Line Samuelsen
LYT TIL HELE LINE SAMUELSENS INDLÆG HER:
Det britiske kongehus kan meget vel betegnes som et eksempel på, når virkeligheden overgår fantasien. De trækker overskrifter i alt fra kulørte blade, til store etablerede mediehuse, og det nyeste skud på skandale-stammen er et to timers langt interview med Meghan og Harry, der tager bladet fra munden, og deler deres uforbeholdne og ærlige mening om familien i Buckingham Palace.
Søndag d. 7. marts, har det engelske kongehus’ (eks)medlemmer endnu engang trukket overskrifter. Det drejersig om Meghan og Harry, der for nylig offentlig gjorde, at de har afskrevet sig alle royale titler og forpligtelser for at leve et mere frit og uforstyrret liv. Så uforstyrret som det nu engang kan være, når man allerede er verdenskendt. I interviewet, der kan minde mere om en afslappet dialog mellem parret og USA’s talkshow darling Oprah Winfrey, fortæller parret blandt andet, at kongehuset udtrykte bekymring omkring hudfarven på deres kommende børn, da Meghan er datter af afroamerikansk mor og hvid far. En ikke særlig 2021-agtig udmelding, der jo antyder racisme i det britiske kongehus. Dertil lægger Meghan hjertet på blokken, og beretter om de værste og mest sårbare tider som royal.
Hun fortæller, at hun som følge af al den negative opmærksomhed i pressen, følte enorm ensomhed og havde selvmordstanker. Og i den forbindelse tydeliggør hun at deres beslutning om at afskrive sig den kongelige familie, i sidste ende har reddet hendes liv. Det må siges at være en ikke just forenende udmelding. Men hvorfor overhovedet lave et interview, der må formodes kun at føre til endnu mere splittelse, end der i forvejen er mellem de to instanser?
Mit bedste bud er selvransagelse kombineret med en lille indre hævntrang. Meghan og Harry forsøger altså at tage til genmæle og gøre op med den heksejagt, der har været i den britiske presse, de seneste år. Og hvis alle de udmeldinger de er kommet med, er sande, er det svært at forestille sig, at parret ikke føler sig bare en anelse hævntørstige. Men det kan vi naturligvis kun gisne om, da det aldrig vil være en årsag, de melder ud.
Du kan selv få syn for sagen ved at se det fulde interview, der i øvrigt indeholder langt flere sårbare oplysninger og spidsfindige stikpiller, end dem jeg lige er kommet med, ved at se på Viaplay og Viafree. Ifølge journalist og ekspert i britiske forhold Lone Theils, er interviewet dybt uhørt, men samtidig set før. Det fortæller hun til DR. Og det må man sige, at hun har ret i. Det er nemlig langt fra et nyt fænomen, at den royale familie i England skaber røre i vandene.
Mange af os enten husker eller har fået fortalt om prinsesse Diana. Lady Di. Hun tog hele verden med storm, og var elsket som ”folkets prinsesse”. Efter sin skilsmisse fra prins Charles åbnede hun op omkring deres dysfunktionelle samliv, og hvordan Charles’ nuværende hustru Camilla Parker-Bowles, var hovedårsagen til deres skilsmisse. Og lige som man troede den trebenede taburet af et ægteskab ikke havde fået nok medieopmærksomhed, skete det værst tænkelige, da Diana en sensommeraften i 1997 omkom i en bilulykke. En ulykke, der med mange ubekendte informationer, har kastet adskillige konspirationsteorier af sig. Den mest omdiskuterede er, hvorvidt kongehuset spillede en rolle i ulykken.
Mange har draget paralleller mellem Meghan og Diana, og hvordan de begge har forsøgt at gøre op med de konservative spilleregler, der foregår i Buckingham Palace. Man kan gisne om, hvorvidt Meghan er enig i disse sammenligninger, da hun subtilt i det nye interview, viser sin støtte til Lady Di ved at bære et armbånd, der har tilhørt hende.
