Line Samuelsen
”Jeg har slettet facebook-app’en i weekenden,” fortalte min kollega mig forleden, med nærmest en anelse af stolthed i stemmen. ”Hvorfor?!” fik jeg hurtigt responderet, som var det noget nær det mærkeligste, jeg havde hørt længe.
”Det dræner mig at læse alle de negative og sure kommentarer i mit feed,” fastslog han.
Her kunne man fristes til at sige, at man jo bare kunne se den anden vej. Lade være med at åbne kommentarfelter, hvis man alligevel ved, hvad der venter på den anden side af ”Vis flere kommentarer” og et klik. Men jeg tror, at vi alle kender til følelsen af, at det kan være svært at forbigå det, der foregår lige for øjnene af os. Og ikke mindst at negligere den negative og hadske tone, der ender i stort set alles feed, uagtet algoritmer.
Den accelererende hårde tone
At tonen er hård på de sociale medier er efterhånden et emne, der i højere og højere grad italesættes og debatteres. Og gudskelov for det. For tonen online er efterhånden blevet så grov og ubehagelig, at flere, ligesom min kollega, sletter apps alene for at afskærme sig selv imod negativ påvirkning.
”Det vil sige, at de kommentarer, der forbliver i kommentarfelterne, er altså en redigeret virkelighed. Men en redigeret virkelighed, der stadig er negativ, nedladende og afsporet. Det siger ikke så lidt.”
At tonen er hård, er for mig end ikke det mest chokerende. Det mest chokerende er, at der for de fleste etablerede medier sidder moderatorer og styrer debatten, således at de groveste, mest hadfulde og personligt stemte kommentarer frasorteres. Det vil sige, at de kommentarer, der forbliver i kommentarfelterne, er en redigeret virkelighed. Men en redigeret virkelighed, der stadig er negativ, nedladende og afsporet. Det siger ikke så lidt.
Undersøgelser bakker påstanden op
Flere studier har de seneste år påvist, at tonen på de sociale medier er blevet for hård. Og senest viser en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup fra juni 2021, at den grove tone især afholder unge fra at deltage i online debatter. Her viser resultaterne, at det kun er 13 % af de 18-35-årige, der melder sig ind i digitale debatter, hvis de ser holdninger, de er uenige i. Simpelthen som et resultat af den gennemsyrede usaglighed, der er at finde i de fleste kommentarspor. Og det er et kæmpe problem på flere niveauer.
For det første er der mulighed for, at der opstår såkaldte ekkokamre, hvor ligesindede udelukkende bakker hinanden op i deres holdninger i stedet for at være åbne for et bredere perspektiv. Det er lidt det samme, der sker, når konspirationsteoretiske lommer opstår på nettet.
Dernæst kvæles det demokratiske fundament, der bygger på, at man både tilkendegiver egne holdninger, men lige så vel lytter og er nysgerrig overfor andre, der ikke nødvendigvis deler samme overbevisning.
Vi er alle dage blevet fortalt, hvor vigtig ytringsfriheden er i vores samfund. Men når tonen på sociale medier afskrækker især unge fra at bidrage til offentlige debatter, ja så svækker det ytringsfriheden, og degraderer demokratiet til ”den der råber højest (og mest aggressivt), vinder”-mentaliteten. Og spørgsmålet er, om det overhovedet kan kaldes demokrati, når så lavt et antal af unge deltager i online debatter?
Læs også: Line Samuelsen: To Like or not to Like
Et rabbit hole af had
Jeg tilhører dem, der har et utrolig ambivalent forhold til digitale debatter. Velvidende hvad der venter mig, kommer jeg ofte til at åbne kommentarfelter for alle slags emner. Jeg scroller mig igennem den ene John, Susanne og Lars-kommentar efter den anden, der, i takt med længden på kommentarfeltet, accelerer i usaglighed.
