Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Vi hører om 40-årskrisen og de forvirrende start-20’ere, men hvad med 30-årskrisen? Helt ærligt – I ku’ godt lige have sendt en mail!

Vi hører om 40-årskrisen og dens dertilhørende trang til at danse salsa og cykle til Paris (eller bare generelt at cykle. Det kan mænd omkring 40 åbenbart bare virkelig godt lide). Vi hører om at være forvirret i start 20’erne med studiestart og studietvivl og ulykkelig kærlighed. Vi hører om forældrekrisen, når børnene flytter hjemmefra, om hvor hårdt og svært det kan være at være teenager og føle sig genkendt og godkendt.

Men ved I, hvad der seriøst mangler at blive belyst? Tiden i sluttyverne og starttrediverne.

Lyt til artiklen her

00:0099:99

Jeg er snart 32 år gammel, og jeg må bare sige: Jeg synes, at de sidste tre år har været nogle af de hårdeste i hele mit liv. Bevares, jeg har selvfølgelig ikke 40-årskrisen at sammenligne med endnu, så måske jeg kommer til at kigge tilbage på mig selv og tænke, at jeg var ung og frygteligt naiv. I øvrigt lidt ligesom dengang jeg synes, det var hårdt at gå i gymnasiet, for derefter at finde ud af, at DET var vand ved siden af at gå på universitetet, for derefter at finde ud af, at DET var vand ved siden af arbejdslivet som dyrlæge, for så at finde ud af, at DET var vand ved siden af livet som selvstændig dyrlæge. En dag skal jeg forhåbentligt også jonglere imellem at være både dyrlæge og mor – og så kommer jeg nok til at kigge længselsfuldt tilbage på dengang, hvor man kun havde jobbet at koncentrere sig om.

Starttyvernes ord var festligt, midttyvernes forvirrende. Og her er vi så i starten af trediverne ved, hvad der føles som en slags afgrund, og ordet, der falder mig ind, er hårdt.

Det er, som om livets tyngde er en slags snebold, der ruller sig større og større og ender som en lavine. Måske den ruller sig lille igen, og det hele bliver lidt lettere, det kunne man jo håbe. Men altså, hvis jeg skal sige noget lige nu og her; et ord om man vil, som skulle indramme, hvad jeg synes om mine år i trediverne, så er det første ord, der falder mig ind:

Hårdt.

Starttyvernes ord var festligt, midttyvernes forvirrende. Og her er vi så i starten af trediverne ved, hvad der føles som en slags afgrund, og ordet, der falder mig ind, er hårdt.

Jeg sad forleden dag med en veninde – en af de sjældne slags, som stadig ikke har børn eller er gravid– og drak for meget vin hjemme i min stue. Snakken gik, som den altid gør, når man begynder at kunne ane bunden af flasken, og pludselig udbryder min veninde: ”Hvorfor helvede er der ikke nogen, der har advaret mig imod de her år? Hold kæft, hvor synes jeg, det er hårdt, og hvor ville jeg gerne have vidst det.”

Ja, det ville jeg da egentligt også.

Jeg har de sidste dage derfor gået og tænkt, om det ikke skulle være mit næste emne herinde på Kiosk. Jeg har tidligere skrevet lidt om netop min ”kvartvejskrise” og det med, at veninderne får børn. Men jeg har lyst til at skrive mere. For i virkeligheden er det muligvis mere kompliceret end det.

For mig at se er dette alderen, hvor der tages så absurd mange beslutninger, som har så store og seriøse konsekvenser for resten af livet, at det kan give rigtig ondt i maven og gøre hovedet lidt svimmelt. Det er måske også tiden, hvor virkeligheden for første gang rammer en; at nogle af de ting, man havde forestillet sig at skulle nå, inden man blev ”rigtig voksen”, måske ikke bliver en realitet lige nu og her. Man spørger sig selv: Fik jeg nok ud af min ungdom? Hvor blev den i øvrigt af?

Samtidig er det også alderen, hvor man er ny i virkelig mange ting: Man er sandsynligvis forholdsvis ny i job – altså i sådan et ”ægte voksenjob” (og her kan alle, der har gået fra at være studerende til et sådan ”voksenjob” på 37 timer, enstemmigt blive enige om, hvor hård en overgang det er). Man er måske nyudklækket forælder, man er ny i rollen som ven eller veninde til en nyudklækket forælder, man er ny husejer (og måske lidt økonomisk presset), man er måske flyttet til et nyt område for at få sit første job.

 … Så mange nye ting kombineret med store valg omkring bopæl, kærlighed, familieliv og arbejde. Det er lige til at blive forpustet af, og så er det måske i virkeligheden lettere bare at sætte sig og swipe videre på instagram, for derefter at dunke sig selv i hovedet for ikke at være nok og for ikke at leve nok.

