag falder jeg af hesten. Mandag får jeg taget blodprøver. Tirsdag får jeg taget scanninger med kontrastvæske. Onsdag er jeg på Sønderborg Sygehus, hvor jeg snakker med en overlæge. Her bliver jeg sendt videre til Odense Universitetshospital, hvor jeg så skal have taget PET-scanninger. Og sådan er det i to uger”.

PET-scanning er en billedundersøgelse, hvor du får sprøjtet et radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen, inden du bliver scannet. Scanningen kan give et billede af sygdomsaktiviteten i hele kroppen og kan allerede på et tidligt tidspunkt vise, om der tegn på kræft.

Efter de mange scanninger og en biopsioperation ventede der et helvede af en ventetid for Maria: ”Jeg var bare inde og tjekke hver time for at se svaret.”

Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være at sidde helt magtesløs og vente på et svar, der muligvis kommer til at ændre ens liv. Hvordan man minut for minut sidder fastlåst ved en skærm for at få en afklaring på uvisheden.

”Jeg skulle til møde den 20. december, men jeg kunne allerede se svaret d. 18. december inde på prøver.dk – og der stod der så, at jeg havde kræft”.

Øre-/næse-/hals-lægen var sikker på, at det var kræft. Lægerne talte derimod kræften ned, og ville ikke forsikre om noget, før de havde svaret på biopsien. Derfor var det selvfølgelig et stort chok for Maria, da svaret kom.

Held i uheld

Maria blev den 20. december 2018 diagnosticeret med lymfekræft i stadie tre – også kaldet ”Hodgkin Lymfom” med en spredning ned til milten.

”Øre-/næse-/hals-lægen beskrev det som værende ’held i uheld’. Hvis ikke jeg var faldet af den hest, havde vi måske først opdaget det, når det var for sent. Han forstod faktisk heller ikke, at jeg overhovedet kunne trække vejret”.

Marias kræft havde spredt sig så meget, at hendes luftrør var begyndt at lukke sig sammen. Tidligere havde hun oplevet vejrtrækningsproblemer, men lægen havde troet, at det var hendes astma, og havde derfor sendt hende hjem med noget medicin mod det.

Kemobehandlinger hver tredje uge

Nu ventede der 161 dage forude med kemobehandlinger hver tredje uge i fire dage.

“Jeg tænkte bare… Skal jeg så miste mit hår? Mit hår og udseende betyder virkelig meget for mig, så det var svært for mig”.

”Og kemo er seriøst det værste, jeg nogensinde har oplevet. Kan slet ikke beskrive det. Jeg fik kvalmepiller inden kemo, sammen med kemo og efter kemo – det beskriver altså meget godt, hvor meget kvalme man får”.

Tidligere havde kræftpatienter med samme diagnoser fået en anden form for kemobehandling. Men man havde oplevet nogle eftervirkninger ved det, hvor kræften havde været inde og angribe vitale organer, og derfor fik Maria lov til at være med i et eksperiment med en mere aggressiv form, som skulle give hende et bedre efterforløb.

Når man i en ung alder får konstateret kræft i en fremskreden form, forestiller jeg mig, at tanker omkring døden spiller en stor rolle hver eneste dag. Da jeg spørger Maria, hvad hendes tanker var, da hun fik diagnosen, er hun meget klar: ”Jeg tænkte bare… Skal jeg så miste mit hår? Mit hår og udseende betyder virkelig meget for meget, så det var svært for mig”.

Jeg var lidt bange for, hvis det havde spredt sig

Men som tiden skred afsted, forsøgte Maria at holde sig positiv stort set hver dag. ”Jeg tænkte, at hvis jeg nu bare er positiv, så skal jeg nok blive rask”. Men Maria indrømmer dog også, at det ikke var lige let i alle 161 dage.

”Der var dage, hvor jeg var bange for at kræften havde spredt sig. Især hvis de fandt noget ved PET-scanningerne”.

Det blev i alt til to operationer, 16 kemo kure, utallige blodprøver og et hav af undersøgelser før Maria Fogil den 29. Maj 2019 kunne erklære sig 100 procent kræftfri.

Livet efter en kræftsygdom

Men hvordan lever man videre, når man har haft kræft? Jeg forestiller mig, at man ser livet i et andet perspektiv. Og det bekræfter Maria mig i: ”Mit liv var ret planlagt. Efter gymnasiet skulle jeg have et sabbatår, og så skulle jeg videre og læse medicin. Men det har ændret sig radikalt. Nu vil jeg rigtig gerne opleve en masse. Lave noget sjovt.”.

“Lev livet. Livet er skrøbeligt, og du aner ikke, hvornår det er slut. Husk at få gode stunder hver dag”.

Jeg kan høre Maria smiler gennem røret: ”Ja, altså. Ved ikke, hvordan jeg skal forklare det… Nu gør jeg alt, hvad jeg kan, for at gøre ting hver dag, som forbedrer mig som menneske. Før i tiden kunne jeg blive lidt små-sur, når jeg skulle på arbejde. Men efter 10 dage, hvor man bare ligger i sin seng og er afkræftet, så begynder man at sætte pris på arbejdsdage”.

“Jeg er ikke bange for kræften”

I dag er Maria Fogil stadig kræftfri. Hun har siden sit forløb været på højskole. Haft et ophold på skoleskibet og er for nylig vendt hjem efter at have været i forsvaret efter . ”Har hele tiden prøvet at gøre ting, der udvikler mig og styrker mig. Og den lyst er ikke forsvundet. Den er der stadig. ”.

Maria er ikke bange for kræften. Hun nyder den tid, hun har hver dag. Hvis ikke hun gjorde det, ville hun fortryde det, hvis den en dag kom tilbage.

Marias opfodring til andre unge er klar: ”Lev livet. Livet er skrøbeligt, og du aner ikke, hvornår det er slut. Husk at få gode stunder hver dag”.

Har du også en historie om et sygdomsforløb, som du eller en af dine nærmeste har været igennem? Så del det gerne med os her på siden.

What do you think?

Written by Line Ingrid

Jeg er en 23-årig kommunikationsstuderende og er netop ved at færdiggøre min bachelor i Dansk. Udover at være studerende, er jeg også studentermedhjælper hos Kiosk. Jeg interesserer mig for kommunikation, sprog og retorik. Jeg har ofte en holdning til den aktuelle debat og giver gerne mit besyv med. Min tilgang er ofte at finde en tredje vinkel, hvilket er et udfordrende ’skrive-mål’. Jeg er dog overbevist om det sunde i, at se tingene fra andre sider, end de to sider, som medierne ofte stiller op som modsætninger. Jeg elsker at bryde tabuer, og håber derfor, at jeg med tiden også kan give mit bidrag til dette. Jeg er ærlig, ufiltreret og nysgerrig. Mit håb er, at I vil tage godt imod mine indlæg. Dernæst håber jeg, at I vil være med til at udfordre mig, og hinanden, gennem en god debat og nye synspunkter – hvem ved? Måske kan du og jeg faktisk udvide vores horisont.

Skriv et svar