Line Samuelsen
Er det okay at skifte standpunkt?
Starten på det her indlæg har jeg efterhånden skrevet om en del gange. For det kan være svært at lægge sit navn på blokken og fremlægge en ærlig beretning. Omend det er vigtigt for mig at understrege, at hele pointen med det, du skal læse om lidt, netop er, at det er okay at bekende, at man har forandret sig. At ens værdisæt har slået en kolbøtte og er landet et sted, man for år tilbage afskyede.
For godt og vel 8 år siden, plus/minus, entrerede det, vi karakteriserer som fjerdebølgefeminisme. På omtrent samme tidspunkt begyndte jeg at modsige det, bølgen stod og står for, og opponere mod feminisme på et mere generelt plan. Hvorfor er mig i dag lidt af en gåde. Måske fordi jeg på daværende tidspunkt endnu ikke havde oplevet ulighed på egen krop eller eget sind.
Dengang var jeg 19 år, havde stadig skyklapper på i en sådan grad, at jeg åbenbart havde svært ved at tro på, at politisk, økonomisk og social ulighed køn imellem forekom, og forekommer(!), hvis jeg ikke selv havde erfaret det. Så derfor så jeg mig sur på feminismen. Jeg så mig sur på kvindetegnet. På rødstrømper. Fjerdebølgefeminister. Jeg skar feminisme over én kam og bestemte mig for, at jeg ikke var enig. Fordi jeg ikke mente, at der var noget om snakken. Og jeg ikke kunne spejle mig i dem, der på daværende tidspunkt repræsenterede feminismen i det brede medielandskab.
Men hvor kan man blive klogere.
Indtil nu har jeg sjældent sagt højt, at jeg for få år siden identificerede mig selv som antifeminist. I dag skærer det lidt i mit hjerte at skulle erkende og skrive mit navn og antifeminisme i samme sætning. Men tilbage i marts i år inspirerede Joy Fryd mig med hendes Instagrampost til at være bedre til at italesætte, at man sagtens kan blive klogere uden at blegne som et godt, sejt, whatever menneske. Jeg tager i dag afstand fra mit 19-årige antifeministiske selv. Men jeg kan samtidig ikke benægte, at det engang var en realitet.
Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg skammer mig lidt over at skrive ovenstående. Men jeg er sikker på, at der findes andre, der kan spejle sig i tanken om at skifte standpunkt og gennemgå en transformation, der indebærer at skifte hold på den ene eller anden måde. Og her kommer nuvel pointen med hele smøren.
Det er okay at skamme sig over sine tidligere holdninger. Men du bør ikke skamme dig over forandringen. Forandringen skaber fremdrift. Og ved at jeg vedkender, at jeg engang har haft en anden holdning end min nuværende, kan jeg måske være med til at inspirere andre til at dykke dybere ned i debatter og være mere åbne overfor at tilføje flere nuancer til paletten af horisonter.
At være uvidende må aldrig blive en universel undskyldning for latterlige handlinger. Men jeg synes samtidig, at det er okay at erkende, at man kan blive klogere, få udvidet sit verdensperspektiv, og ændre standpunkter, uden at være et menneske uden faste standpunkter. For vi kan alle ALTID blive klogere. På verden, på hinanden og på ulighed i privilegier.
Modsat tror jeg på, at det er et udtryk for, at man er bevidst om, at vi som mennesker er lige så dynamiske som den verden, vi begår os i. For helt ærligt. Ville det ikke være mærkeligt, hvis jeg ville stå fast på de samme holdninger hele livet, imens alt omkring mig var i forandring?
Engang var jeg mere snævertsynet og selverklæret antifeminist. Heldigvis er jeg blevet mere oplyst og mindre curlingbarn. Og i takt med at jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere nysgerrig og åben på perspektiver og problematikker, der bevæger sig længere end min egen næsetip. Og det faktum, i kombination med, at jeg selv har oplevet kønslig ulighed på tæt hold, har medført, at jeg i dag bekender mig som stolt feminist. I en sådan grad, at det er blevet en grundværdi, der er blevet afgørende for, hvem jeg lukker ind i min indercirkel.
Det er okay at skifte standpunkt. Det bliver man ikke et dårligere menneske af. Tværtimod. Og hvis den erkendelse er bare en lille smule inspirerende for bare nogle af jer, der læser eller lytter til dette indlæg; så er frøet sået.