Jeg selv og Frederik har stået – og står fortsat – overfor nogle af disse store valg og tanker. Det har ført til lange snakke, skænderier og til tider – når bølgerne har gået højere, end de gør på Tversted strand en blæsende dag i november – har vi også kastet vores fælles liv op til en ekstra revurdering.

For mig har det, der især har fyldt de sidste år, været min work-life-balance, som jeg har haft svært ved at finde (læs mine tidligere indlæg). Jeg endte med at gå ned med stress i sensommeren 2021, før jeg tog en beslutning om ikke at skulle være ambitiøs selvstændig dyrlæge. Nu er jeg ”bare” en ansat (men altså stadig ambitiøs) hestedyrlæge på 20 timer, og dét at trække mig ud som medejer af vores klinik var en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har taget, men samtidig også en af de bedste.

Jeg troede vel nok egentlig, at jeg skulle gå ”hele vejen” med mit job. At jeg skulle være den bedste. At jeg skulle være den dygtigste dyrlæge, som også havde skabt den bedste klinik.

Det problem slås mange af mine venner og veninder også med. De vil forfremmes, tjene gode penge og gøre deres arbejde til UG+, men de vil også være supermor, super-social og spise masser af grøntsager… og sikkert en hel masse derimellem. Det er svært at få tid og finde overskud til det hele. Måske det blandt andet er derfor, så mange får stress? Jeg endte i hvert fald med høj puls, stress og en sygemelding, og det kan altså ikke anbefales.

Jeg tror på, at vi skal turde stille os selv disse eksistentielle spørgsmål, inden vi springer hovedkulds ud i livet med fuldtidsarbejde, nyt køkken-alrum i det lidt for dyre nye hus, som vi i øvrigt har forgældet os op til begge ører med, inden vi sætter børn til verden, og inden vi vælger manden – eller kvinden – vi ønsker at leve sammen med.

Måske det faktisk er en god ide at spørge sig selv: Hvordan ønsker jeg at leve mit liv? Er jeg virkelig sådan en, der SKAL have en topstilling og arbejde ++++37 timer? Hvad er det egentlig, jeg gerne vil fylde dagen ud med?

Jeg tror på, at vi skal turde stille os selv disse eksistentielle spørgsmål, inden vi springer hovedkulds ud i livet med fuldtidsarbejde, nyt køkken-alrum i det lidt for dyre nye hus, som vi i øvrigt har forgældet os op til begge ører med, inden vi sætter børn til verden, og inden vi vælger manden – eller kvinden – vi ønsker at leve sammen med.

Det er i bund og grund også, det der har kendetegnet mine sluttyvere-starttredivere: At spørgsmålene tit er af eksistentiel karakter. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Hvad drømmer jeg om?

Hvornår ved man, at man er de helt rigtige for hinanden, som skal binde sig til hinanden resten af livet? Hvornår er det helt rette tidspunkt? Og hvad nu, hvis det rette tidspunkt ikke er det samme for begge parter?

Det kan selvfølgelig på den anden side også blive FOR mange overvejelser, og spørgsmålet er så på den anden side, om man også kan blive pacificeret af alle disse tanker og overvejelser, man kan gøre sig, inden man springer ud i nye ting? Hvad hvis man slet ikke helt ved, hvad det er, man drømmer om?

Hvad, hvis man lidt vil det hele?

Herhjemme har vi eksempelvis haft enormt svært ved at tage ”børnespringet”. For hvornår ved man, at man er klar? Hvornår ved man, at man er de helt rigtige for hinanden, som skal binde sig til hinanden resten af livet? Hvornår er det helt rette tidspunkt? Og hvad nu hvis det rette tidspunkt ikke er det samme for begge parter?

Vi sidder tit og kigger på mange af vores venner med børn. Vi ser de mørke rander under øjnene på forældrene, vi ser den halv-vamle grødblanding af modermælkserstatning, jordbær og bolognese kastet rundt i stuen, som var der sprunget en granat under lille-Mys børnestol. Vi ser chokoladefingre i sofaerne, gråd, nye tænder, sovetider, der ikke overholdes, en uendelig strøm af lortebleer, og vi ryster lidt i bukserne af skræk ved tanken om, at det en dag skal være os, og vinker farvel, når vi kører, og trækker vejret dybt ned i maven, når vi tager hjem til vores stille, rengjorte og ryddelige hjem, hvor vi både kan sove længe og se film om aftenen uden forstyrrelser.

Hvordan mærker man, at man pludselig er klar til jordbær-bolognese-grød og manglende søvn? Hvordan ved man, at man er færdig med at tage på en 10-dages Roskilde Festival? Skal det ene udelukke det andet? Udelukker det ene det andet?

