Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Line Samuelsen: Er jeg så voksen nu?

LYT TIL HELE LINES INDLÆG OVENFOR

”Velkommen i de voksnes rækker” sagde det ene granvoksne familiemedlem efter det andet til mig, da jeg som 14-årig vedkendte mig den kristne tro og efter sigende havde gennemgået en pludselig transformation fra barn til voksen. Tragikomisk at indvie en usikker, forvirret teenager i voksenklubben på en dag, hvor hun imod alle regler om anstændighed har valgt at iføre sig en tiara… I dag 13 år senere har meget selvfølgelig (og heldigvis for det) ændret sig. Og så alligevel ikke.

For hej, jeg hedder Line. Jeg er 27 år gammel. Og jeg er endnu ikke en rigtig voksen.

”Jeg er voksen på papiret, men føler mig som en på 16” rammer muligvis top 10 over hyppigst anvendte klichéer. Men klichéer er klichéer af en årsag. Og den årsag er ofte, at mange mennesker kan spejle sig i den såkaldte saying, så den bliver stereotypen på en følelse.

Men jeg forstår ikke hvorfor. Hvorfor føler jeg mig ikke voksen? Er det nogle forventninger, der kommer udefra, eller indeni mig selv? Og er min status som voksen defineret af min alder, mine handlinger eller mine følelser?

Velkommen i de voksnes rækker

Konfirmationerne er i år rykket og fylder lige nu kirker og gildesale landet over. Og netop konfirmationen er en rituel handling, hvor mange for første gang stifter bekendtskab med snakken om overgangen fra barn til voksen. Det tog mig en hurtig googlesøgning at finde ud af, hvorfor konfirmander anses som hormonfyldte mini-voksne i de spæde teenageår. Dansk Historisk Fællesråd lader mig hurtigt vide, at konfirmationen i starten af 1900-tallet markerede en reel og formel grænse mellem barn og voksen, og at mange blev konfirmeret i aldersspændet 14-19 år, i modsætning til i dag, hvor hovedparten er 13-15 år gamle. Vendingen omkring overgangen til de voksnes rækker har altså holdt ved, selvom betydningen er udvandet.

Voksen på papiret
Næste voksne trin i livet var, for mit og mange andres vedkommende, at blive student og erhverve mig den dyreste og flotteste hue, der formentlig nogensinde kommer til at sidde på mit hoved. Verden lå for mine fødder, og jeg var både skræmt, spændt, bange og fuld af mod på livet. Mod på den fremtid jeg selv nu skulle ud og definere. Dengang følte jeg mig kortvarigt voksen. Men den følelse var nok mere båret af frihed, idet den forduftede i takt med, at hverdagen meldte sin ankomst. Netop i denne uge udklækkes anno 2021’s studenter. Og jeg håber, at de har de samme følelser, som jeg havde i 2012, og samtidig ikke lader sig presse af at skulle agere voksent, komme hurtigt i gang med uddannelse og starte en pensionsopsparing. For i dette stadie er man muligvis på papiret blevet voksen, idet man er fyldt 18 år og dermed er myndig, men man er samtidig ikke mere voksen, end at man stadig skal have lov til foretage sig handlinger med hovedet under armen og kæmpe vinger bagud.

Men det skræmmer mig at skulle gå de næste skridt i livet. For hvis jeg endnu ikke føler mig sådan rigtig voksen, kommer den følelse så nogensinde?

Hvorfor føler jeg mig endnu ikke voksen?
Siden min studentertid har jeg imidlertid boet alene i både Aarhus, København og New York. Jeg har gået på flere højskoler, haft mange studiejob og har papir på fire uddannelser. Alligevel skræmmer de næste skridt i livet mig. For manges vedkommende vil det, i relationen til hvor jeg er i livet, være at investere i mursten, få nogle børn og erhverve sig et 8-16-job. Men når jeg end ikke føler mig voksen, hvordan skal jeg så blive klar til, hvad jeg anser som det ”rigtige” voksenliv, der venter mig. Og hvis jeg ikke allerede føler sådan, kommer den følelse så nogensinde?

