Magnus Moth
For nyligt var jeg i Parken og se Danmark vinde 5-0 over Israel. Det var en fantastisk fed oplevelse og i 90 minutters ekstase virkede det som om EM-sommeren slet ikke var slut.
Jeg har egentlig aldrig gået vanvittigt meget op i sport. Jeg havde en fase i mine yngre år, hvor fodbold fyldte meget og lidt senere en fase hvor basketball fyldte lige så meget.
Men som så mange andre blev jeg opslugt af landsholdsfeberen under EM og den der følelse, som jeg udmærket godt vidste eksisterede, fangede mig. Den følelse af at alle andre problemer forsvinder, i håbet om, at dit hold vinder denne tilsyneladende liv-eller-død-kamp.
Bekymringer om hvorvidt jeg kom ind på mit drømmestudie, som for et øjeblik siden havde fyldt alt i mine tanker, var pludselig et trivielt problem ved siden af spørgsmålet om hvorvidt Danmark kom videre i EM.
Denne følelse gav mig en helt ny forståelse for en historisk begivenhed, som jeg altid har haft enormt svært ved at forstå. – Men en begivenhed som ellers fascinerer mig enormt meget. En begivenhed der fandt sted i senantikken, langt væk fra Danmark, i det Østromerske Riges hovedstad Konstantinopel.
Fra denne tid stammer udtrykket “brød og skuespil” der referer til, at det eneste der skulle til for at holde de romerske borgere glade var mad, gladiatorkampe og hestevæddeløb. Som så mange andre berømte citater er denne betragtning meget lang fra sandheden.
For i det Østromerske Rige var hestevognsvæddeløb ikke bare en hyggelig distraktion, der gav borgerne lidt fornøjelse og underholdning. Staldene, der leverede heste og kuske til væddeløbene udviklede sig hold med hver deres fanatiske følgeskare. Holdene var opkaldt efter de farver kuskene bar. De hvide, de røde, de grønne og de blå. I Konstantinopel udviklede kampen mellem det grønne hold og det blå hold sig til dødsens alvor. For støtterne af henholdsvis de blå og det grønne var det ikke blot sjov og ballade, det var hele deres liv.
Det er nemt at danne associationer med nutidens hooligans, og det er nok også det tætteste vi i dag kommer på de fanatiske fans af de grønne og de blå. Men disse antikke sportsfans var så passionerede, at det ofte førte til meget blodige optøjer og konflikter. En del voldsommere end selv de værste af nutidens hooligans.
LÆS OGSÅ: Magnus Moth: Hvorfor elsker diktatorer sport?
For eksempel i året 501, da tilhængere af det grønne hold faldt det blås holds fans i baghold og dræbte 3.000 af dem i Konstantinopels amfiteater. Og blot fire år senere da et stort oprør brød ud, fordi en atlet ved navn Porphyrius, som havde skiftet fra det blå hold til det grønne, vandt en stor sejr.
Men disse to begivenheder kan ikke sammenlignes med det der fandt sted under kejser Justinians regeringstid. Kejseren var selv en livslang stor offentlig støtte af det blå hold, noget som selvfølgelig provokerede de grønnes fans.
Da Justinian i 532 slog hårdt ned på en udbruddet slåskamp mellem de grønne og de blå fik det uforudsete konsekvenser for kejserdømmet.
Kejseren sendte sine tropper ind og arresterede syv af lederne af optøjerne. Men da disse ledere skulle hænges, skete der noget absurd.
Ved en fejltagelse overlevede to af ringlederne deres henrettelse. En fra det blå hold og en fra det grønne hold. De blev hjulpet ned af de tilseende fans og begge gruppers vrede blev nu i stedet rettet mod kejseren.
De grønne havde altid hadet kejserens støtte af de blå og de blå var sure over at Justinian tilsyneladende nu havde trukket sin støtte af dem tilbage.
I fem dage fortsatte optøjerne gennem Konstantinopel med nedbrændinger, plyndringer og vold. De blå og de grønne krævede at Justinian skulle gå af tronen og de fandt endda en nevø af en tidligere hersker og erklærede ham for den nye kejser.
Justinian overvejede kraftigt at flygte fra byen, men hans kejserinde Theodora overtalte ham til at blive i byen og kæmpe.
Sammen med sine generaler kom Justinian op med en plan. De blå og de grønne oprører blev lukket ind i arenaen, hvorefter de kejserlige bodyguards blokerede alle udgange. Derefter begyndte hæren at angribe flokken af grønne og blå.
De tusinder af oprøre havde inden chance overfor de tungt bevæbnede soldater og efter få minutter var omkring 30.000 døde. Det der svarede til omkring 10% af byens befolkning.
Det var begyndelsen på slutningen på hestevognsvæddeløb i det Østromerske Rige samt rivalriet mellem de grønne og de blå.
Selvom sport og fankultur fylder meget i verden anno 2021, bliver det næppe lige så vildt som i 532, selvom folk hoppede på busserne i Århus og parken er fyldt. Dog er det muligvis de samme følelser, det vækker i os.
(I øvrigt bliver en romersk hestevædeløbs atlet fra det andet århundrede Gaius Appuleius Diocles af nogle anset som at være den rigeste atlet i historien, med en samlet estimeret indkomst over sin 24 år lange karrierer på hvad der i dag svarer til 95 milliarder kroner)
LÆS OGSÅ: Magnus Moth: Da amerikanerne tvang englænderne til racisme