Det store spørgsmål er, om man kan komme til at gå og vente på, at det rette tidspunkt indtræffer – og muligvis vente forgæves? Hvad hvis man kaster noget dyrebart ud ad vinduet, fordi man frygter springet og prøver minutiøst at gennemskue fremtiden?

Mit parforhold har absolut også været oppe til et par genovervejelser de sidste år. Forstå mig ret: Jeg er meget glad for at være kærester med Frederik. Når jeg kigger på ham, ser jeg på en fyr, som jeg har kendt i otte år. Han er min bedste ven og en de få, der kan få mig til at grine helt nede fra maven ofte flere gange i løbet af en dag. Han er også ret flot, når han har taget en skjorte på og sine forholdsvis nye briller. Jeg bliver stadig glad, når jeg går med ham i hånden. Men altså, lad os da også bare være realistiske: Når han for tredje dag i streg har sine hyggebukser på og fortæller om sin nye World of Warcraft-karakter, eller når han er skide morgensur, så kan selv den stærkeste i troen jo blive i tvivl. Har jeg danset de danse, jeg skulle, med andre skønne, flotte mænd ude i verden? Hvad hvis jeg fortryder om 10 år?

Sådan tror jeg i øvrigt ikke, at jeg er ene om at have det. Det kan jeg høre blandt både venner og veninder. Jeg tænker umiddelbart også, at Frederik har tænkt det en gang eller to: Jeg er eksempelvis ikke den mest flatterende udgave af mig selv to dage inden min menstruation. Der udvikler jeg mig ofte til en bumset udgave af Gollum fra Ringenes herre, alt imens jeg trækker mig ned i min puppe lavet af tæpper, chips og b-film i sofaen og herfra helst vil lades i fred, kun afbrudt af nus i håret.

De dårlige dage kan også pludseligt strække sig til længere perioder, og jeg tror, at Frederik fik sin sag for, da jeg gik ned med stress. Lige pludselig var han hus-psykolog og støttepædagog ved siden af jobbet som kæreste. Det tror jeg til tider, var hårdere end selv det hårdeste voksen-job.

Men altså, forhåbentlig finder man ud af det. Og i virkeligheden er livet jo svært at forudse.  

Psykolog Mette Bratlann skriver i sin bog ”Kvartvejs”, hvordan vi mennesker er i konstant forandring, og at det netop er vigtigt at tillade en vis dosis usikkerhed og uvished i overgangen til nye livskapitler. Dem er der en del af, når man runder de 30, og det tror jeg, er vigtigt at huske sig selv på.

Hun skriver også følgende, som jeg har lyst til at citere:

”.. Men hvis du føler smerte, fordi din krop er i færd med at give plads til et barn, der skal ud i livet, fordi du har mistet en, der var dig dyrebar, og din kærlighed er blevet hjemløs, eller fordi du har en presserende trang til at få styr på en fremtid, der ikke findes, så kan ingen handling fjerne det, der piner dig… Så må du leve med det, så længe det varer, og forsøge at komme igennem det.”

Og det er vel i bund og grund, hvad jeg synes, har været så afsindigt hårdt ved de sidste tre år. At jeg har stillet mig selv nogle kæmpestore spørgsmål omkring mig selv, Frederik og livet sådan helt generelt. Noget er jeg blevet klogere på, og noget kan jeg måske ikke tænke mig til svarene på. Nogle gange skal livet jo også bare leves, og så må man se sådan lidt hen ad vejen, hvad der sker. Det er svært, men jeg prøver. En dag ad gangen. Og som Kierkegaard også skriver det så fint: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at spørge, om I er andre derude, som genkender mine tanker?

Hvad synes I har været det sværeste ved at ramme sluttyverne-starttrediverne?

Mange kærlige hilsner

Nanna – på snart 32 år

What do you think?

Written by Nanna Nørholm

Mit navn er Nanna. Jeg er en 30 årig nordjyde som efter en del år i København har vendt snuden hjem mod Nordjylland. Nu bor jeg i en lille by der hedder Tversted sammen med min kæreste Frederik. Til dagligt arbejder jeg som hestedyrlæge og ved siden af dette har jeg Instagramprofilen @udkansk med Frederik. Her beretter vi om livet i Nordjylland, deler have- og naturtips og hvad der ellers lige falder os ind.
Her hos mig er planen ikke lagt på forhånd, så jeg kommer til at skrive om det der lige rør sig i mig eller omkring mig. Selvfølgelig med et særligt og i min optik lidt for sjældent perspektiv.... nemlig en lille stemme fra Vendsyssel hvor min verden nu engang går fra <3

6 Comments

Leave a Reply
  1. Jeg kan sagtens følge dig i dine store betragtninger og spørgsmål – jeg har selv været der med lignende spørgsmål til mig selv..
    Nu er jeg snart 45…. 45!! Inden jeg får set mig om er jeg 50 og det er jeg ikke klar til..
    jeg havde ikke som sådan 30 års krise – da ventede jeg mit første barn, men jeg kan love dig for at jeg fik et spark af en 40 års krise ( som stadig ulmer).
    Det er pisse hårdt og urimeligt. Men vi må ikke dunke os oven i hovedet

    • Jeg forstår – og jeg ved som sagt ikke hvordan en 40 års krise føles.

