Nanna Nørholm
En verden af frygt – og kærlighed
Når verden ser sort ud med en pandemi og krig i Ukraine, kan man godt begynde at tænke på, hvad der giver os et meningsfuldt liv. Bør vi tænke ud fra “momento mori” og “carpe diem”, når vi står og overvejer, om vi skal droppe det fitnesshold eller ej?
To år med Corona. En krig i Ukraine. Min mor, der faldt over en palleløfter i den lokale genbrug og brækkede knæet i alt for mange stykker. Et pludseligt dødsfald hos en veninde af min mor. Stigende grader og is, der smelter.
Verden og livet føles til tider ualmindeligt skrøbeligt, og man skal være ikke så lidt stærk for ikke at begynde at blive lidt ængstelig.
Jeg selv er især bange for trafikulykker, hjerteanfald og skøre russiske mænd, der har fået storhedsvanvid. Jeg er også bange for at træffe forkerte valg. At blive efterladt. Og at være utilstrækkelig. Livet er sårbart og svært at forudse. Tænk sig en gang … En palleløfter og nu har min mor fået sig et mere eller mindre kronisk knæproblem og må være sygemeldt fra arbejde som følge deraf. Knæproblemer er i virkeligheden ikke at spøge med. Jeg har en veninde, som har en veninde, der i flere år aldrig har heddet andet end Knæet. Hun hedder vist rigtigt Sara. Det må simpelthen være fordi knæ-ulykker er ganske omfattende og livsomvæltende.
Nu skal det jo ikke alene handle om knæ. Jeg tænkte egentlig, at jeg ville skrive et indlæg om frygt.
Fordi følelsen af frygt er blevet noget, vi lige pludselig står ansigt-til-ansigt med. Fordi verdenssituationen føles ganske ukontrollerbar, og det på en måde først nu er gået op for mig, at det hele kan ændres af en enkelt mands vanvidsidealer, eller en virus, der slår os alle ihjel. Ganske uhyggeligt og angstprovokerende, når man i omkring tredive år – det vil sige hele mit liv – ikke har oplevet hverken krig eller epidemier i den vestlige del af Europa.
Men ud af følelsen af frygt kommer også en modreaktion. Så – i fare for at komme til at lyde enormt lommefilosofisk skal vi ud i noget ”carpe diem” – grib dagen og ”momento mori” – husk, at du skal dø. Rendyrkede baroksætninger, hvis jeg ikke husker helt galt fra mine dansklektioner i gymnasiet. Jeg køber carpe diem-begrebet. Det, synes jeg egentlig, er et helt okay livsmantra. Så længe man ikke har det tatoveret hen over lænden eller på biceps-musklen altså.
Den, jeg har lidt problemer med, er momento mori. Jeg kunne, som den kontrolfreak jeg er, godt tænke mig, at man kunne tilføje lidt til sætningen. Noget a la: ”momento mori…. klokken 15.00, år 2086”.
Jeg frygter eksempelvis at miste mine forældre. Jeg frygter, at jeg ikke nød deres selskab nok. Jeg frygter, at jeg ikke fik nok kram af min mor. At jeg ikke fik fortalt min far, at jeg elsker ham, og at jeg elsker, at han er så dygtig til at fikse alle de praktiske ting – og at jeg godt ved, at han elsker mig, selvom han ikke altid siger det, men til gengæld altid kommer, hvis håndvasken driller.
At jeg skal dø på et udefinerbart tidspunkt, som kan strække sig fra lige nu til om cirka 80 år, hvor jeg er en gammel dame med lange bryster og gigt i hofterne, er for mig ALT for usikkert. Hvis tilfældet er, at det er forholdsvis snart, er jeg eksempelvis helt færdig med at skrue ned for mit chokolade-indtag, og derudover vil jeg ikke bruge et minut mere af mit liv på at barbere ben.
Når ret skal være ret, er det, jeg frygter mest faktisk ikke, at jeg selv skulle gå hen og dø. Bevares, jeg ville have lidt ondt af min kæreste, Frederik, som derefter aldrig ville have hvidt tøj mere. Han blander, skal jeg sige jer, nemlig tøjet, når det skal vaskes, uden at tænke det mindste på grader, eller om det er er en dårlig ide at blande mørkegråt tøj med lyserødt. Hvis jeg kradser af, vil alt hans hvide tøj få den helt karakteristiske grålilla farve, som tøj kan få efter et par ærgerlige ture i vaskemaskinen, og mange af hans t-shirts vil gå ham til maven. Stakkels Frederik. Godt, jeg ikke er død endnu.
