Line Ingrid
Kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd har fundet sted over en lang årrække. Kvindelige forkæmpere har siden 1800-tallet kæmpet for en verden, hvor kvinder har lige så mange rettigheder som mænd – for i en lange periode var slagsangen: “Who run the world?”, og svaret var: “Men!”
I 2019 tog kampen for mere ligestilling mellem kønnene endnu et ryk. Og siden har sexisme, feminisme og kvindekamp fået et helt andet ekko, end jeg først husker det. Flere kvinder står frem og fortæller om seksuelle overgreb. Flere mandlige ministre eller mænd på topposter har måtte forlade deres stillinger som følge af deres handlinger for tyve år siden – og det klæder Danmark. For endelig bliver kvinder taget seriøst. Og jeg tror, vi alle kan blive enige om, at 2021 har medført et ordentlig ryk i den rigtige retning, når det kommer til at tage kvinder mere seriøst – men i høj grad også når det gælder ligestilling.
Bliver kvinder sidestillet med mænd nu?
Senest er et lovforslag om barsel for mænd blevet vedtaget. Og jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg læste om det første gang. Ofte har øremærket barsel for mænd været et løsningsforslag, når man har snakket om ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet. Desværre er kvinder i en fødedygtig alder bagerst i rækken, når der bliver uddelt jobs. Og det er ikke fair! For det er jo ikke noget, vi kan gøre for. Men nu er der endelig et lovforslag, som kommer problemet til livs – og jeg synes, jeg møder forskellige holdninger.
Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved alle lovforslag. Fordelen ved dette nye lovforslag er, at kvinder sidestilles med mænd på jobbet. Forhåbentlig kan det bidrage til, at vi fremover ser flere kvinder på topposter, end det indtil videre har været tilfældet. Når lovforslaget er blevet diskuteret på de sociale medier, har kvinders fysiske kunnen været en vigtig faktor. Først og fremmest er det kun kvinder, der har muligheden for at amme barnet – og netop de første måneder er det ekstra vigtigt. Omvendt ser jeg en unik mulighed i, at faderen kan være mere ind over barnet de første måneder. For jeg tror, at mange mænd føler, at de står uden indflydelse.
Se her, hvordan den nye barselslov fungerer:
‘Meget sympatisk’
Da lovforslaget først så dagens lys, vendte jeg debatten med min svoger, Nicklas Lykke Honoré, som her i november skal være far for første gang.
“I bund og grund er idéen meget sympatisk, men i virkeligheden forringes barslen markant for både mor og far – i sidste ende går det udover barnets ve og vel,” sagde han.
Når Nicklas Lykke Honoré snakker om barnets sundhed, taler han ind i en problematik, som jeg endnu ikke har mødt i debatten. Jeg synes, han har en pointe:
“Den største udfordring bliver, at forældrene ikke kan fordele barslen efter deres forgodtbefindende. Som nævnt er økonomisk tryghed en del af det. Men et helt andet emne er barnets tarv. Selvfølgelig har et barn godt af at være sammen med begge forældre. Men hvis den ene forælder ikke kan klare at gå hjemme i 11 uger, mens den anden ville elske at gå 18 uger, er det en skam, at de ikke kan fordele det, så det passer til deres situation.”
“Tvang er sjældent godt, og i dette tilfælde er det kun med til at få nogle barsels-statistikker til at se bedre ud.”
Er tvang den rigtige løsning?
Han mener, at regeringen forsøger at tvinge en barsel ned over enkelte familier for at få det til at se godt ud i statistikkerne.
“Tvang er sjældent godt, og i dette tilfælde er det kun med til at få nogle barsels-statistikker til at se bedre ud. Det er ikke gennem statistik og gode tal, at vi skaber en bedre verden.”
Men hvad skal løsningen så være? Og kan vi i bund og grund gøre alle tilfredse? Nicklas Lykke Honoré taler i højere grad for en mere frivillig løsning, hvor den enkelte familie selv får lov at bestemme:
“Havde man i stedet ladet barslen være totalt op til den enkelte familie og i stedet gået ind og bestemt ved lov at fædres (og mødres) arbejdsgiver skal betale x antal ugers barsel med løn, ville familien kunne tilrettelægge barslen uden at skulle stresse over økonomisk råderum og jobsituation.”
Nicklas Lykke Honoré er heldig, at han i dag arbejder på en arbejdsplads, hvor han – udover de 14 dages tvungen barsel efter fødsel – har 11 ugers betalt barsel. Det er en stor gevinst for ham og hans kommende familie. Men sådan er det ikke for alle.
“I vores tilfælde er Marie ikke i job, da hun lige har afsluttet et barselsvikariat. Havde jeg ingen overenskomst haft eller en ringere en af slagsen, kunne jeg være blevet nødt til at komme på barselsdagpenge, hvis jeg ville holde barsel. Så ville vores økonomi være meget stram, og det ville være svært at få det hele til at løbe rundt. Med den nye barselslov havde jeg i så fald måtte smide en stor del af min tvungne orlov i skraldespanden, da vi ville være afhængige af min normale indkomst og jeg derfor ikke kunne give den til Marie.”
Er det i virkeligheden ligestilling?
Jeg har hele tiden set den nye barselslov som et ryk i den rigtige retning. Jeg var faktisk virkelig stolt af, hvordan Danmark virkelig rykker på ligestillingsområdet. Og det vendte jeg naturligvis med Nicklas – og hans modsvar var virkelig interessant. For er det ligestilling, når man pådutter andre en bestemt adfærd?
“Det er vigtigt, at alle har ret til og mulighed for det samme.”
“Hvis ligestilling betyder, at alle skal have de samme muligheder, så nej! Det er vigtigt, at alle har ret til og mulighed for det samme. Men at man ikke selv bestemmer, hvordan – eller om – man vil bruge sine rettigheder, gør det ikke længere til en rettighed, men til tvang. Det skaber i min optik en større skævvridning, og jeg frygter, at børnene vil miste mange uger med deres forældre, fordi forældrene bliver tvunget i job.”
Man kan diskutere, om løsningen i forhold til barsel er bedre på papiret, end den er i virkeligheden. Jeg er sikker på, at løsningen havde mødt mere opbakning, hvis det i stedet var op til den enkelte familie. Og jeg ved godt, at der vil sidde nogle hønemødre derude, som i de tilfælde har svært ved at gå af med deres barsel (for det har jo altid været sådan), men jeg mener i højere grad, at den problematik er til for at blive løst i familien – og ikke noget, som staten skal blande sig i. Samtidig håber jeg, at den nye barselslov kan medvirke til, at der kommer mere opmærksomhed på at få fædrene mere på banen nu, hvor tilbuddet i hvert tilfælde er der for dem.
Men hvordan løser man problemet, hvis man fralægger familierne presset? Jeg tror, Nicklas Lykke Honoré har en pointe, når han argumenterer for, at presset i stedet burde ligge hos arbejdsgiverne i stedet for hos den enkelte familie. Det lægger et unødvendigt pres, som kun gør, at man i stedet får en negativ holdning til en løsning, som jeg tror, har haft positive intentioner.
“Til gengæld ville jeg tilrettelægge loven sådan, at arbejdsgivere – uanset om de har tegnet overenskomst eller ej med deres medarbejdere – skulle være pålagt at betale deres medarbejdere et vist antal ugers barsel med løn.”
Er du enig med Nicklas? Tror du, vi kan imødekomme moderen, faderen, arbejdsgiverne og staten – og samtidig bevæge os i en retning, hvor ligestilling er i højsædet? Og i så fald, hvordan?
Kommenter gerne, hvad du synes om den nye lov – vi skrives ved.
