Mette Johansen
Vi kan hurtigt og nemt blive enige om, at repræsentation af minoritetsgrupper i popkultur på skærmen er vigtig. Men hvordan skabes den nuancerede og gode repræsentation bedst, uden shitstorms og cancel culture?
2022 er i gang for fuld udblæsning, og mens vi lader vintermørket og coronaen præge vores humør, gør dansk tv en indsats for at holde os i gang. Som sædvanlig gør TV2 det ved at skyde en ny sæson af X Factor i gang. Nytårsdag sidder enormt mange danskere klinet til skærmen for både at grine af de knap så gode deltagere til auditions, men selvfølgelig også rørt af dem, der har et talent og en rørende baghistorie.
Men mens jeg sad og så første auditionprogram, gik det op for mig, at produktionen bag i den grad har tænkt over, hvordan dommerne møder deltagerne på en meget 2022-agtig måde. De nævner nemlig stort set ikke en eneste gang en deltagers køn, når de med nervøsitet går ind foran de tre dommere. Først efter deltagerne selv nævner deres pronominer eller køn i løbet af samtalen, kan dommerne finde på at sige deltagerens pronomen og antage deltagerens kønsidentitet. Ser man tilbage på X Factors historie, har der været en række af rigtig ærgerlige fejltagelser fra dommere, der har antaget deltageres køn og kønsidentitet, hvor de har taget fejl. Det har bidraget til tåkrummeri fra alle tilstedeværende i de situationer, og når man ser tilbage på det i dag, kunne man godt undre sig over, hvorfor produktionen overhovedet havde valgt at tage det med, altså set med 2022-briller.
I X Faktor møder vi deltageren Frede, der tager dommerne med storm og kommer med sin rørende historie om mobning i skolegangen og med sit besvær med at finde sig selv og sin identitet. Frede er transperson og snakker også i programmet om, at hormonbehandlingen har givet Frede en god sangstemme. Af ren nysgerrighed og som research til dette indlæg gik jeg ind på X Factors facebookside for at se, hvad folk havde af kommentarer til Fredes audition. Der var ren kærlighed at finde. Folk i – hvad der lignede alle aldre – hædrede Frede og hans flotte præstation og ikke mindst Fredes historie. Det er lidt frygteligt at indrømme, men det kom faktisk lidt bag på mig. Mest fordi jeg har set nogle af de værste kommentarspor med fokus på bl.a. transpersoner, hvor folk virkelig er væmmelige. Der kan selvfølgelig være rigtig mange årsager til, at lige netop dette kommentarspor ikke er fyldt med had, men med kærlighed. Men det fik mig alligevel til at tænke på, hvilken effekt repræsentationen af transpersoner i film og tv har for minoritetsgrupper, som Frede er en del af.
Den negative skildring af transpersoner
Der er flere eksempler på, hvordan særlig LGBT+-miljøet har gavn af langt om længe at blive repræsenteret på gode og ægte måder i tv og film. I 2020 så jeg dokumentaren ”Disclosure: Trans Lives on Screen”. Som ciskønnet og heteroseksuel kvinde var det i dén grad en øjenåbner. For særligt transpersoner er virkelig blevet udstillet på en frygtelig måde i tidens løb, f.eks. ved at udstille transpersoner som havende et psykisk problem som skurken i ”The Silence of the Lambs” fra 1991. Og man skal huske, at problemet er ikke, at man ikke sagtens kan udstilles som skurk i en film. Problemet er, når det ikke er nuanceret. I mange år er transpersoner kun blevet skildret på negative måder, og det har været med til at skabe et enormt negativt billede af, hvad det ville sige at være transperson.
TV udvider vores horisont, så subkultur bliver til popkultur
I 2017 stiftede jeg bekendtskab med reality/gameshow-programmet ”RuPaul’s Drag Race”. Den kendte amerikanske dragqueen RuPaul skabte programmet i 2009 med det udgangspunkt, at verden skulle åbne øjnene for dragkunsten. I 2009 var det kategoriseret i subgenrer, og man vidste også kun, at det fandtes, hvis man i forvejen var kendt med dragmiljøet, og hvis man kendte RuPaul. Spol frem til 2022. 14 US sæsoner, 6 All Stars sæsoner og massevis af sæsoner fra andre lande som Canada, England, Spanien, Thailand osv. Drag er blevet et imperium, og det kan vi takke RuPaul for. Jeg følger trofast med i hver sæson og har udviklet en stor kærlighed til dragkunsten. Udover en masse glamour, drama og komik handler programmet også om repræsentationen og kendskabet til et miljø, der har fløjet under radaren, fordi verden ikke var klar til det under kunstens udvikling i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Men det er også et program, der handler om at udøve selvkærlighed, at stole på sin kunst, at tro på sig selv og at vise verden, hvem du er helt råt og personligt. Der er utroligt mange budskaber i programmet, hvilket gør programmet universelt. RuPaul har derved formået at vise, hvordan dét at have forskellig seksualitet eller kønsidentitet ikke fremmedgør os fra hinanden, men at vi alle sammen i bund og grund har de samme værdier og ønsker for et godt liv.
