Mette Johansen
Mellem jul og nytår blev der registreret rekordhøje antal coronasmittede i Danmark. Endnu engang var det julen og nytårsfesten, der stod for skud, og vi måtte igen tænke på, om vi skulle mødes, og hvordan vi skulle mødes. Omikron-varianten har virkelig sat sit præg på samfundet, og jeg må også tilslutte mig den efterhånden store gruppe af danskere, der er godt og grundigt coronatrætte.
Dog mistænker jeg også mig selv for at tænke en smule anderledes end de fleste unge mennesker, der gennemgår denne uendelige forhindring. Jeg er 26 år, men jeg er også kroniker. Jeg har type-1 diabetes og har derfor nedsat immunforsvar. Det vil sige, at jeg befinder mig i risikogruppen for at kunne få et alvorligt sygdomsforløb, hvis jeg skulle få corona.
LÆS: I anledning af Verdens Diabetesdag: En kærlighedserklæring til min type 1-diabetes
Frygt og paranoia
Foråret 2020 var på mange måder en rigtig hård tid. Særligt var den hård, fordi jeg i starten gik i et limbo om, hvorvidt jeg nu var i risikogruppen eller ej. Det var meget nyt det hele, og jeg gik derved konstant i uvished om, om jeg nu skulle være ekstra bekymret eller ej. Når jeg kigger tilbage på den periode, står det meget tydeligt for mig, hvor bekymret jeg reelt endte med at være. Og det var meget! Jeg var sindssygt bekymret for, hvordan den virus ville påvirke min krop, om jeg ville blive indlagt, hvis jeg nu fik det. Det fik mig til at holde mig mere isoleret, end jeg tror, de fleste på min alder har været. Hvor andre unge var trætte af ikke at kunne gå i fitness, som de plejede, eller tage på café eller i biografen, frygtede jeg for mit helbred. Først den 7. april meldte sundhedsstyrelsen ud, at alle med diabetes var i risikogruppe[1].
Under coronaperioden i 2020 oplevede jeg, at flere af mine medmennesker desværre havde svært ved at forstå den frygt, som jeg følte sammen med mange andre kronikere, eller som Mette Frederiksen kalder os ”de sårbare i samfundet”
Glem fordomme og forestillinger
Under coronaperioden i 2020 oplevede jeg, at flere af mine medmennesker desværre havde svært ved at forstå den frygt, som jeg følte sammen med mange andre kronikere, eller som Mette Frederiksen kalder os ”de sårbare i samfundet”. Første gang jeg skulle have foretaget en PCR-test, stod min daværende kæreste og jeg i en meget lang kø. Testbilen var placeret ved et gymnasie, hvorfor der naturligvis var mange gymnasieelever, der så en god mulighed for at få taget en test, nu den var her. Den dag mærkede jeg i den grad, hvor lidt forståelse, respekt og hensyn der blev taget, fordi man ikke kunne se på mig, at jeg var i risikogruppen. Mange af gymnasieeleverne opførte sig enormt ubehøvlet, skubbede i køen, gad ikke have mundbind på, snød foran i køen og stod flere gange meget tæt på de andre i køen. Generelt set er det her jo dårlig opførsel, men én oplevelse derfra sidder stadig i mig og understreger en problematik, jeg håber, vi kan gøre op med. Flere gange beder jeg dem i køen om at holde afstand af stor bekymring for den risiko, der kunne være for smitte. Da det langt om længe bliver min tur til en test, nævner min daværende kæreste for dem i køen, hvorfor de burde holde afstand. Nemlig fordi jeg jo er i risikogruppen. Først dér tager de beskeden seriøst og forsøger at undskylde med: ”Det vidste vi jo ikke.” Det skal understreges, at uanset hvem man er, om man er i risikogruppe eller ej, bør man forstå en besked i den pågældende situation. Men det blev tydeligt for mig, at mit helbred blev baseret på min unge alder. Men også at mange ikke har nogen idé om, at alle uanset alder og udseende kan blive ramt af kroniske sygdomme.
Jeg tror ikke, jeg kan udtrykke den glæde, jeg følte, da jeg fik min indkaldelse. Mine helbredsbekymringer var så tung en byrde for mig, at jeg nærmest blev et helt nyt menneske, da jeg fik min indkaldelse.
Længe leve vaccine
Mens al den utryghed hærgede i 2020, kan vi nu spole frem til 2022. Et tidspunkt, hvor selvtest er til at anskaffe, og hvor mange efterhånden har fået købt genanvendelige mundbind. Corona er lige så stille blevet hverdagskost, og derfor er vi måske også lidt mere laissez faire, end vi ville have været i marts 2020. Det kan vi måske også mere, fordi så mange af os af blevet vaccineret. Jeg var selv heldig at få mit tredje stik tilbage i start-november måned, og jeg blev sådan set indkaldt til stikket en måned forinden. Jeg er heldig, fordi det bestemt ikke er alle kronikere, der kunne få lov til at blive indkaldt så tidligt. For det betød også, at jeg fik mit første og andet stik allerede i marts måned. Men vaccineplanen blev ikke lavet sådan, at alle kronikere kunne få vaccinen så tidligt, som de egentlig var berettiget til. Alderen gik forud for deres placering i risikogrupper.
Jeg tror ikke, jeg kan udtrykke den glæde, jeg følte, da jeg fik min indkaldelse. Mine helbredsbekymringer var så tung en byrde for mig, at jeg nærmest blev et helt nyt menneske, da jeg fik min indkaldelse. Med det sagt er der stadig kronikere derude, der endnu ikke har fået deres tredje stik. Og jeg føler virkelig med dem, fordi jeg kender den bekymring, de går igennem[2].
En appel om omtanke og hensyn
Husk, at du ikke kender folks bekymringer eller helbredsstatusser. Husk det, når du går i supermarkedet, på café, og når du inviterer til sammenkomster. Vær åben for at inddrage forbehold og vær med til at skabe et rum, hvor vi – uden at få lyseslukkerhatten på – kan snakke åbent om, hvad vi er trygge ved. Skab et rum, hvor det er helt ok at aflyse pga. utryghed.
For os kronikere er der meget mere på spil, end du måske tror.
Er du også kroniker? – Skriv gerne om dine oplevelser med corona i kommentarsporet.
[1] https://diabetes.dk/nyheder/2020/sundhedsstyrelsen-alle-med-diabetes-er-i-risikogruppen
[2] https://diabetes.dk/nyheder/2020/mange-med-diabetes-er-bekymret-for-corona