Men Meghan, Harry og Diana er kun toppen af skandaler i det britiske kongehus. Lad os starte med at spole tiden 85 år tilbage. I 1936 valgte den daværende engelske konge Edward d. 8. at abdicere, og dermed at fravælge sin titel – for til gengæld at tilvælge kærligheden til den fraskilte Wallis Simpson. At gifte sig med en fraskilt, var dengang helt uhørt, og særligt i kongehuset, hvor premierministeren skulle give sin tilladelse til et sådant ægteskab. En tilladelse, der på ingen måde kunne komme på tale.
Set i nutidens lys lyder det muligvis ikke så kontroversielt. Men forestil dig, at Margrete fratræder sig sin rolle som dronning, for at gifte sig med Sylvester Stalllone. Indrømmet, er det måske en smule sat på spidsen, men you get the point, set i lyset af tiden dengang, var det en skandale af dimensioner. Bevæger vi os frem til de glade 80’ere, nærmere bestemt 1982, bliver Buckingham Palace genstand, for en, om end ikke skandale, så meget opsigtsvækkende hændelse, da dronning Elizabeth vågner ved at en ukendt, usoigneret og blodig mand står i hendes soveværelse. Det mest utrolige af det hele er, at det faktisk var anden gang, han havde formået at bryde ind på slottet. Man skulle ikke tro det var muligt at bryde ind et sted med så massiv sikkerhed. Men endnu engang blev det understreget, at den royale familie i England er genstand for uheld på uheld.
I 2019 var det så Charles’ bror prins Andrew, der fik en tur i mediemøllen, da han blev en af hoved karaktererne i en kæmpe sag om prostitution og human trafficking med mindreårige. Prinsen undgik i lang tid at kommentere på sagen, men deltog efter lang tids stilhed i et interview, der skulle vise sig at skade mere, end det gavnede hans allerede blakkede ry, idet han fremstod kold og ikke i kontakt med den mindsteanelse af empati.
Disse obskure episoder er kun et lille udpluk af en lang liste af mærkværdige hændelser, det britiske kongehus er sat i forbindelse med. At dykke ned i det engelske kongehus føles lidt som at undersøge en langsommelig, men dramafyldt sæson af Paradise Hotel. En sæson fyldt med intriger, utroskab og krige, tilsat sex, drugs & rock’n’roll (sidstnævnte reference dedikerestilprinsesse Margaret. Gør dig selv en tjeneste og Google hende. Hendes person kan ikke begrænses til få linjer). Det er højest sandsynligt også derfor, at den populære tv-serie ”The Crown” om selv samme familie har en stigende popularitet; det føles som fiktion lavet af en neurotisk manuskriptforfatter. Men virkeligheden er, at den er baseret på ægte hændelser og historier.
Man kan undres, hvordan så mange skandaler kan ramme én familie. Er verdens øvrige monarkier bare ekstremt gode til at dække over, hvad der foregår bag de tunge gardiner? Eller er det britiske kongehus født under en særdeles uheldig stjerne? Som en evig Tycho Brahé dag uden ende. Mit bedste bud er deres evne, eller mangel på samme, til at følge med tiden. Det britiske kongehus hænger fast i traditioner og etikette, og er ikke i stand til at indse, at selv en monarkisk instans, har brug for at adaptere til de skiftende tider. Og det er netop derfor, at karakterer som Edward d. 8, Diana og Meghan fremstår som ”skandaler”, når de forsøger at bryde med de forstokkede royale rammer.
Uanset hvad, føler jeg, at jeg skråsikkert kan konstatere, at hvis det engelske kongehus var en PR-strategi, havde den lavet en homerun. Alle skriver om dem. Og med rette. For det britiske kongehus kan meget vel betegnes som et smukt clash mellem konservative dyder og populærkultur. Som en gave, der bliver ved med at give.
