Marie Ørneborg Larsen
Den 6. april kom regeringens reformkommission med et nyt udspil på uddannelsesfronten. Udspillets omdrejningspunkt var at gøre uddannelser kortere og at omlægge SU på kandidaten til et SU-lån. Kandidatens varighed foreslås også at skulle forkortes med 1 år. Forslaget blev ikke modtaget positivt hos de studerende. Men hvordan forventer regeringen så, at unge mennesker vælger med hjertet og ikke hjernen? Marie Ørneborg Larsen kommenterer sagen.
Lyt til artiklen her
“Hvad vil du så læse efter gymnasiet?” En floskel jeg efterhånden har hørt til bevidstløshed. Ja ligefrem vænnet mig til at besvare med hjernen slået på autopilot. Jeg må dog indrømme, at mit svar den seneste tid har lydt noget mere tøvende set i lyset af den igangværende uddannelsesdebat. For hvad er det egentlig for en uddannelsesfremtid, vi unge kigger ind i? Spørger du mig, ser vi unge ind i en fremtid, hvor staten i højere og højere grad vil bestemme vores uddannelsesvalg og sågar også styre, hvor vi skal flytte hen og læse. I denne artikel stiller jeg spørgsmålet: Skal vi unge vælge uddannelse med hjertet eller hjernen?
En ny undersøgelse baseret på tal fra Danmarks Statistik viser, at 40 procent færre studerende er blevet optaget på humaniora inden for de sidste 10 år. For nylig har politikerne herudover indgået et bredt forlig om at flytte mange studiepladser til provinsen, ligesom der nu også er røster fremme om, at man som studerende muligvis selv skal til at betale for sin kandidatuddannelse. Hvor efterlader alle disse politiske tiltag os unge, der står på tærsklen til at skulle vælge, hvad vi vil med vores fremtid? Skal vi gå med mavefornemmelsen eller tænke på samfundets overordnede sammenhængskraft?
Den seneste tids røre på uddannelsesområdet må i min optik ses som en spirende, politisk manøvre, der har til hensigt at skabe nogle underliggende magtstrukturer. Strukturer, der skal trække flere unge, og dermed arbejdskraft, hen til brancher, hvor der er behov for hænder. Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi er i mangel på eksempelvis sygeplejersker, pædagoger og ingeniører. Dette er en kendsgerning, vi ikke kan komme uden om, og som vi ikke skal undergrave. Heldigvis er der også mange unge, som har lyst til at læse netop disse tre uddannelser. Jeg bliver dog alligevel bekymret, hvis vi som unge i fremtiden skal have dårlig samvittighed over at vælge efter lyst og interesse. Man fristes ligefrem til at sige, at man næsten allerede kan høre, hvordan staten indirekte spørger: ‘Hvad synes du så, at det vil være klogest at læse?’
Intentionen om at flytte flere studiepladser til provinsen er ikke et politisk tiltag, der er styret af de unges ønsker. Det er en planpolitisk løsning, der skal redde fjerntliggende provinsbyer og skræntende gågademiljøer.
Jeg vil godt købe den præmis, at man sjældent uddanner sig direkte til drømmejobbet. Ens uddannelse er sjældent en til en med det, man kommer ud at lave på den anden side. Så naive er vi unge trods alt ikke. Men for at sætte det på spidsen: Skal en, der elsker litteratur og filosofi, kaste denne interesse ud med badevandet og i stedet læse til ingeniør? Blot for at være sikret et job i fremtiden?
Jeg er selv vokset op i en tryg og hyggelig provinsby, som jeg egentlig elsker. Men nøj, hvor jeg også glæder mig til storbyens puls og mange muligheder. Intentionen om at flytte flere studiepladser til provinsen er ikke et politisk tiltag, der er styret af de unges ønsker. Det er en planpolitisk løsning, der skal redde fjerntliggende provinsbyer og skræntende gågademiljøer. Og hvorfor skal vi unge egentlig tages som gidsler i denne manøvre?
Hvis min generation skal arbejde, til vi bliver 75, må dette da netop være et hårdtslående argument for, at vi først og fremmest skal gå med vores mavefornemmelse.
Det er ikke strukturerne, der udelukkende skal have lov at påvirke os unge som aktører. Vi skal også påvirke strukturerne. Jeg tror på, at man får de mest kompetente nyuddannede ud på arbejdsmarkedet, hvis man lader unge læse det, de brænder for.
Jeg kan langt hen ad vejen erklære mig enig i Mette Frederiksens udtalelse om, at “vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”. Alligevel vil jeg gerne have lov at recitere hende med den påstand, at vi dog ikke må aflive myten om, at det at vælge uddannelse i det mindste skal være lystbetonet. Hvis min generation skal arbejde, til vi bliver 75, må dette da netop være et hårdtslående argument for, at vi først og fremmest skal gå med vores mavefornemmelse.
Selvfølgelig er det svært at komme uden om jobmuligheder og ledighed som en kalkuleret del af ens uddannelsesvalg. Det modsiger jeg ikke. Så længe vi ikke ender med en samfundsstruktur, hvor vi lader os styre blindt af strukturerne.
Vi bliver nødt til at bevare muligheden for – og troen på – at der er en fremtid i at vælge uddannelse med hjertet.
