Marie Ørneborg Larsen
Sommeren lurer lige om hjørnet, og det samme gør de afsluttende studentereksamener. Det betyder, at tusindvis af gymnasieelever skal have snuden ned i pensum. Heriblandt danskfagets litterære, støvede klassikere. Måske for sidste gang. For er de gamle værker, vi i danskundervisningen præsenteres for, overhovedet nogle, vi studerende tager med os i vores videre færden? På vegne af min egen generation fristes jeg til at stille spørgsmålet: Hvad skal nutidens ungdom egentlig med ældre litteratur?
Vi lever i en tid, hvor underholdningsudbyderne står i kø som aldrig før. Instagram, TikTok og YouTube fodrer os med det, man kan betegne som mediebranchens svar på fast food. I overvejende grad kalorietom underholdning uden nærende information til hjernen. Vi skal underholdes, og det skal helst ske fra første minuttal. Vores hjerner er blevet vant til en underholdningskurve, der er så stejl, at vi nærmest på forhånd sukker opgivende, når en gymnasielærer stikker os et stykke ældre litteratur. Og ja, det kræver energi og tålmodighed at afkode knudrede sætninger og ord, vi for længst har glemt, fandtes. Jeg vil nu alligevel slå et slag for, at vi skal give den ældre litteratur en chance frem for altid at trykke play på den nyeste Netflix-serie.
Vores hjerner er blevet vant til en underholdningskurve, der er så stejl, at vi nærmest på forhånd sukker opgivende, når en gymnasielærer stikker os et stykke ældre litteratur.
Den ældre litteratur indeholder dybdegående, langsommelige beskrivelser, der insisterer på at træne vores læse- og refleksionsmuskel frem for vores i forvejen veltrænede underholdningsmuskel. Faktisk viser et amerikansk studie, at særligt ældre litteratur kan bidrage til at øge vores empati og forståelse for andre mennesker.[1] Sågar gøre os til endnu mere velfungerende sociale væsener. I den forbindelse fremhæver forskeren bag studiet en af Ruslands største, litterære kanoner – Fjodor Dostojevskij. En forfatter, hvis værker må siges at være mere personbårne end plotdrevne. Jeg har selv prøvet kræfter med dem. Det er de komplekse hovedkarakterer i Dostojevskijs romaner, der er historiernes bærende element. Som forskeren også pointerer, så “tvinges” man som læser til at reflektere og sætte sig i karakterernes sted, hvis man vil regne dem ud. Dette anser jeg som en mangelvare i størstedelen af nyproducerede kulturprodukter, hvis dramaturgiske greb og persongallerier helst skal være let fordøjelige og gerne meget arketypiske.
Da jeg for to år siden i forbindelse med en stor, skriftlig opgave i gymnasiet, gav mig i kast med Herman Bangs roman Tine, var den ikke ligefrem en altopslugende page-turner. Tværtimod var jeg flere gange ved at lægge den fra mig, fordi den ved første øjekast var svær og utilgængelig. Alligevel fortsatte jeg. Måske fordi jeg fik snerten af noget, jeg sjældent finder, når jeg binger en serie eller ser et realityprogram. Nemlig Bangs stilfærdige evne til smukt, detaljeret og velovervejet at skildre skæbner, vi alle kan spejle os i. Selvom romanen udspiller sig i det 19. århundrede, skildrer den en ulykkelig kærlighedshistorie, der lige så vel kunne have fundet sted i dag. Dette er netop de gamle klassikeres styrke. Selvom de udspiller sig i en fjern fortid, hvis sociale arenaer og ydre omstændigheder umiddelbart synes fremmede for alle nutidige læsere, så skildrer de almengyldige menneskelige problemstillinger, som netop har gjort dem til litterære klassikere. Kærlighedskvaler, accept, svigt, utroskab, overlevelse, selvhad, opofrelse, tvivl, håb, oprør. Jeg kunne blive ved. Med andre ord alt det, der forbinder os som mennesker uafhængigt af tid og sted. Alt det, der gør os til en del af noget større.
Hvis den ældre litteratur, særligt blandt unge mennesker, skal have sit fremtog, kunne noget tyde på, at den skal ned fra sin piedestal og i stedet serveres i en lidt mere fordøjelig “light-version”.
Derfor skal vi også passe på ikke at tillægge de gamle klassikere en ophøjet position og en unødvendig barriere mellem dem og os. De er skrevet af mennesker til mennesker. Af selvsamme grund burde begrebet finlitteratur i min optik skrottes. Det gør kun de i forvejen støvede værker til endnu tungere og utilnærmelige spillere at give sig i kast med. Og det er ærgerligt. For ser man bort fra knudrede sætninger og gamle, forældede vendinger, er det som sagt de samme genkendelige eksistentielle og menneskelige temaer, der er på spil.
Hvis den ældre litteratur, særligt blandt unge mennesker, skal have sit fremtog, kunne noget tyde på, at den skal ned fra sin piedestal og i stedet serveres i en lidt mere fordøjelig “light-version”. Et glimrende eksempel er DR-programmet Øgendahl og de store forfattere, der netop søger at tage brodden af den såkaldte finlitteratur. En selfie med Leonora Christina Ulfeldt. En motorcykeltur med Johannes V. Jensen. En hyggesnak med Jeppe Aakjær. Med nysgerrige spørgsmål til de gamle forfattere og med en umiddelbar tilgang til deres værker tygger den folkekære komiker Mick Øgendahl sig ind til kernen af Danmarks litterære kulturarv. Vel at mærke i et meget spiseligt og underholdende format, der åbner indgange til den ældre litteratur frem for at distancere os til den. Her kan jeg tilføje, at min egen gymnasielærer overlod ordet til Mick Øgendahl, da vi blev præsenteret for Johannes V. Jensen.
Jeg vil ikke nødvendigvis advokere for, at alle bør give sig i kast med de tunge, litterære klassikere. Jeg ønsker blot, at vi i det mindste møder dem med nysgerrighed, når vi bliver præsenteret for dem i gymnasiet. Vi må ikke på forhånd tillægge dem prædikatet forældede. Giv Dostojevskij og Bang en chance. De er faktisk godt selskab!
[1] Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske, Videnskab.dk
Foto: Gyldendals Billedbibliotek