Da jeg var 18, tænkte jeg, at jeg ville føle mig voksen i slut tyverne. Og nu, som 27-årig, er følelsen endnu ikke indtruffet. Jeg føler efterhånden, det er umuligt at tro, at den voksen-følelse, som jeg eftersigende tror på findes, nogensinde kommer. Den følelse, hvor man virkelig hviler i at være sin alder. Der hvor man føler, at man er et ansvarligt menneske, der skaber fremdrift i verden gennem sit voksen-jeg. For det kan godt være, at jeg indimellem udretter noget, der er voksent. Det ændrer bare ikke på, at jeg mindst ligeså ofte venter på, at der kommer en, der er mere voksen og assisterer mig eller tager over.

Tanken om aldrig at føle sig som en fuldblodsvoksen er intimiderende. Men jeg trøster mig ved, at jeg tror, at mange, uagtet om de er 18, 23 eller 32, kan genkende følelsen. Lad mig vide, at I er der, mine fellow ikke-voksne voksne! Og hvis du tænker, at du absolut ikke kan genkende følelsen. Så kæmpe tillykke! Du har vundet i voksen-lotteriet. Og skylder måske egentlig os andre lidt tips til at slappe af i titlen.

At være voksen handler ikke kun om fornuftig økonomi, en ring på fingeren og familieforøgelse. Det handler om at gå de veje, der føles rigtigt, og at definere sit voksenliv lige præcis, som man ønsker.

At være en ”rigtig” voksen har intet facit
Så for afslutningsvis at forsøge at besvare det største spørgsmål: Hvornår er man voksen, og defineres det af alder, handlinger eller følelser?

Det kedelige, men ærlige svar må nok være en kompleks kombination af alle tre. Alderen er uden tvivl med til markere, hvornår samfundet anser dig som værende voksen. Men dine handlinger er samtidig med til at forstærke følelsen. Det største pres kommer vel i virkeligheden udefra i sammenligningen med, hvordan andre med samme alder som en selv formår at være voksne. Så for at styrke den fundamentale følelse af at være en god voksen på sin egen måde skal jeg og alle andre med lignende følelser øve os i at stoppe den konstante sammenligning, der kun smadrer vores voksen-selvværd.

Jeg håber, at det faktum, at jeg nu har sagt det højt, kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos andre med lignende negative tankemønstre. Vi skal stoppe med at være bange for at være ”dårlige” voksne og altid supplere vores fornuftige handlinger med tanken ”Er jeg så voksen nu?” At være voksen handler ikke kun om fornuftig økonomi, en ring på fingeren og familieforøgelse. Det handler om at gå de veje, der føles rigtigt, og at definere sit voksenliv lige præcis som man ønsker. Og ikke mindst handler det om at hvile i, hvordan man navigerer i livet, og ikke vente på, at der indtræffer en pludselig utopisk følelse, hvor al tvivl manes til jorden. For helt ærligt, findes den følelse overhovedet? Nok ikke.

LÆS OGSÅ LINES INDLÆG: Er verden indrettet efter de ekstroverte?

What do you think?

Written by Line Samuelsen

Mit navn er Line Samuelsen, jeg er en 27-årig eksil-Københavner, der til daglig bor i Aarhus. Jeg er uddannet danser, har en bachelor i design og kommunikation, og er soon-to-be Cand.public - dvs. kandidat i Journalistik. I mit hidtidige Iiv som arbejdshest har jeg beskæftiget mig med mode - og reklamebranchen i New York og København. Men hånden på hjertet, så elsker jeg allermest at studere og suge til mig. Står det til mig er jeg evighedsstudent. Står det til mine SU-klip, er den leg snart forbi. Når andre spørger hvad mine interesser er, har jeg ærlig talt svært ved at give et endegyldigt svar. Mine passioner spænder bredt, da jeg shuffler rundt mellem mange interesser, når jeg møder noget på min vej, jeg finder spændende. Så har jeg til gengæld også en tendens til at blive besat af det jeg dykker ned i. Overordnet set kan man vel karakterisere mig som barn af popkultur og sociale medier, og det er deraf her meget af min verden går

Skriv et svar