For at komme tilbage på sporet og lige finde den mere seriøse hat frem, så er det, jeg frygter mest, den situation, at dem, jeg elsker, skulle gå hen og dø lige pludseligt. Om deres dødsårsag så var på grund af krig, hjertestop eller vira har jeg ikke lige gjort op med mig selv. Jeg frygter eksempelvis at miste mine forældre. Jeg frygter, at jeg ikke nød deres selskab nok. Jeg frygter, at jeg ikke fik nok kram af min mor. At jeg ikke fik fortalt min far, at jeg elsker ham, og at jeg elsker, at han er så dygtig til at fikse alle de praktiske ting – og at jeg godt ved, at han elsker mig, selvom han ikke altid siger det, men til gengæld altid kommer, hvis håndvasken driller. Jeg frygter, at de ikke når at blive bedsteforældre til mine børn. Jeg frygter, at den ene bliver efterladt uden den anden.
Det er en frygt, der kan få min mave til at vride sig for derefter at samle sig til en hård knude, som sætter sig i mellemgulvet på mig og presser hårdt mod mit hjerte, så det giver mig tårer i øjnene. Det er en frygt, der især er kommet de sidste par år. Om det er alderen, der er begyndt at presse på, eller om det er en slags modreaktion på verdens kriser, som næsten er kommet i halen på hinanden som andens små ællinger i dammen, ved jeg ikke.
Når man frygter at miste, kan man godt fryse fast i bare at frygte. Jeg tror dog på, at det er vigtigt, at man i stedet bruger frygten rigtigt. Måske den i sidste ende kan lære dig noget? Den kan i hvert fald fortælle dig lidt om, hvad du holder af og måske også, hvad du skal gøre mere eller mindre af. Man kan måske ikke fjerne frygten, men man kan forsøge at kigge på de ting, man frygter, og sørge for at leve, så man ikke kommer til at sidde og fortryde bagefter. Sådan en slags profylaktisk livsførelse i forhold til selv at blive gammel og ligge på dødslejet og blive spurgt: ”Hvad fortryder du i dit liv?”
Jeg tror på, at de fleste vil svare mere eller mindre det samme: At man arbejdede for meget, ikke brugte tid nok sammen med dem, man elsker, at man var på for mange slankekure, spiste for lidt mørk chokolade, god ost og ting med fløde og svampe, men til gengæld for meget icebergsalat (verdens mest intetsigende salattype) og Schulstad-købe-rugbrød.
Måske man skulle køre en udvidet version af momento mori på det: En ”hvis-du-skulle-dø-i-morgen-ville-du-så” -test.
Mine forældre ville helt sikkert kigge tilbage og tænke, at de havde brugt for meget tid på ”bike-holdet” oppe i fitnesscentret. Det er noget, vi fortsat diskuterer i øvrigt. Jeg proklamerer, at det er spild af tid og liv at sidde og okse rundt på den åndsvage cykel i et rum, der lugter af gammelt sved, med en instruktør, som altid har en lille smule dårlig musiksmag. Mine forældre siger, at man får det så dejligt i kroppen af det bagefter. Jeg siger, at jeg synes, at man skal gøre ting, der både føles dejligt i kroppen under og efter. Mine forældre siger, at jeg ikke kan se så sort-hvidt på det. Jeg siger, at det mener jeg nu nok.
Måske man skulle køre en udvidet version af momento mori på det: En ”hvis-du-skulle-dø-i-morgen-ville-du-så” -test. Jeg tror simpelthen, de ville aflyse deres tilmelding til bike-holdet (også selvom de skulle få en bøde – og det ville ellers være noget hårdt for min nordjyske spare-mor, der mener, at man bør spare, hvor spares kan). I stedet skulle vi samle hele familien omkring det lange bord i stuen, tænde levende lys og lytte til Alberte Winding i højtaleren, og vi skulle spise frisk pasta vendt i fløde, drysset med parmesan og drikke rødvin og grine, kysse og kramme. Jeg ville give Frederiks hånd et klem under bordet, som en lille tak for altid at sidde der ved min side. Jeg ville lægge mærke til min mors fine smilerynker og varme, uendeligt kærlige øjne, min fars brede næse, når han griner, og de blå øjne, der ligner mine, min mormors milde smil og mine søskendes smukke ansigter.
