Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Hvad er det, der sker når idoler dør? – Teaterinstruktør Liv Helm om Lars Norén

Billede: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix | Natascha Rydvald

Kan du huske, hvor du var, og hvad du lavede, da du fik nyheden om, at Michael Jackson var død? Eller Kim Larsen? Måske står det helt klart for dig. Måske var du ikke kæmpe fan af dem. Jeg kan huske helt klart, hvor jeg var, da jeg fik at vide, at den amerikanske performancekunstner Carole Schneeman var død. Jeg stod en mørk og kold aften i marts 2019 ved en trafikeret vej og skulle låse min cykel op, da jeg tjekkede nyhederne på min telefon. Carole Schneeman var et af mine idoler. Hun brugte sin egen krop i sin kunst og er mest kendt for en performance, der hedder Interior Scroll, hvor hun hiver et langt stykke papir ud af skeden, folder det ud og læser højt, hvad der står på det. Jeg blev totalt ulykkelig over, at hun ikke fandtes mere i verden. Hvorfor egentlig det? Jeg kendte hende jo ikke personligt, og de værker jeg var inspireret af, kunne jeg jo se billeder af på nettet og i bøger. Hvorfor føltes det som et stort tab for mig, at hun var død?

I går skete det igen. Tirsdag 26.januar 2021 døde den svenske dramatiker Lars Norén efter et sygdomsforløb med covid-19. Han var en af de teaterfolk, jeg nærstuderede, da jeg var teenager. Jeg gik på biblioteket og fandt den reol, hvor der stod ’drama’. Her stod alle bøger med dramatik. Jeg så på titlerne og forfatternes navne. Shakespeare kendte jeg, og der var mange titler af ham. Den danske dramatiker Line Knutzon havde jeg også hørt om, og der var nogle af hendes stykker i reolen. Og så var der et navn, jeg ikke kendte: Lars Norén. Der var to af hans stykker i reolen: Natten er dagens mor og Personkreds 3. Jeg lånte dem og en masse andre bøger. Jeg var så sulten efter viden. Jeg ville vide alt – altså ALT – om teater og dramatik. Jeg drømte om selv at skrive (det var før jeg vidste, at man også kunne blive instruktør), og jeg tænkte, at hvis jeg kunne æde alle de her bøger og indoptage deres verdener i mig, så ville jeg vide, hvordan man lavede teater.

For ikke så lang tid siden mødtes jeg med en skuespiller, som er ældre end mig, og som fortalte mig om den mest inspirerende skuespilpræstation, hun har oplevet. Det var Henning Jensen i rollen som alkoholiker i Lars Noréns stykke Personkreds 3, da det blev opført i København i 1998. Hun beskrev, hvordan man så en mand, der holdt sammen på sig selv, og som lykkedes med at overbevise os om at han ikke havde et problem, hvorefter alvoren gik op for publikum senere. Lars Norén var lykkedes med – som han var så fantastisk dygtig til! – at se verden fra alkoholikerens synsvinkel. Og misbrugerens logik er, som vi jo ved, at alting er alle andres skyld.

At se verden helt inde fra karakterens synsvinkel var hans kæmpe styrke. Han talte virkelig med andre menneskers stemmer. Hvorfor er det vigtigt? Fordi vi har brug for historier om alle slags mennesker. Vi har brug for at høre mange forskellige menneskers stemmer. Det lykkedes Norén med. Som jeg ser det, så brændte hans pen for de mørke sider af os alle. Mennesker som er på kanten af deres eksistens. Situationer vi alle kan havne i, eller kender nogen som befinder sig i, og hvor det er svært at være. Det var ikke noget, han var berøringsangst overfor.

Hvad er et menneske hvis alt tages fra det? Det er dét spørgsmål, han igen og igen stiller. Det er en undersøgelse af, hvad mennesker er gjort af – på godt og mest på ondt – og den undersøgelse har han tilfælles med andre store dramatikere gennem tiden som William Shakespeare og Henrik Ibsen for blot at nævne nogen, som mange af os kender.