Næsten hver gang bliver jeg vred. Jeg sidder og svarer den ene efter den anden inde i mit hoved og formulerer mentale kommentarer for at give afløb for mine aggressioner. Jeg har endnu ikke selv skrevet en reel kommentar. For jeg har opgivet på forhånd. Jeg har opgivet håbet om, at min ene kommentar vil gøre nytte i en debat, der allerede er afsporet.
Ofte lukker jeg min computer med en følelse af magtesløshed. Alligevel kan det ikke tælles på to hænder, hvor mange gange Facebook er blevet det vildeste rabbit hole, hvor jeg bruger oceaner af tid på debatter, jeg hverken deltager i eller føler bidrager med noget positivitet for mig selv.
”For selvom den hårde tone og de ukonstruktive hadske kommentarer ikke nødvendigvis er rettet personligt mod dig der læser dem, så tror jeg, at negativitet avler negativitet. Både hvad angår kommentarfelter, men ligeså meget i relation til en mental påvirkning.”
… så jeg forstår min kollega
Så tilbage til min kollega forstår jeg godt den anelse af stolthed, han havde i stemmen over at have slettet en app, som er en primær og fundamental applikation hos de fleste med en smartphone. Og samtidig forstår jeg motivationen for hans handling. For selvom den hårde tone og de ukonstruktive hadske kommentarer ikke nødvendigvis er rettet personligt mod dig, der læser dem, så tror jeg, at negativitet avler negativitet. Både hvad angår kommentarfelter, men ligeså meget i relation til en mental påvirkning. At læse og dermed absorbere så meget negativitet kvæler din egen positivitet, kreativitet og lyst til at indgå i offentlige debatter.
”Ude af øje, ude af sind” må siges at være den strategi min kollega i dette tilfælde har valgt. Men jeg forstår ham. For hans strategi er ikke bare en nødløsning for at kunne lukke øjnene for, hvad der foregår på sociale medier. Det er ligeså vel en måde at passe på sig selv og ikke lade negativiteten overtage. For en offentlig debat, der bygger på mudderkast, er alligevel ikke, hvad jeg vil betegne som demokratisk funderet.
Men hvad så nu?
Man kunne fristes til at tro, at jeg afslutter dette indlæg med et forslag til en løsning på problemet. Med en bøn om, at vi alle skal tale pænt til hinanden og kun skrive ting, som vi også ville turde sige til folk, hvis vi stod ansigt til ansigt med dem. At vi tænker os om en ekstra gang, inden vi lader vores følelser sætte i sjette gear og løbe af med os. At vi lader sagligheden vinde. Og den demokratise debat sejre.
Men det er nemmere sagt end gjort. Og jeg tror ikke, den gyldne løsning er så simpel. Der skal mere til. Måske sidder du derude og har et forslag?
Skal tech-giganterne tage ansvar og dermed bøde for brugernes grove retorik?
Skal kommentarfelterne fjernes helt på sociale medier? Dermed lukkes der helt ned for en funktion, der i sin rene form understøtter muligheden for, at alle kan indgå i offentlige debatter.
Kan man lovgive på området, eller vil det være yderligere demokratisk destruktivt?
Det er muligvis drastiske forslag. Men jeg tror, at vi er nødt til at tænke alle løsningsmuligheder igennem for at nå til et realistisk mål, der rent faktisk gør en forskel.
For nu lader jeg min løsning være ved, at hvis vi i højere grad sætter fokus på problemet, kan det være et, omend spædt, så et sted at starte.
For sådan som tonen er nu, er det et alvorligt demokratisk problem, hvor alle peger fingre, skriver i caps lock og troller, hvad der ellers kunne være en konstruktiv debat med plads til forskellige holdninger. Men debatten bliver ofte ensporet, når tonen er så hård, idet det afholder mange fra at deltage. I stedet resulterer det i, at vi sletter applikationerne og afskærmer os fra en aktiv online demokratisk deltagelse.
Læs også: Line Samuelsen: Er jeg så voksen nu?