      Som jeg skriver i en kommentar længere nede, så har 30’erne føles lidt som et tog der kørte med 140 km i timen, hvor venner og veninder steg på, alt imens jeg har stået lidt tilbage og ikke vidst hvordan jeg skulle forholde mig til mig selv, toget og mine venner.
      Det føles som om det er svært at “være med” hvis man ikke stiger på toget. Måske du stod på toget dengang?

      Må jeg spørge hvad der ramte dig, da du så ramte de 40? Er det noget man kan forebygge imens man er i 30’erne, tror du?

      Kærlig hilsen Nanna

  2. Rigtig god artikel!
    Jeg er selv lige fyldt 30 her i påsken, og JA andre har det også sådan ! Ved mig har det været at mine tre tætteste veninder har fået kærester som de skal giftes med, hvor jeg ikke har mødt skyggen af en fyr som er til mig, samtidig har jeg gennemgået en heftig identitetskrise hele 2021 og fået hjælp af en terapeut … det har været sådan en hård nyser ! Og til tider stadig er 😬
    -Line

    • Hej Line
      Det kunne jeg godt forestille mig. Jeg føler mig kørt over fordi vi ikke har købt hus/lejlighed, er blevet gift eller fået børn (måske især sidstnævnte), så jeg kunne sagtens forestille mig at det heller ikke at have fundet ham/hende man tror man måske vil alt det der, som jeg går og er i tvivl om om jeg vil med, måske kan forstærke følelsen af at man er endnu længere fra mål.

      Men det er måske netop det jeg synes er essensen af denne tid lige nu: at man føler sig lidt ladt tilbage imens alle andre stiger på et tog med 140 km i timen.
      Og står man så tilbage, rammes man måske lidt af nogle andre eksistens/identitetsproblemer.
      …Måske?

      Tak for at skrive!

      Kærlige hilsner
      Nanna

  3. Tak for den gode artikel, Nanna!
    Jeg kan virkelig genkende mange af dine tanker og spekulationer. Er selv 32 år uden børn, uden huskøb, med kæreste. Alt har været oppe og vende de sidste år, og er det stadig, lidt som du beskriver det. Jeg har aldrig som sådan drømt om at få børn, men de sidste år er jeg virkelig begyndt at overveje om det måske er noget for mig, og det er ret stressende at skulle forholde sig til, når man er 32, og ikke sådan ægte ved, om den er den vej man skal, for ‘uret tikker’ ikke. Jesus, der har mændene altså en fordel rent biologisk, føler jeg – lidt længere tid at løbe på. Det er svært, når man rent mentalt bare ikke har været babyklar/interesseret før nu. Jeg holder meget af min frihed til at tage til koncerter, foredrag, gå en tur når det passer mig og slappe af når det er tiltrængt, alt det bliver jo ligesom en del sværere (læs umuligt) med børn i ens liv. Og hvordan vil det egentlig blive med ens mentale sundhed, når først man krydser over til den anden side med børn, for ikke at tale om den fysiske? SÅ mange overvejelser altså! Jeg forsøger i hvert fald selv at mærke mine drømme og ønsker, og ikke lytte for meget til frygt, hvilket kan være svært at skille ad.

  4. Jeg er vild med dit skriv! Jeg genkender mig selv i det.
    Faktisk valgte jeg for 3 år siden at gå fra min kæreste igennem 9 år. Jeg havde revurderet forhold mange gange, men aldrig rigtig følt mig klar til at give slip. Men så en dag var vi ude at kigge på hus sammen, og midt i huset rammer følelsen mig lige pludselig (imens ejendomsmægleren fortæller lystigt om huset) jeg skal IKKE det her med ham!
    Efter en uge, 14 dage endte jeg forholdet. Og efter nogle måneder var han enig i at det var den rigtige beslutning jeg tog for os. Vi er venner den dag i dag og vi kan stadig snakke sammen. Det skulle bare ikke være os.
    Nu står jeg så i et nyt forhold. Næsten alle vores venner har købt hus, købt ny bil, fået børn, forlovet og skal snart giftes. Og hooooold nu kæft jeg synes den er hård! For dét kunne jeg nok egentlig have haft hvis jeg var blevet i det forhold, MEN så var jeg bare ikke lykkelig, og vi havde nok gået og skændes alt for meget og ikke mærket kærligheden til hinanden.

Skriv et svar