in ,

Magnus Moth: Da amerikanerne tvang englænderne til racisme

Debatten om raceforhold fylder virkelig virkelig meget i USA.

Det er et altoverskyggende emne i valgkampe. Det får millioner på gaden til demonstrationer. Det er en problematik, som mange amerikanere forholder sig til hver eneste dag, om de ønsker det eller ej. 

Det kan som europæer være enormt svært at forstå, hvorfor race er et så dominerende emne i USA. 

Danmark, England og Frankrig har bestemt også en slem historie, når det kommer til raceforhold, som ikke ligger langt fra amerikanernes. 

Vores forfædre deltog i slavehandlen med den samme præmis som amerikanernes, om at afrikanere ikke var ligeværdige mennesker med hvide europæere, og at det dermed berettede den atlantiske slavehandel.

Og årsagen til amerikanernes fiksering på race ligger muligvis også mange år tilbage i tiden.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte europæiske lande meget stille og meget roligt at forbyde slaveri. 

I USA gik det også langsomt, og det tog omkring 50 år yderligere og den mest blodige krig i nationens historie, før de rigtig kunne give slip på slaveriet, med den 13. tilføjelse til den amerikanske grundlov i 1865. 

Men i modsætning til i Danmark, hvor meget meget få slaver levede, boede der ca. 4 millioner slaver i USA i 1865. Så at gå fra at være en slavehavende nation var en væsentligt større omvæltning for USA. 

En omvæltning som for de nu tidligere slaver betød mulighed for uddannelse, løn og ægteskab. 

Det gav soldaterne en mulighed for at opleve en helt ny tilværelse. Et liv, hvor man kunne blive anset som ligeværdig, et liv uden racistiske tilråb og et liv uden frygten for racemotiveret vold. 

Men livet for de millioner befriede afroamerikanske slaver var på ingen måde et liv som ligeværdige med deres hvide landsfæller. De blev fortsat anset af de fleste hvide amerikanere som værende mennesker af lavere værdi, og udnyttelsen af deres arbejdskraft fortsatte mange år endnu.

Selv helt frem til anden verdenskrig, hvor den amerikanske nation samlede sig imod Hitlers racistiske regime, kunne sorte soldater ikke opnå lighed med deres hvide soldaterkammerater. 

1,2 millioner sorte soldater kæmpede i den amerikanske hær under krigen, men militæret mente ikke, at de var i stand til at kæmpe på frontlinjen, så de fleste fik jobs som kokke, bygningsarbejdere og mekanikere. Hårde fysiske jobs som oftest blev set ned på.

Som krigen hærgede, og tabene steg, måtte hæren dog modvilligt give nogle sorte lov til at kæmpe som infanterisoldater, tankførere og piloter. Dog udelukkende i bataljoner uden hvide. 

150.000 af disse sorte soldater kom til England under krigen, og her fik de sig noget af et kulturchok.

I England kunne de sorte soldater frit besøge den butik, restaurant og pub, de ville. I modsætning til hjemme i USA, hvor mange lignende forretninger forbød sorte. 

Men i de engelske pubs snakkede, drikkede og dansede de sorte soldater med englænderne. Det gav soldaterne en mulighed for at opleve en helt ny tilværelse. Et liv hvor man kunne blive anset som ligeværdig, et liv uden racistiske tilråb og et liv uden frygten for racemotiveret vold. 

Da Evelyn Martin-Johnson, der var afro-amerikansk soldat stationeret i Birmingham under krigen, senere blev spurgt om hendes oplevelse i England udtalte hun: “They treated us royally”.

For både sorte kvinder og mænd var England under krigen også en mulighed for at have romantiske forhold på tværs racerne. Noget der i visse dele af det sydlige USA kunne have kostet en sort mand livet. 

Men den amerikanske hær og mange hvide soldater var ikke tilfreds med, at englænderne behandlede de sorte soldater på denne måde. De forsøgte derfor at tvinge forretningerne til at indføre de samme segregationsregler, man havde hjemme i USA.

Hæren lagde officielt pres på de engelske myndigheder, og nogle hvide soldater nægtede at besøge pubber, hvor sorte havde adgang. 

Af den årsag valgte nogle fornærmede pubejere at placere skilte i vinduerne, hvor der stod “Black Troops Only”. 

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Magnus Moth

Jeg hedder Magnus. Jeg er 20 år. Siden jeg var helt lille, har jeg altid synes, at historie var enormt interessant. Dengang var det primært historierne om de gamle egyptere og deres mumier, der fascinerede mig. Men som jeg blev ældre og begyndte at følge mere med i, hvad der foregik rundt om i verden, gik det op for mig at historien giver et vigtigt perspektiv på, hvorfor verden ser ud, som den gør. Derfor elsker jeg at skabe interesse og forståelse for vores fælles fortid. Det gør jeg især på de sociale medier, hvor jeg har platformen History Season på Instagram, Facebook og TikTok.

Skriv et svar