I RuPauls fodspor er der i de seneste år også kommet nye sæsoner af programmet ”Queer Eye”, der opstod tilbage i 2003. En anmeldelse af den nye sæson fra Politiken forklarer, hvordan programmet med en kæmpe kærlighedsbombe inspirerer os alle til at være mere åbne for personer, der tilhører LGBT+-miljøet, udover at programmets værter er yderst elskværdige. Også HBO Max’s program ”We’re Here” med 3 kendte dragqueens i front viser os vejen mod accept og forståelse for hinanden, uanset hvem vi er. Det er tydeligt, at når tv- og streaminggiganter som Netflix og HBO Max ”tør” satse på programmer som disse, tyder det på, at måden LGBT+-miljøet bliver fremstillet på, er på vej i den rigtige retning.
Er der en rigtig og forkert måde at skabe repræsentation på i tv?
Med mine egne eksempler på, hvordan repræsentation kan blive hverdagskost på den gode måde, ville det være synd at sige, at vi er nået i mål. For det er vi desværre ikke. Og jeg vil også sige, at vi stadig er langt fra. For man støder stadig på kritikere i ny og næ, der kritiserer, hvordan repræsentationen måske tager overhånd i nogle tilfælde, og hvordan det decideret ødelægger nogle fortællinger. Der er eksempler på bl.a. Disney og Marvel, der har introduceret nye karakterer med queer-baggrund med små hints som et regnbueflag hængt op på et værelse i en film eller serie. Og når Disney f.eks. caster skuespillerinden Halle Bailey til at spille Ariel i live action-versionen af Den Lille Havfrue, eller når Professor Dumbledoore fra Harry Potter springer ud som homoseksuel, ser vi gang på gang, at folk får sat deres ”pis i kog”. I øjeblikket lever vi lidt i et limbo, når det handler om repræsentation. For er vi nået langt? Ja, det tør siges! Men vi er et sted, hvor produktionsselskaber får hug for at være for politisk korrekte og endda bliver beskyldt for at gøre det for økonomisk gevinst, fordi man selvfølgelig ikke vil tabe penge, hvis man skulle ende i en shitstorm i vores ”cancel culture”. Vi befinder os et sted i vores samfund, hvor repræsentationen stadig kan anses som værende ”for søgt” eller ”for politisk korrekt”. Og i den nye version af Sex and The City-serien ”And Just Like That…” får serien kritik for at forsøge for meget på at være så ”korrekt” og ”woke” som muligt. Men der vil jeg påstå, at det handler om flere aspekter. For jeg synes, det er så vigtigt, at vi får set fremad på repræsentationen, men tv-selskaberne skal gøre det bedre. For det handler som sagt om nuancer. Så hvis tv-selskaberne fremadrettet kun angiver statister eller biroller som en måde at repræsenterer LGBT+-miljøet, så sidder vi stadig fast. Tv-selskaberne skal vise os, at alt er muligt uanset baggrund, køn, hudfarve, religion eller seksualitet. Også at have hovedroller i film og TV. Det handler også om at normalisere, at karakterer kan have forskellige seksualiteter og kønsidentiteter, uden at det behøver at være definerende for karakteren. Og så handler det om, at de karakterer skal have noget mere substans og være velkreerede. For hvis ikke, er det stadig unuanceret, og så står vi med det samme problem.
Jeg håber, at vi når dertil, hvor tv ikke bliver kritiseret for at være for politisk korrekt, men hvor det bare er, fordi sådan er vi mennesker. Og hvor vi sagtens kan kritisere tv, der baseres på minoritetsgrupper, men ikke fordi det handler om minoritetsgrupper, men fordi det er dårligt lavet af den ene eller anden grund. For repræsentation handler bare i bund og grund om, at vi alle gerne vil anerkendes som mennesker, og se og kunne relatere til personer, vi ser på skærmen, for at føle, at vi hører til. Men hvordan gør vi det på den bedste måde?
Hvad synes du?