… Der var i hvert fald ingen af os, der ville sidde i et lukket rum og okse rundt på en cykel, der ikke kom nogen vegne, imens en instruktør skreg om kap med Nik og Jays ”Boing!” i en eksalteret teknoudgave.
Hvis vi snart skulle dø, ville vi nok heller ikke bruge så sindssygt meget af vores liv på at arbejde. Hov! Her kom jeg simpelthen til at generalisere for meget – det ved jeg selvfølgelig ikke noget om. I øvrigt kan arbejde jo give både glæde, gode venner, spænding og stimulere de øverste hjernebrikker. Det er ret beset også nødvendigt for de fleste at arbejde, for i sidste ende er det jo også det, der holder hjulet i gang. Spørgsmålet er blot, hvor balancen er. Middelvejen, om man vil. I Ludvig Holbergs roman ”Niels Klims underjordiske rejse” (ja, nu peaker denne artikel, kan I godt høre), forsøger Hr. Klim at finde det perfekte rige på hans rejse i Potu og kommer frem til, at der skal være modpoler, fordi det er det, der gør, at vi sætter pris på det ene i kontrastens klare lys til det andet. Lad mig komme med et højaktuelt og ganske relaterbart eksempel: Der skal være mandage, for at vi sætter pris på lørdage.
I romanen kommer Ludvig Holberg i øvrigt også frem til, at et samfund, hvor alle har noget at sige (læs: demokrati), bliver liiiidt for friskt, men sådan er det nok, når man enten hedder noget, der starter med P og slutter på utin, eller når man skrev tekster tilbage i 1700-tallet og forsøgte at lege med tanken om at gøre op med enevælden.
Jeg tror på, at vi ved at kigge lidt på, hvad vi frygter, samt acceptere dødens uafviselige kommen lettere kan se os selv i øjnene og spørge, hvad vi drømmer om inderst inde.
Den gyldne middelvej er supersvær at finde. Den er nok også individuel. Hvad der er meningsfuldt for mig, er det ikke for en anden. Meningen med livet er vel netop også, hvad der kan gøre mennesker mest rundtossede samt give anledning til evig søgen. Det er også det, der adskiller os fra dyr; vores bevidsthed om døden med den bivirkning, at vi forsøger at give livet en vis grad af mening. De fleste dyr vil bare gerne have noget at spise, drikke og eventuelt lave et par afkom. Det bliver straks værre, når vi mennesker forsøger at tilføre livet noget mere substantielt. For hvad er det egentligt, vi ”skal”? Er det familiestiftelse? At give sig hen til sin religion, karriereræs, at leve i zen i et kloster, et langt liv eller noget helt sjette?
Jeg kan gøre mig selv helt rundtosset med, hvad det er livet skal være for mig. Samtidig tænker jeg nogle gange, at det faktisk ikke er så komplekst. Jeg elsker. Heldigvis. Sådan helt ned i maven. Jeg elsker min familie og min kæreste. Mine venner. Og min kat Tippi. Jeg elsker også Gammel knas fra Arla Unika og hjemmebagt brød med tandsmør.
Jeg holder af mit arbejde som dyrlæge, men hvis jeg skulle køre en hvis-du-skulle-dø-i-morgen-ville-du-så -test på mit dyrlægearbejde, ville det altså blive et nej tak til at bruge min sidste dag der. Jeg ville til gengæld gerne bruge min sidste dag i selskab med Gammel knas, katten, min familie og Frederik.
Men igen, det handler jo om at finde den gyldne middelvej. For jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan kramme min kat, min familie og Frederik hele dagen lang. Eller spise Gammel knas for den sags skyld. Det har jeg, når alt kommer til alt, måske heller ikke lyst til.