Lars Noréns karakterer kalder på den store skuespilpræstation, og det er nok enhver skuespillers drøm at forsvare en karakter til det yderste i et koncentreret nærvær med publikum. Nogle gange (meget sjældent!) får jeg lyst til at være skuespiller, og så skulle det være for at prøve kræfter med sådan en tekst. Tænk at spille alkoholikeren i Personkreds 3. Tænk at spille den kæderygende mor i Natten er dagens mor. Tænk at spille en af parterne i det intellektuelle men meget perfide par i Dæmoner. Det ville jeg gerne, fordi det ville være at få lov at besøge sider af mig selv, jeg slet ikke tør (gudskelov) at udleve i hverdagen. Og det er jo dramatikken og teatret store styrke: At møde sin egen menneskelighed. Med det mener jeg at genkende noget i sig selv og sine medmennesker, som også findes. Også det grimme, alt dét vi gerne vil rense os selv eller andre fra.

Jeg tror ikke specielt meget på kunsten som opbyggelig. Det er selvfølgelig fantastisk at anvende kunst og kultur til at skabe fællesskab, men der skal også findes kunstoplevelser, som ikke skal opfylde noget som helst krav om læring. Kunst som ikke er til for at lære os noget, men som er der for at vi kan overleve, som en tysk filosof (jeg ikke kan huske navnet på) engang har sagt. Jeg bliver lidt irriteret, hvis jeg ser en teaterforestilling, hvor nogen vil pådutte mig en mening eller morale. Jeg vil sådan set bare gerne opleve en historie med masser af konflikt, med modsætninger, men uløselige menneskelige dilemmaer. I alle andre forhold af mit liv sætter jeg pris på opbyggelighed. Men ikke i kunsten.

Nogle siger, at med Lars Norén kunne det aldrig blive sort nok. Altså alvorligt og grusomt. Vi genfinder samme opfattelse af den britiske dramatiker Sarah Kane, som jeg også er kæmpefan af, og som tog sit liv som 28-årig i 1999. Hun var også mørk, siger man, og skrev om det grusomme. Men engang læste jeg, at hendes idoler var den britiske satiregruppe Monty Python. Deres sketches var altid alt for meget. En overvægtig mand, der spiser indtil han eksploderer… Sarah Kane gik også til ekstremerne. En karakter der spiser et spædbarn på scenen. Det er svært at kapere. Det er svært at se ’meningen’ i. Men jeg tror på, at den grænseoverskridende adfærd i dramatikere som Lars Norén og Sarah Kanes værker skal ses som billeder – en slags symboler – på en adfærd i mennesker, som findes. Det er en voldelig adfærd, må man jo nok sige, men det er ikke nødvendigvis ondskabsfuldt motiveret. I eksemplet med Sarah Kanes karakter, der spiser et spædbarn, tror jeg fx det er et billede på en mand, der ikke magter at passe på barnet.

I 2015 skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville lave som afgangsforestilling på teaterskolen. I en note har jeg skrevet: ”Om at lede efter det lyse og prøve at fastholde det trods alle katastrofer. Lars Norén?” Jeg endte desværre ikke med at lave et Lars Norén stykke til min afgang, men han er på en måde altid til stede i mine forestillinger, som en evig kilde at tage af eller en klippe at læne sig op ad.

Hvad er det, der sker når idoler dør? Hvorfor føles det som et tab, selvom man ikke har kendt dem personligt og jo bare kan blive ved med at lytte til deres musik eller læse deres bøger? For mig er det tabet af nogle at se op til. Nogle som inspirerer. Nogle som man ved findes og agerer ude i verden, og som man har en tro på faktisk gør verden større. Når de ikke er der mere, så er man jo altså selv den, der fører livet og inspirationen (og i mit tilfælde teatret) videre. Det er livets gang kan man sige. Og de store sko må man så prøve at vokse ind i.

What do you think?

Written by Liv Helm

Skriv et svar