Mads Mose Vikkelsø
Da Morten Messerschmidt blev valgt som ny formand for Dansk Folkeparti, var det med den fulde støtte fra ungdomspartiet og ungdomsformand Tobias Weische. De vandt formandskampen om DF, men håbet om fredstid blev slukket kort tid efter, Messerschmidt iklædte sig formandsklæderne. Det endelig slag er endnu ikke afgjort.
Fredag den 21. januar vidste vi endnu ikke, hvem der sejrrigt kunne løfte en buket blomster over hovedet og kalde sig formand for Dansk Folkeparti, men der var ingen tvivl om, hvem formanden for Dansk Folkeparti Ungdom (DFU), Tobias Weische, bakkede op.
Det bekendtgjorde han første gang den 18. november 2021 og han satte en tyk fed streg under det igen i Fremtidens Folketing to dage inden, den endelige formandskamp skulle stå.
”Jeg synes, Morten (Messerschmidt red.) har enormt mange gode kvaliteter og store valgsejre bag sig, og det projekt, som Morten (Messerschmidt red.) og Peter Kofod har lagt frem, indeholder enormt mange gode ting.”
Sådan lød det fra Tobias Weische, og det blev som bekendt også Morten Messerschmidt, der løb med sejren ved formandsvalget søndag den 23. januar.
Men sammen med støtten til Messerschmidt var der også et håb hos Weische om, at nu skulle stridsøksen begraves og en fælles rejse mod toppen begynde. Et håb, der blev slukket hurtigere, end det rigtig kunne nå at blive tændt.
”Man må også give plads til den nye formand til at sætte et nyt hold og bestemme, hvilken retning partiet skal. Jeg mener, at alle, som vil Dansk Folkeparti, skulle tage og bakke op om den formand, der bliver valgt.”
Håbet var naivt. Det kan lyde hårdt, men efter en beskidt valgkamp med grove beskyldninger og læk fra interne møder var det svært at se, hvordan det skulle gå i sig selv.
Stod det til Tobias Weische, måtte man lade valget gå sin gang og acceptere det resultat, der nu end måtte komme. Det stod han fast på også ville gældre, hvis Morten Messerschmidt ikke blev formand.
Om ikke andet er det altid nemmere at acceptere, når man vinder valget. Bitterheden var i stedet at spore hos Martin Henriksen. Godt nok var hans vinderchancer ikke store, men i en sådan kamp sætter man alt på et bræt, og nederlaget gør stadig ondt.
Morten Messerschmidt kunne love nok så meget om, at det, der var sket og sagt, nu skulle fejes op og gemmes væk, men det kunne ikke holde Martin Henriksen og hans støtter tilbage.
Henriksen lagde ikke meget i ordene fra Messerschmidt, og to dage efter valget bekendtgjorde Martin Henriksen, at han ikke ville stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti, så længe Messerschmidt var formand.
Her er det værd at bemærke, at Messerschmidt ikke er sluppet helt af med Henriksen. Martin Henriksen sidder stadig i partiets hovedbestyrelse, hvor han har rig mulighed for at lave ravage og gøre livet besværligt for den nye formand.
Og det var langt fra et samlet parti, der mødtes tirsdag efter valget til gruppemøde. Ude foran gruppeværelset blev folketingsmedlem Marie Krarup spurgt, om hun var bange for, at partiet går i opløsning.
Her var svaret blot en stavelse: ”Ja.”
Hun brokkede sig over, at Pia Kjærsgaard havde talt grimt om hende i pressen og udpegede Kjærsgaard som en meget stor del af problemet i partiet.
Det bliver endnu et punkt, hvor splittelsen i partiet kan blive dybere, for står det til Tobias Weische (DFU) har Pia Kjærsgaard altid ret til at sige, hvad hun mener.
Efter gruppemødet blev Marie Krarup spurgt, om der var opbakning til Messerschmidt. Hun svarede, at der er en aftale om at holde interne ting internt. Hvortil hun supplerede med, at journalisterne kunne sende hende en sms, hvis Pia Kjærsgaard går i pressen.
Det virkede med andre ord ikke som det samlede DF, som Tobias Weische ellers havde håbet på.
Den første kamp er overstået, og fløjene er nu gået ud i hvert deres hjørne for at slikke sine sår, men slaget om DF er endnu ikke afgjort.
Du kan høre interviewet med Tobias Weische her