Jeg ved ikke, hvad den rette balance er for dig. Måske du elsker dit arbejde og nyder at bruge 40 timer om ugen på det? Måske du har taget dig en lang akademisk uddannelse, men nu slet ikke har lyst til at bruge en time om ugen på det? Måske har du været i det samme arbejde i mange år og har lyst til at sadle om? Måske du har lyst til at lade dig pensionere, selvom du ikke helt har nået pensionsalderen endnu? Måske du drømmer om færre timer, men er nødt til at arbejde 37 timer om ugen for at få økonomien til at hænge sammen?
Det eneste, jeg håber, er, at vi alle husker at stille os selv spørgsmålet: For hvis skyld gør jeg det?
Jeg tror på, at vi ved at kigge lidt på, hvad vi frygter samt acceptere dødens uafviselige kommen, lettere kan se os selv i øjnene og spørge, hvad vi drømmer om inderst inde. Om det så er god ost, en anden mand, familieforøgelse, at blive dygtig til sit arbejde, at gøre en forskel for andre eller noget helt tiende.
Inden jeg blev sygemeldt med stress, var jeg, om muligt, endnu mere ængstelig for, at der skulle ske noget med nogle af dem, jeg elskede. Her i bagklogskabens klare lys var det nok visheden om, at jeg ikke følte, at jeg så dem nok samt det faktum, at når vi så endeligt sås, havde jeg sandsynligvis ikke været ordentligt til stede.
For at afbalancere al den snak om død og frygt skal jeg fortælle jer, hvad jeg drømmer om. For ud af frygt kommer kærlighed, og ud af kærlighed kommer drømme. Og kærlighed og drømme er det vigtigste våben, vi har mod alt.
Jeg føler, at mit liv nu, her i Tversted, på nedsat tid og oftest ikke med alt for mange aftaler i kalenderen har givet mig mere overskud til at elske de mennesker (og katte) (og oste), jeg har i mit liv. Mit liv kan for nogle virke lidt simpelt og måske endda kedeligt, men for mig er det et forsøg på at leve langsommere, mere opmærksomt og mere tilstede.
Slutteligt – og for at afbalancere al den snak om død og frygt – skal jeg fortælle jer, hvad jeg drømmer om. For ud af frygt kommer kærlighed, og ud af kærlighed kommer drømme. Og kærlighed og drømme er det vigtigste våben, vi har mod alt.
Jeg drømmer om at blive gift med Frederik på en dag badet i gyldent lys fra den sidste sensommersol med blomster i håret og i bare tæer. Jeg drømmer om at gå på en mark og plukke blomster eller vilde bær i aftensolen med et barn i en slynge om livet og Frederiks hånd i min. Jeg drømmer om, at mine forældre bliver super duper mega gamle, og at de får en stor plads i mine børns liv. Jeg drømmer om at leve tæt på mine søskende med mulighed for at kunne svinge ind forbi for at drikke en kop kaffe. Jeg drømmer om en dag at eje mit eget lille hus tæt ved vandet, hvor jeg vil plante æble- og pæretræer og en lille køkkenhave. Jeg drømmer om langsomme morgener i hvidt og sene nattetimer badet i rødvin. Jeg drømmer om snakke, der bevæger og ændrer mig. Jeg drømmer om en mere lige verden, hvor der ikke er så stor forskel på rig og fattig. Jeg drømmer om fred. Jeg drømmer om kærlighed.
I sidste ende og ved nærmere eftertanke og alt det der, så tror jeg på, at kærlighed er det, vi alle drømmer om. Frederik siger, at jeg er en drømmer, og at jeg skal passe på med at generalisere. Jeg fortæller ham, at i sidste ende er det, hvad det hele handler om. Han siger, at det jo kan variere fra menneske til menneske. Jeg medgiver, at der kan være variation i forhold til, hvad og hvem man elsker. Han siger, at hvis det var så simpelt, ville folk jo ikke blive ved med at forsøge at regne meningen med det hele ud. Jeg siger, at det ER simpelt, og at kærlighed er den følelse, der driver os frem, giver smilerynker og glædestårer i øjnene. Han smiler og spørger, om vi skal gå en tur i forårssolen. Det vil jeg gerne. For i sidste ende skal vi alle dø på et tidspunkt, heldigvis nok ikke i dag, og solen skinner, så nu vil jeg kramme dem, jeg elsker, nyde, dufte, spise, smage og råbe et højt og helligt carpe diem for helvede! Og så vil jeg spørge dig:
Hvad drømmer du om?
